Sådan kan virksomheder bruge FN’S verdensmål
Verdensmålene har skabt et globalt sprog, som giver virksomheder mulighed for at tale direkte ind i fælles visioner med kunder, investorer og regeringer i hele verden. Men det er ikke let integrere verdensmål i nye forretningsmodeller. Dansk Industri guider derfor virksomheder til at bruge verdensmålene i deres forretning.
Da amerikanerne med John F. Kennedy i spidsen besluttede, at de inden for det kommende årti ville have et bemandet rumfartøj til månen og retur igen, var det et ambitiøst mål. Men målet i sig selv var ikke det afgørende. Det var alt det, de lærte undervejs.
En månerejse krævede nemlig nye teknologier og nye produkter, fortæller Jacob Kjeldsen, som er chef for international virksomhedsrådgivning hos Dansk Industri. Han forklarer, at det er det samme, der sker, når virksomheder gør verdensmålene til en del af deres målsætning.
I projektet ”Fra Filantropi til Forretning”, som er støttet af Industriens Fond, guider Dansk Industri derfor 21 virksomheder igennem et 2-årigt forløb. Her skal deltagerne gøre de bæredygtige mål til en del af deres visioner og strategier.
Forstå verdensmålene
»Første led i arbejdet med verdensmålene er at forstå dem som et fælles sprog og et kommunikationsværktøj, der kan bruges til at gøre virksomheden mere bæredygtig og samtidig øge konkurrenceevnen,« siger Jacob Kjeldsen.
Han nævner for eksempel virksomheder, der udleder meget CO2, men også virksomheder som kan udvikle og sælge bæredygtige løsninger, der bliver efterspurgt på det globale marked.
»Bæredygtighed skal være en autentisk forpligtelse at arbejde imod en bæredygtig forretningsmodel. Virksomheden skal med andre ord ikke fortælle, hvad den har gjort, men hvordan den agter at bidrage til bæredygtighed og samtidigt styrke sin forretning,« siger Jacob Kjeldsen.
Sæt et mål
Derfor er næste skridt at sætte et mål og en vision for virksomheden i fremtiden – og gerne frem til 2030. Det eneste krav til målet er, at det skal være ambitiøst og nemt at kommunikere.
»Hvis ikke målet er ambitiøst, så har det ikke nogen effekt,« siger Jacob Kjeldsen og tilføjer: »Virksomheden skal selv definere sin vision. Verdensmålene giver dem en platform og et sprog til at kommunikere deres vision.«
I belysningsvirksomheden Fischer Lighting har de høje ambitioner for fremtiden. Lars Elmvang, som er partner i Fischer Lighting, siger:
»Vores vision er at producere belysning, som er 100% bæredygtig. Det betyder, at alle vores materialer på sigt skal være genanvendelige, så intet ender som forbrænding. Alt skal indgå i en cirkulær kontekst.« Verdensmålene afspejler de største udfordringer i verden, og nogle af dem kan på sigt påvirke den enkelte virksomhed negativt. Det skal den tage højde for, når den udvælger de meste relevante verdensmål at arbejde med.
»Man skal forestille sig, hvordan ens virksomhed ser ud om 12 år. Hvordan arbejder den i 2030? Hvilke krav bliver den mødt med fra kunder og investorer? Hvordan byder virksomheden ind med bæredygtige løsninger?,« siger Jacob Kjeldsen og forklarer, at det er nødvendigt at have ” det lange lys på” i arbejdet med verdensmålene.
En del af arbejdet på projektet er derfor også at træne virksomhederne i at forstå og omsætte verdensmålene til nye forretningsmuligheder.
Hos emballagevirksomheden Plus Pack A/S ligger fokus især på verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion. Camilla Haustrup Hermansen, som er direktør for forretningsudvikling, siger:
»På den ene side skal vi levere emballageløsninger til fødevarer, som forbrugerne ønsker. På den anden side genererer vi en masse affald, som ingen af os ønsker. Plus Pack vil gerne løse dette dilemma på en bæredygtig måde i partnerskaber med markedet.«
Arbejdet går i gang
Når målene er valgt, skal de formidles ud til både ansatte, kunder, konkurrenter og samarbejdspartnere og blive en del af virksomhedens kommunikationsstrategi.
Her kommer det individuelle arbejde ind – det kan være alt fra arbejde med vandbesparelse, udstyr, der skal sendes til udviklingslande, eller komponenter til maskiner og biler, der er produceret bæredygtigt. Måske skal der opfindes et nyt produkt, eller produkterne hjemtages i en cirkulær forretningsmodel.
»USA tog et kvantespring teknologisk, ikke bare med at sende folk til månen, men der opstod også en masse nye produkter, teknologier og virksomheder undervejs. Det er vejen mod målet, der skaber udviklingen af forretningen, og det skal vi dyrke med afsæt i bæredygtige forretningsmodeller. For det er der fremtid i,« slutter Jacob Kjeldsen fra Dansk Industri.