»Døden betyder, at jeg skal gøre mig umage«
Mette Bock: Er du i en alder af 60 begyndt at tænke på døden?
Det har jeg gjort hele livet, og jeg har også valgt salmerne til min begravelse. En gang imellem skifter jeg én ud, hvis der er en anden, som jeg synes, der er bedre. Jeg har sunget i kor i mange år – det var dér, jeg mødte min mand – og som Luther sagde: ”Næst efter evangelierne, da er musikken det fineste og det bedste i kirken.” Og så vil jeg, selv om jeg er død, gerne have, at der bliver musik til min begravelse, som jeg kan lide. Jeg tror, at mit nære og naturlige forhold til døden ikke mindst skyldes, at jeg så tidligt i mit liv mistede min lillesøster og allerede som lille barn blev bevidst om, at livet kan være slut i morgen, så jeg ikke fortrænger den kendsgerning, at jeg også skal dø. Det er naturligvis meget godt, at vi ikke hele tiden går rundt og tænker på, at vi kan dø i morgen, men jeg har det fint med at have et meget direkte og konfronterende forhold til, at jeg ved, at det ikke er om en måned, jeg skal begynde at gøre mig umage, for hvem ved, om jeg er her om en måned? Nej, jeg skal gøre mig umage nu. I dag. Jeg tror, at jeg altid har søgt ind i nuet og har været til stede i det, og det blev måske grundlagt i de hårde ungdomsår, hvor jeg søgte ind i blandt andet musikken og naturen, når tingene blev for trælse. kærlighed, som kan lægges ind i mange forskellige relationer. Vi havde i øvrigt kun tre vidner til stede, da vi dengang blev gift i kirken, og da min mor og far ikke ville se hinanden, kunne vi ikke lige overskue, hvem vi skulle tage med, for ikke at gøre den anden ked af det, så vi valgte bare at gifte os.