Undskyld, jeg vil gerne dø
I værste fald vil en sammenlægning af skadestuerne på Aarhus Universitetshospital gøre, at mange psykisk syge ikke vil opsøge skadestuen, selv om de har brug for akut hjælp.
Lærke Jessen Virksomhedspraktikant, Aabyhøj
Jeg har været indlagt før, og nu sidder jeg i den her situation igen: påtrængende selvmordstanker og angst, der er så langt ude, at jeg ikke kan forlade min lejlighed uden at være overbevist om, at lejligheden vil brænde ned, hvis jeg ikke er der. Jeg ringer til vagtlægen. Efter at have udleveret mine mørkeste og mest personlige tanker beslutter den anonyme vagtlæge, at jeg hermed har lov til at tage ind på psykiatrisk skadestue og få en snak. Ikke en garanteret sengeplads, men en snak.
Jeg går ud ad døren, ned ad gaden, hen til et busstoppested. Jeg forventer, at mine ben bukker sammen, og at jeg falder til jorden, men jeg bliver stående. Jeg tager bussen, tæt op ad andre mennesker. Tænk, hvis de vidste, at jeg var syg i hovedet lige nu. Tænk, hvis de vidste, at jeg ønsker, at bussen skal køre galt, og hvor ligeglad jeg er med, at de er indblan- det i mit dødsønske. Når man er død, er der ingen skyld.
Jeg går ind i psykiatrisk hovedbygning i Risskov. Jeg trykker på en knap ved siden af døren og bliver lukket ind og mødt af en lav, blid kvinde, som spørger mig, hvad hun kan hjælpe med.
»Jeg vil gerne dø,« siger jeg.
Hun viser mig hen til en stol og forsikrer mig om, at der snart vil være en sygeplejerske til rådighed, som vil tage en snak med mig. »Har du spist?« spørger hun.
»Vil du have noget at drikke?« Imens jeg venter, overvejer jeg at gå igen. Der er ikke nogen, der kan holde mig tilbage. Jeg er her frivilligt. Eller ikke frivilligt – ingen vælger at være her frivilligt, men i hvert fald kan jeg ikke tilbageholdes. En ældre kvinde går rastløst rundt og jamrer:
»Jeg vil ikke leve mere, jeg vil ikke leve mere, jeg vil ikke leve mere,« uden at ænse sine omgivelser.
Jeg tænker, at hvis jeg går ud af døren nu, så er det slut. Så har jeg taget et valg om, at der ikke er nogen hjælp at hente for mig. At nu er det slut, og det er det. Men jeg vælger at blive. Jeg har alligevel lidt håb. Eller bare meget lidt energi til at rejse mig og gå.
Det er min oplevelse af psykiatrisk skadestue i Risskov anno 2018. Første gang jeg skulle derind, var jeg bange, men i så meget smerte, at jeg ikke kunne føle så meget andet end den smerte, jeg medbragte, og jeg var overrasket over, hvor roligt personalet var. Hvor god og forstående en modtagelse jeg fik.
Jeg kan kun forestille mig, at det bliver anderledes på skadestuen på supersygehuset Aarhus Universitetshospital:
Du ringer til vagtlægen. Du tager letbanen til Skejby. Du finder indgangen til skadestuen. Måske går du ind. Måske stiller du dig i køen til receptionsskranken og venter. Måske bliver det din tur, og bag dig, bag diskretionslinjen, står en stresset børnefamilie med en skrigende feberbaby, og så spørger sekretæren dig, hvad hun kan hjælpe med i dag, og du svarer:
»Undskyld, øh, jeg vil gerne dø?« og du har ondt af familien bag dig, og hvem end der ellers måtte høre, hvad du lige har sagt, for det er belastende for andre at høre nogen sige sådan noget.
Du er belastende lige nu. Så får du et nummer og sætter dig på den eneste tomme stol i lokalet ved siden af en håndværker i overalls og sikkerhedssko, der har savet sin finger af.
Jeg er bange for, at jeg ikke ville nå så langt. Jeg er bange for, at jeg ville træde ind på skadestuen, hvorefter jeg ville vende mig om og gå. Eller måske ville tanken om skadestuen være nok til, at jeg bare blev derhjemme og fortsatte med ikke at få hjælp til min akutte tilstand.
Det positive ved det er, at der så vil være mere tid til nogle andre, fordi de ikke skal tage sig af mig. En fri plads på supersygehuset, som jeg ikke optager. På den måde bliver de svageste presset ud. De, der ikke kan eksistere under de forhold, som de stærke har vedtaget.
Danmark har ingen tradition for at tage psykiatrien alvorligt. Vi skal ligestille psykiatrien med somatikken økonomisk med en plads på finansloven, men vi skal ikke stille somatikken og psykiatrien op mod hinanden – ryg mod ryg – på sådan en tomhjernet konkret måde som en fælles skadestue. Det er to forskellige patientgrupper, som har helt forskellige akutte behov.
Du har ondt af familien bag dig, og hvem end der ellers måtte høre, hvad du lige har sagt, for det er belastende for andre at høre nogen sige sådan noget. Du er belastende lige nu. Så får du et nummer og sætter dig på den eneste tomme stol i lokalet ved siden af en håndværker i overalls og sikkerhedssko, der har savet sin finger af.
Et argument for at flytte psykiatrien sammen med somatikken var, at patienterne på psykiatrisk afdeling ville kunne få hjælp til deres fysiske problematikker – og det er jo godt tænkt, men det duer ikke at sammenlægge skadestuerne. Det er vigtigt, at man som psykisk syg i første omgang overhovedet får hjælp. At vi overhovedet kommer ind på skadestuen til at begynde med.
Hvis det er for at spare penge, at skadestuerne bliver slået sammen, så tror jeg, det kommer til at virke.
Det er billigere for Danmark, at jeg begår selvmord i mit eget hjem, end at jeg får hjælp.