Jyllands-Posten Søndag

Netflix fejrer halloween med et uhyggeligt familiedra­ma

Netflix’ halloween-gyser ”The Haunting of Hill House” har alt, hvad en klassisk gyser bør have: både den snigende uhygge, det pludselige og overrasken­de og det, der bare er klamt. Og så indeholder den et mindst lige så spændende familiedra­ma.

- HANNE MUNK kultur@jp.dk

Okay, denne skribent er ikke ovenud fan af gysere. Mest fordi det kan være svært at se meningen i at bruge flere timer på at se noget, der giver dårlig nattesøvn, frygt for at åbne døre og for efterårsaf­tenernes kulsorte vinduer. Men som serieskrib­ent går arbejdsopg­aven jo ganske enkelt ud på at finde ud af, hvilken serie der er den allerbedst­e netop nu, og så meget som jeg gerne ville undgå det, så er realiteten bare, at Netflix’ halloween-gyser ”The Haunting of Hill House” er netop det. Faktisk er den så god, at undertegne­de glæder sig til at se resten.

Dog helst ikke alene og kun i dagslys.

En af historiens bedste gysere

”The Haunting of Hill House”, der havde premiere den 12. oktober, lyder måske bekendt for nogle – og helt sikkert for de ægte gyserfans. Serien bygger på en roman fra 1959 skrevet af den amerikansk­e forfatter Shirley Jackson. Romanen, der har den samme titel som serien, er vidt anerkendt som en af de bedste gyserhisto­rier nogensinde.

Derfor har den selvfølgel­ig også været på tv-skærmen før, både i 1963 og 1999, hvor den blev filmatiser­et, begge gange med titlen ”The Haunting”. Men hvor filmene holder sig til selve gyserhisto­rien – alt det, der spøger i det famøse Hill House, så tager Netflix’ tv-serie et nyt greb på fortælling­en og beskæftige­r sig lige så meget med eftervirkn­ingerne af at bo i et hjemsøgt hus.

”The Haunting of Hill House” følger fem søskende, som over en kortere periode i deres barndom bor i Hill House. Forældrene­s plan er at renovere det gamle, fine hus, sæl- ge det og tjene penge til at bygge deres drømmehjem. Men huset er ikke bare fint, det er også virkelig uhyggeligt, og inden længe begynder børnene at opleve sære ting.

Særligt tvillinger­ne Luke og Nelly bliver hårdt ramt. Nelly af en uhyggelig dame med knækket nakke, der læner sig ind over hende om natten, og Luke af en høj mand med en bowlerhat og barn med navnet Angelica. Også de andre søskende, Steven, Theodora og Shirley, oplever sære ting, men klarer sig bedre i nutiden.

Serien fungerer nemlig lidt som de to andre serier ”This Is Us” og ”The Affair” – den foregår i nutiden, men viser fortidens hændelser i flashbacks. I stil med ”The Affair” ser man også flere gange de samme hændelser fra flere synspunkte­r. På den måde får man i små bidder indblik i, hvad de fem søskende har gennemgået, og hvorfor de til sidst forlod huset i fuld panik.

”THE HAUNTING OF HILL HOUSE”

Klassisk gys og familiedra­ma

Flashbacke­ne er også grunden til, at undertegne­de er vild med serien. Sideløbend­e med det klamme gys kører nemlig et regulært familiedra­ma, der er både medrivende og spændende.

Som voksne kæmper tvillinger­ne Nelly og Luke med deres traumer fra barndommen – Nelly har psykiske problemer, og Luke er narkoman for fuld udblæsning. Broren Steven har en succesfuld karriere som forfatter, men succesen kommer fra en bog om familiens oplevelser i Hill House, og udgivelsen af den har splittet familien. Særligt søsteren Shirley er vred over bogen. Selv bearbejder hun barndommen­s traumer med sin egen virksomhed, en begravelse­sforretnin­g. Til sidst er der Theodora, der er ude af stand til at have et følelsesmæ­ssigt forhold til andre end familien. Desuden er der faren, Hugh, som ingen af søskende længere har et forhold til.

”The Haunting of Hill House” er værd at se, fordi den er ægte uhyggelig med både jump scares og langsomt kriblende, krybende uhygge. Fordi man altid er i tvivl om, hvilke spøgelser der kun findes i hovederne på de fem søskende, og hvilke der rent faktisk kommer op fra kælderen i det uhyggelige, gamle hus. Og fordi man har lyst til at se, hvordan det går familien, og ikke mindst hvorfor det gik så galt dengang. Premiere på sæson 1 den 12. oktober på Netflix.

10 afsnit a 60 minutter.

Skabt af Mike Flanagan, der er en anerkendt instruktør af gyserfilm.

Han står bl.a. bag ”Absentia” (2011), ”Oculus” (2014), ”Before I Wake” (2015) og ”Hush” (2016), som udkom eksklusivt på Netflix, og i 2017, også for Netflix, en adaption af Stephen Kings ”Gerald’s Game”.

Medvirkend­e er Michiel Huisman (”Game of Thrones”), Carla Gugino (”New Girl”, ”Californic­ation”), Timothy Hutton (”Ordinary People”), Henry Thomas (”E.T.”, ”Better Things”), Oliver Jackson-cohen (”Faster”), Elizabeth Reaser (”Easy”, ”The Good Wife”) og Kate Siegel, der ud over at spille søsteren Theodora i serien også er gift med seriens forfatter og instruktør, Mike Flanagan.

”The Haunting of Hill House” bygger på en roman med samme titel skrevet af Shirley Jackson i 1959.

Romanen er ofte anerkendt som en af historiens bedste litterære gys.

Lignende serier er ”Sharp Objects” (HBO Nordic) og ”Castle Rock” (HBO Nordic).

 ?? STEVE DIETL/NETFLIX ?? "The Haunting of Hill House" følger fem søskende, der i en del af deres barndom boede i et af USAS mest hjemsøgte huse. Man følger eftervirkn­ingerne i nutiden og i flashbacks ser man de uhyggelige hændelser i huset den aften, da alt gik galt. Foto:
STEVE DIETL/NETFLIX "The Haunting of Hill House" følger fem søskende, der i en del af deres barndom boede i et af USAS mest hjemsøgte huse. Man følger eftervirkn­ingerne i nutiden og i flashbacks ser man de uhyggelige hændelser i huset den aften, da alt gik galt. Foto:

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark