»Jeg accepterer mine forældres selvmord«
Anna Thygesen: Du var 20, og du havde på kun fire år mistet begge dine forældre. Fik du nogen hjælp? liv, efter at først din far og siden din mor havde valgt livet fra?
Næh. Det gjorde jeg ikke. Jeg har altid helt fra lille barn syntes, jeg var alene, og det er jo ret smart, når man så pludselig bliver helt alene. Så er det ikke en ny tankegang, og det kom ikke bag på mig. Jeg har altid følt, jeg var udenfor, men uden at føle mig forkert. Jeg har altid været en betragter, og i vores hjem har vi i øvrigt altid været vant til at tale helt åbent om, hvordan vi havde det.
Derfor så jeg ikke bare på min mor som min mor og min far som min far. De var også hver især mennesker. De var i lige så høj grad to selvstændige mennesker, som af forskellige årsager fik det svært. Derfor har jeg aldrig i mit liv opfattet mine forældre som forældre, der faldt ned fra en piedestal.
Jeg opfordrer ofte mine venner til at undlade at feje en masse ting ind under gulvtæppet. Naturligvis skal børn ikke vide alt, men hvis man har problemer, så kan man godt dele dem med sine børn. Jeg kender voksne mennesker med forældre, som skal skilles, og selv om der ingen forsmået part er i skilsmissen, opfører disse voksne børn sig enormt barnligt.
Én ting er, at de synes, at det er synd for forældrene, men de synes også, at det er utroligt synd for dem selv. Det, synes jeg faktisk, er mangel på empati.
Jeg kan stadig ikke sætte mig ind i, hvorfor min egen far og mor begik selvmord, for jeg har ikke de tanker, jeg er ikke deprimeret. Men jeg ved, at mine forældre begik selvmord, fordi de ikke magtede deres liv. De kunne ikke holde det ud. Og det har jeg valgt ikke bare at acceptere, men også at respektere. Jeg kan næsten på dato fortælle, hvornår jeg tog livet og sagen i egen hånd. Efter min fars selvmord stod jeg med en halvdårlig studentereksamen i forhold til, hvad folk forventede af mig, fordi folk havde en opfattelse af, at jeg var kvik og klog. Men så besluttede jeg mig for at vise min far, og senere også min mor, at de havde givet mig nogle rigtig gode værdier og et godt liv. De havde givet mig alt det, som de kunne – blandt andet evnen til at se og mærke, når andre mennesker ikke har det godt. Jeg besluttede mig for at vise dem, men måske allermest mig selv, at jeg accepterede og respekterede deres beslutning, og at jeg på trods af den kunne få et godt liv.