Vildskab møder alpeidyl i Montenegro

hindring på vej op til Žabljak, der med sin beliggenhed 1.450 meter over havet er det højest beliggende bysamfund på den vestlige del af Balkanhalvøen. Bjergvejene er smalle og ikke alle steder skabt til modkørende trafik. Men belønningen er alle anstrengelser værd. Hovedbyen i den 39.000 ha store Durmitor Nationalpark ligger i gåafstand af Den Sorte Sø – én af 18 søer, der også kaldes for bjergenes øjne. Søerne ligger mellem kompakte skove og åbne markområder, og deres mørke pupiller reflekterer Durmitor-bjergkæden, der ligger som et lidt truende og uindtageligt fort ovenfor. 48 bjergtoppe på hver over 2.000 meter skyder i vejret, og oppefra kan man kigge ned på en af verdens dybeste kløfter. Tarafloden skærer sig gennem karstformationerne 1.300 meter nede og tordner af sted ind over grænsen til nabolandet Bosnien-Hercegovina.

for adrenalinjunkier og fans af rafting. Bjergstierne er godt afmærkede, og det er nemt at finde vej til de flotteste tinder og landskaberne, der åbner sig imellem dem. Rundt om de golde skråningers skarpe hjørner folder der sig pludselig et blødt plateau ud med edelweiss, der her ligner hvide brocher på en stor, grøn damefrakke. De lokale indbyggere kender naturligvis bjergene som deres egen bukselomme – akkurat som partisanerne anført af den senere jugoslaviske præsident Tito gjorde det under Anden Verdenskrig. Sejren over fascisterne blev grundlagt i dette terræn.

Da jeg efter fire timers kørsel fra badebyen Budva endelig ankommer til bjerglandsbyen, er det første, jeg ser, mausoleet over faldne partisaner, der ligger tæt på det bedagede skisportshotel Planínka. Formen på mausoleet er sammenlignelig med de traditionelle bjerghytter, som man kan se på landsbyens bakker. Farven er nogenlunde den samme som nedbøren i skisæsonen over Durmitor. Eller som væggene på et hospital. Begge dele giver mening. I den første del af krigen lå her nemlig et partisanhospital, og den lakoniske påskrift udenpå gemmer på historien om de flere tusinde partisaner, som døde under kampen mod fascisterne, og hvis navne er indgraveret indenfor på væggene. Forskellighedernes poesi Montenegro er et lille land – arealmæssigt fylder det kun en tredjedel af Danmark – men bjergene og naturens ekstreme forskelligartethed gør, at det føles meget større. Den italienske biolog og forfatter Antonio Baldacci har rammende formuleret det som »kontrasternes patos og forskellighedernes poesi« – det er vildskabens møde med det idylliske. På et område, der dækker blot 13.938 km2, kan man også opleve Balkans største sø, Adriaterhavskystens længste strand, Europas sydligste fjord, kontinentets største fuglereservat og en af Europas sidste, tilbageværende urskove. Med middelhavsklima langs det smalle kystbælte mellem Kroatien og Albanien, kontinentalklima inde i det centrale Montenegro og alpint vejrlig mod nord og øst i bjergområderne på grænsen til Bosnien-Hercegovina og Serbien er der skabt betingelser for et usædvanligt varieret plante- og