Da Årets Bil var en pudsig lille stationcar
Polo Fox 1984-1990 var en populær bil herhjemme, men Årets Bil 1982 blev senere hen importeret i stor stil fra lande som Schweiz og Sydtyskland. Årets Bil 1982: Da Volkswagen præsenterede Polo i anden generation, vakte den berettiget opsigt. Her var tale
Er vi enige om, at 1980’erne ikke faldt alt for heldigt ud? En tid, hvor mænd brugte mere makeup end piger, fyldte sig med popsmarte drinks som Pisang Ambon og Malibu, fik lyse hårtotter og gik med pastelfarvede trøjer og matchende sejlersko. Og til festerne hørte man Tøsedrengene, Dodo & The Dodos og Moonjam. I den mere alvorlige ende var der økonomisk krise, kartoffelkur og Den Kolde Krig. Men noget af det værste, set med bilbrillerne på, var, at bilsalget var presset helt i bund.
Derfor var det nok heller ikke den store overraskelse, at Årets Bil 1982 blev en indkøbsvogn af en minibil, nemlig Volkswagen Polo. Designmæssigt gik den nye veje ved at have stationcarlignende proportioner.
Samtidig ændrede den firedørs sedan navn fra Derby til Polo Classic, og den kunne fås med samme motor- og udstyrsudvalg som Polo.
Den nye Polo kunne fås med fire motorer: med 40, 50, 60 hk samt en særlig formel E-motor, der var ekstra økonomisk.
Priserne startede ved 69.996 kr., og en populær mellemmodel, Polo CL med 50 hk, kostede 74.977 kr, hvilket var i den høje ende i klassen, hvor en Fiesta 1117 L stod til 66.141 kr. Praktisk bagagerum Den nye karrosseriform betød, at Polo bød på mere hovedhøjde ved bagsædet og større bagagerum, selv om den havde næsten identiske dimensioner med forgængeren. Især bagagerummet var vokset, og f.eks kunne ryglænets vinkel ændres, så pladsen kunne øges om fornødent. Hækdøren åbnede helt ned til kofangeren, og det reducerede læssehøjde med 17 cm i forhold til første generation Polo, der var kommet på markedet i 1975.
Inde i bilen var pladsforholdene dog langtfra prangende.
»Hvis langbenede gør sig det bekvemt foran, kan der kun sidde personer under middelhøjde bagi, og så skal de endda sidde med spredte knæ for ikke at blive kilet fast,« skrev Jyllands-Postens Torben Krogh i sin anmeldelse søndag d. 29. november 1981.
Han var til gengæld yderst positiv i forhold til køreegenskaberne.
»Den kører som en sportsvogn, og selv en relativt ukyndig vil føle sig kvalificeret på en snoet vej.«
Kørekomforten var også god, og selv meget kraftig sidevind bragte ikke Poloen ud af fatning. Kvik motor Benzinmotoren på 1,1 liter havde 50 hk, hvilket bragte accelerationstiden fra 0-100 km/t. ned på 15,4 sek., mens topfarten var 146 km/t. Dengang skulle man regne med et benzinforbrug mellem 11-15 km per liter.
Til gengæld kunne Poloen rent æstetisk ikke måle sig med forgængeren. Det ændrede sig dog, da Polo året efter kom som tredørs coupé, der specielt huskes for G40-versionen fra 1987, der havde en 115 hk/150 Nm stærk 1,3-liters G-Ladermotor og kunne klare 0-100 km/t. på 8,8 sek.
I 1987 introduceres Polo med en 45 hk dieselmotor og er på det tidspunkt den mindste dieselbil på det tyske marked.
Faktisk bliver Poloen en af de bilmodeller, der er længst på markedet, for i 1990 får den et facelift, så vi skal helt frem til 1994, før tredje generation af Polo kommer på markedet.
Selv om salget af Poloen i anden generation generelt var pænt, blev der importeret et betydeligt antal brugte Polo fra Tyskland og Schweiz, der blev solgt langt op gennem 1990’erne. Derfor er det heller ikke et helt usædvanligt syn at se den stationcarlignende Polo på gaderne i dag.
I det hele taget er Poloen blevet til et noget mere langtidsholdbart begreb end de fleste mere flygtige tendenser fra 1981.