Ny musical med Beatles-hits
Når Fredericia Teater i 2019 og 2020 slår dørene op til en ny sæson, bliver det med tre originale, danske musicalproduktioner på scenen.
Det store trækplaster bliver en musical baseret på et af verdens velsagtens mest berømte sangkataloger. Den 11. oktober 2019 holder teatret nemlig verdenspremiere på musicalen ”She Loves You” med John Lennon og Paul McCartneys store Beatles-hits fra perioden 1962 til 1970.
Der findes en række teaterkoncerter og mindeshows tilegnet Beatles. ”She Loves You” er en original historie akkompagneret af de berømte sange, som Fredericia Teater og det danske teaterselskab Maestro Productions har sikret sig rettighederne til. Formatet bliver i stil med Abba-forestillingen ”Mamma Mia” og den Queen-inspirerede ”We Will Rock You”.
Ifølge teatret er der tale om en romantisk musicalthriller i form af en moderne fortælling om håb, venskab, kærlighed, kunst og aktivisme. Den indeholder ca. 30 af Lennon og McCartneys mest udødelige hits som ”Yesterday”, ”Let It Be”, Blackbird” og ”With A Little Help From My Friends”.
Er man mere til danske klassikere, kan man opleve ”Shu-Bi-Dua – The Musical 2.0”, som får premiere på teatret den 20. marts 2020. Det er en visuelt opdateret version af musicalen, der oprindeligt havde premiere i 2015. Størstedelen af det 25 personer store originale ensemble fra dengang skal på scenen igen.
Sæsonens tredje produktion er en eventyrmusical, ”A Hero’s Tale”, der får verdenspremiere i april 2019. Den har syv medvirkende og et orkester. Musikken er skrevet af Arthur Lafrentz Bacon (”Bleeding Love” fra 2015) og manuskriptet af Mads Æbeløe Nielsen (”Shu·Bi·Dua – The Musical” og ”Seebach”).
Fredericia: