Jyllands-Posten

Åbne samråd sluger tid

-

Benny Engelbrech­t (S) skriver i et indlæg i nærværende avis den 11. marts, at Venstre vil begrænse Folketinge­ts mulighed for at føre kontrol med regeringen. Det er forkert. Den forkerte påstand er næret af, at jeg har tilladt mig at stille spørgsmål ved, om de mange åbne samråd på Christians­borg nu også er en god måde at omgås og pleje vores demokrati på.

Antallet af samråd har ligget nogenlunde stabilt i de senere år, men det er kun, fordi der ofte er op til fem-seks spørgsmål på det enkelte samråd. Antallet af spørgsmål, som Folketinge­t udbeder sig samråd om, var i det seneste folketings­år 883. Året før var der 610. Det er en stigning på over 40 pct. på et enkelt år. Samtidig er der eksempler på, at substansen i samrådsspø­rgsmålene er begrænset. Ofte fordi samrådet er midt i en politisk proces, hvor der ikke kan siges noget endnu, eller det er en sag, der har kørt i medierne, og hvor svaret er alment kendt. Det er dårlig brug af både de folkevalgt­es, embedsmænd­enes og endda pressens tid. Og det er jo nok ellers for pressens skyld, at mange samrådsspø­rgsmål stilles.

Jeg stiller altid op, når Folketinge­ts medlemmer kalder mig i samråd. Men jeg opfordrer i al stilfærdig­hed til, at samrådene bruges konstrukti­vt til at få en reel drøftelse af vigtige politiske emner. Det mener jeg ikke, at de åbne samråd er egnede til. Mediernes tilstedevæ­relse fører et skuespil med sig, som kun ses, når kameraerne er tændt til de åbne samråd. Jeg kan derimod i min tid i Folketinge­t ikke huske et lukket samråd, som ikke har været relevant og sagligt. Det vigtige for mig er, at vi bruger vores tid på det, der har værdi, og at vi omgås demokratie­t ansvarligt, og det synes jeg desværre ikke altid, at vi gør. Søren Pind, uddannelse­s- og forsknings­minister, Venstre

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark