Englænder har sat rekord på European Tour
Den engelske golfspiller Oliver Fisher skrev sig fredag ind i historiebøgerne på European Tour. Fisher gik andendagen af Portugal Masters i 59 slag – 12 under banens par – hvilket er den bedste runde, der nogensinde er registreret gennem 46 år med golf på European Tour. Den 30-årige englænder leverede 10 birdies og en enkelt eagle på superrunden. 19 gange i historien er der registreret runder på 60 slag på European Tour, men det er aldrig lykkedes at komme under før fredag eftermiddag. Oliver Fisher indledte turneringen torsdag med en runde i 71 slag, hvilket svarer til banens par. Fredagens opvisning sendte Oliver Fisher op på en midlertidig førsteplads.
Golf: