Hun gør forheksede børn til fortryllende børn
Som 30-årig spurgte Anja Ringgren Lovén sig selv om, hvad der var blevet af hendes afrikanske drøm. 10 år senere vender hun tilbage til Aarhus for at sige tak til de mennesker, der har støttet hende i at gøre en forskel for børn, som nogen tror er forheks
Emmanuel, Samuel og Mary har været heldige. De tre børn på henholdsvis cirka 6, 9 og 10 år er netop flyttet fra et sted i Nigeria, hvor de blev anset for at være forheksede, til børnehjemmet Land of Hope, hvor de bliver betragtet som fortryllende.
»Tre børn på samme dag. De har fået en seng at sove i samt noget mad, tøj og omsorg. Nu skal vi vinde deres tillid. Sådan nogle børn kan have været ude for mange former for mishandling, så vi går stille og roligt til værks,« siger Anja Ringgren Lovén, mens hun sidder i en stol på Scandic Hotel, en smule utålmodig og af en makeupartist bliver gjort klar til at tage imod gæster.
De begynder at komme lige om lidt til den reception, som hun og hendes organisation har indkaldt til i anledning af Anja Ringgren Lovéns 40-års fødselsdag, men som handler mere om børnene i Afrika end om fødselaren selv.
Hun er over det meste af verden kendt som den danske kvinde, der går ud i nogle af de farligste steder i Nigeria og redder såkaldte heksebørn ud af en kummerlig tilværelse, som de færreste overlever i ret lang tid.
En livsopgave
Billedet af Anja Ringgren Lovén, som for rullende kameraer i 2016 bøjede sig ned til og gav vand til en lille dreng, der som toårig gik rundt som en paria, et heksebarn, i sin egen landsby, gik verden rundt. Det viste meget præcist, hvad det er, hun har gjort til sin livsopgave: at redde Afrikas heksebørn ved dels at tage dem til sig, dels at arbejde for, at de får en uddannelse, så de med den i hånden kan sætte fokus på og måske sætte en oplyst stopper for den overtro, som trives i bedste velgående, og hvor børn ganske uforvarende bliver gjort til syndebukke for alverdens ulykker.
Sammen med sin kæreste, David Emmanuel Umem, der er juridisk rådgiver, driver hun børnehjemmet Land of Hope af midler fra den nødhjælpsorganisation, Dinnødhjælp, som hun etablerede i 2012.
»Din nødhjælp, deres overlevelse« er sloganet for arbejdet, som det er ikke er for meget at sige, at Anja Ringgren Lovén lægger al sin saft og kraft i og spæder til med hjerteblod.
Parret har lige nu 67 børn boende på børnehjemmet, der med 33 ansatte er det største børnecenter i Nigeria, og bortset fra de tre nye, der lige skal finde balancen i deres nye liv, er de alle sunde og raske, forsikrer den 40årige kvinde, som børnene kalder ”mor”.
»Er det ikke fantastisk? I 2014 havde vi 11 børn, nu har vi 67. Det gør os optimistiske, for vi kan give dem en uddannelse, så de kan blive ambassadører for os. Hvis vi skal bekæmpe overtroen, kan vi ikke nøjes med at redde børnene; vi skal også ud at oplyse. Stikordet til udvikling er uddannelse. Det er den eneste måde, vi kan komme overtroen til livs, og samtidig er uddannelse vejen frem. Det er det bedste redskab til at klare livet.«
Anja Ringgren Lovén bor dels på børnehjemmet i Nigeria, dels i Aarhus, hvor hun har en lejlighed, og sønnen, David Junior på fire år, går i børnehave.
Fødselsdagen var ganske vist den 4. september, men hun har ikke haft tid til at gøre så meget ved den. Det retter hun op op på med receptionen, hvor hun samler en del af dem, der står bag hende i sit arbejde: familien, medlemmer af hendes organisation, frivillige, sponsorer og ambassadører.
Det er Anja Ringgren Lovéns mulighed for at sige tak til alle dem, der har været med på hendes 10 år lange rejse, siger hun.
Hendes lange, sorte hår bliver børstet igennem flere gange – hun er oprindeligt lyshåret, men det tiltrækker sig for megen opmærksomhed i Nigeria, når hun er ude for at hente de børn, der pga. heksedommen lever i periferien af livet i landsbyen.
Det er ikke alle, der er glade for det arbejde, som hun gør.
Hendes rejse begyndte, da hun fyldte 30 år og spurgte sig selv, hvad der var sket med den drøm om Afrika, som hun altid havde haft: at tage af sted for at gøre en forskel for nogle afrikanske børn. Så hun sagde jobbet op, solgte alt, hvad hun ejede, og tog af sted.
Kim Larsen er en favorit
Nu har hun rundet de 40 år, og selv om man ikke har tradition for at fejre fødselsdag i Nigeria – mange ved ikke med sikkerhed, hvornår de blev født – holdt hun fast i den danske tradition.
»Det var en god mulighed for at give børnene noget ekstra, så vi holdt en sommerfest med musik, dans og god mad,« fortæller hun, der har en Nutella-mad som en af sine egne favoritter.
»Desuden købte jeg en masse slik, som vi hyggede os med.«
Musikken, som de spiller på børnehjemmet, er en blanding af lokal og dansk musik.
»Jeg spiller dansk musik – Ray Dee Ohh, Kim Larsen – når jeg sidder på mit kontor. Selv om børnene ikke forstår et ord, skråler de med, når jeg synger. De elsker Kim Larsens ”Papirklip”. Den kan jeg ikke spille for tit.«
Enkelte danske ord har børnene nu tilegnet sig.
»De siger ”godmorgen, mor” og ”har du det godt?”, og så kalder de min søn for skatter. Det har de hørt mig sige så mange gange. De er meget nysgerrige og spørger, hvordan man siger det ene og det andet. Nationalsproget er engelsk, så det taler de fleste af dem, og i hvert fald kommer de hurtigt efter det, når de kommer i skole. Ellers kan de ikke forstå hinanden, fordi der er 5.000 stammesprog i Nigeria,« fortæller hun.
Populær foredragsholder
Normalt har Anja Ringgren Lovén travlt, når hun er i Danmark. Hun er en flittig og meget populær foredragsholder, og de penge, som hun får ind på den måde, er med til at finansiere børnehjemmet, som det koster 75.000 kr. om måneden at holde kørende.
Hertil kommer udgifterne til det nye børnehospital med plads til 20 patienter, som parret netop har bygget.
Som hun går rundt der ved sin reception og smiler, modtager kram og bunkevis af roser, kan man mærke i hele rummet, hvordan folk opfatter hende som en engel og har behov for at give hende skulderklap af den varme slags og i alt 60.000 kr. af den kontante slags.
Selv betragter hun sig som en nordjyde, der gerne vil have begge ben på jorden.
»Jeg følger jo bare mit hjerte,« smiler hun, mens makeupartisten er nået til mascaraen.
En af gæsterne, standupkomikeren Audrey Castañeda, der er ambassadør for DINNØDhjælp, siger det lidt senere ved receptionen:
»Anja, du har formået at samle hele verden om dig, Det er fandeme stort. Og ved du hvad: Man kan stadig mærke dig. Du er stadig dig, og det er det smukkeste ved dig.«
Det var måske også det, der betog Dalai Lama, da han tog hendes hånd og fortalte hende, at hun i hvert fald var en af hans helte.
I Nigeria er hun også kendt som en stor diplomat. Det bliver man nødt til at være, når man skal forhandle med myndighederne om at få lov til at tage et barn til sig og blive dets værge, siger hun.
»Vi skal gå diplomatisk til værks. Det nytter ikke, at vi bare peger fingre. Vi opretter en dialog i stedet. Det hjælper. Vi kan ikke gå på gaden med bannere for at gøre opmærksom på vores arbejde, som regeringen jo burde tage sig af: sige, at man ikke må torturere børnene og slå dem ihjel. Så risikerer vi, at de lukker os, selv om vi har alle papirer i orden,« siger hun.
»Når vi skal ud at redde et heksebarn, skal vi have styr på alt det lavpraktiske og bl.a. have en politigodkendelse. Vi skal have politiet med, når vi er ude at hente et barn. Vi kan ikke bare fjerne det,« siger hun, der desuden altid har sikkerhedsvagter med sig.
Valg betyder, at flere børn forsvinder. Mange politikere er overtroiske og går til en heksedoktor for at bede om et godt valg, og til det kan han finde på at sige, at han skal bruge kønsdele fra et barn. Anja Ringgren Lovén
10.000 nye heksebørn om året
Hvert år bliver godt 10.000 børn beskyldt for at være hekse. Næste år bliver tallet formentlig højere, for da er der valg i Nigeria, fortæller Anja Ringgren Lovén. Det kan give hende hjertebanken.
»Valg betyder, at flere børn forsvinder. Mange politikere er overtroiske og går til en heksedoktor for at bede om et godt valg, og til det kan han finde på at sige, at han skal bruge kønsdele fra et barn. Alt, hvad der sker i en afrikansk landsby, bliver tillagt noget overnaturligt. Derude, hvor man er ekstremt fattig, er der ingen oplysning, ingen skole – de lever i uvidenhed. Hvis nogen bliver syge eller dør i en familie, eller høsten slår fejl, tænker de ikke, at det jo er det, der sker. Nej, de tror, at der er noget overnaturligt på spil,« fortæller hun.
»Der er mange kirker, der er udsprunget af pinsebevægelsen, hvor man dyrker voodoo, sort magi og eksorcisme. Så udpeger man tilfældige børn under ceremonier, og derefter siger præsten til forældrene, at han nok skal uddrive de onde ånder, men at det koster 1.000 kr. Det er big business, og der bliver reklameret for det. Det er ikke bare det: Mange tror på det. Det med overtro ligger så dybt i de afrikanske rødder.«
Hvis familien ikke har råd til at betale præsten, bliver barnet forvist fra hjemmet.
»Vi har stået med en mor, der var dybt ulykkelig over, at hendes barn er blevet beskyldt for at være forhekset. Men hun tør ikke lade det blive boende, for så kan det gå ud over resten af familien. De tør ikke en gang spise af samme skål som barnet.«
Hun tager sig selv i at blive sur på dem. »De er så uvidende, at man er nødt til at hjælpe dem. Vi kan ikke viske overtroen væk, men vi har rykket på nogle områder. Vi er blevet hørt, mange kender til os,« siger hun.
»Nogle gange tager vi ud med børnene på hjemmebesøg, så familierne kan se, hvordan de udvikler sig. Folk kommer grædende og siger, hvor er det godt, at I findes. De er glade for os, men de tror stadig på hekse.«