Boligejernes utryghed

Under rubrikken”Tryghed for lejerne?” fremførte Lars Olsen i JP 27/2 synspunkter, som synes aldeles ugennemtænkte. LO sammenligner sig med ”Jesper”, som købte rækkehus samtidig med LO’s lejemål. Jesper bruger sin indtægt til at afbetale kreditforeningslån, som over årene omprioriteres adskillige gange (det hedder opsparing). LO har via sin lavere husleje råd til f.eks. årlige ferierejser (det hedder forbrug).

Men Jesper sidder nu i eget (ejet) hus og skal derfor også betale ”grundskyld” (årlig jordskat, der hvert år stiger 7 pct., også under det såkaldte ”skattestop”). Grundskyld skal ligesom Jespers øvrige gebyrer og afgifter betales af penge, han allerede har betalt indkomstskat af. Derpå skal han også betale ”ejendomsværdiskat”, før der er råd til lys, varme, mad, beklædning og evt. øvrige personlige fornødenheder.

Men dertil kommer udgifter til vedligeholdelse og reparation af skader på tag, kloak (rotter), vandledninger, olietank, olie/ gas-fyr osv., som hver for sig kan ruinere Jesper. Og som LO, som lejer, ikke bekymrer sig om.

Om vinteren skal Jesper rydde sne, gruse og salte fortovet mellem kl. 07.00 og 22.00 under strafansvar, hvis nogen skulle falde alligevel (eller bare påstår det). LO taler om ”velstillede” og ”velbjergede” boligejere med ”store friværdier” og ”massive skattelettelser”. Har Jesper da solgt? Jeg gætter på, at han bliver boende, fordi huset og haven jo netop er købt for at være rammen om hans og familiens liv. Hvorfor skal han så betale en evigt stigende grundskyld og ejendomsværdiskat oven i alle de andre pålagte udgifter?

Husejere på egen grund er tvangsindlagt: Uanset betalingsevne skal alle i kommunen betale det samme pr. kvm. Pensionister, som ikke kan øge deres indtægt, tvinges fra hus og hjem. (Min