Den lille Fiat fik nyt navn og tog danskerne med storm

Fiat Punto var Årets Bil 1995, ikke mindst fordi det var første gang, at Fiat gjorde et seriøst arbejde ud af sikkerheden i en ny bil. Gamle Fiat-dyder som lav pris og god plads var også i højsædet. Inde i Punto var der mærkbart bedre plads end i Uno, og

Forstå det, hvem der kan. Men Fiat Uno, som gennem årene var blevet så kendt, og endda også elsket, måtte ikke længere hedde Uno. Da italienerne i slutningen af 1993 præsenterede afløseren, skulle den gamle traver i stedet kaldes Punto.

På den anden side var Fiat allerede dengang i en slags økonomisk krise, og da afløseren på samtlige områder var et forbedret vogntøj, var det måske alligevel på sin plads med et navneskifte.

Selv om Punto faktisk betyder punktum eller punkt, betød det ikke, at det var helt slut med Uno. Etteren, som den blev kaldt, kørte videre et par år endnu.

Fiat Punto blev lanceret som mere end en ny model, og efter det første møde med Punto var de tilrejsende danske journalister da heller ikke i tvivl om, at nyheden var et vigtigt kapitel i Fiats historie.

Allerede dengang var salget hos Fiat for nedadgående, og på det vigtige hjemmemarked var kunderne holdt op med at tænke lokalpatriotisk.

Mærket havde derfor søsat en enorm udviklingsplan til i alt 40 mia. kr., og en del af pengene gik til at forbedre sikkerheden, som indtil da havde været en by i Syditalien.

Selestrammere var standard, og på det danske marked var to airbags også en del af pakken, mens ABS-bremser dog var ekstraudstyr. Større og mere rummelig Designet var helt nyt, og især de høje baglygter, der mindede lidt om bagenden på Volvo 850 stationcar, var interessante. Designfirmaet Giorgio Giugiaro havde tegnet de tre- og femdørs varianter, mens den nye cabriolet var kreeret af Bertone.

Derudover var Punto en større bil end Uno, for den var vokset på alle ledder og kanter, og det gav især gevinst for passagererne på bagsædet. Til gengæld var bagagerummet ikke blandt klassens største.

Som noget nyt for en lille Fiat lukkedes dørene med pengeskabsfornemmelse.

På to meget vigtige områder adskilte den nye Punto sig fra andre mindre Fiat-vogne: kørestillingen og et perfekt gearskift.

Man sad som i en større vogntype foran med glimrende afstand mellem rat, pedaler og sæde, og gearskiftet var ikke længere som at røre i en gryde med minestronesuppe.

Ny teknik var der også blevet råd til. Basismotoren på 1,1 liter var godt nok kendt i forvejen, men 1,2, 1,4 med turbo og 1,6 liter var helt nyudviklede. Den mindste med 55 hk og de øvrige med 60, 75 eller 90 heste. Slagsbroderen Punto GT havde en 1,4 liters turbo og ydede 136 hk. Lav pris betød stort salg Mest interessant for det danske marked var Punto 55 samt Punto 60/75.

For 114.000 kroner – på nær et par enkelte – kunne man blive kørende i den interessante nye mini. For de penge fik man en Punto 55 S tredørs. S var laveste udstyrsniveau, mens ”55” henviste til motorens ydelse i hestekræfter. Højere oppe fandtes bl.a. en 60 S til 117.000 kr. og en 75 S til 124.000 kr. Skulle det være mere lækkert, var det eksempelvis en femdørs 75 ELX-model til 142.000 kr.

Den lave startpris, der lå under hovedparten af konkurrenterne, lokkede danskerne til, og Punto etablerede sig hurtigt som en fast bestanddel af bilsalgets top-10.

Den mindste motor var dog en sløv herre at danse med, lød de første meldinger, til gengæld var køreegenskaberne gode i alle modellerne.

Helt usædvanligt i miniklassen var der mulighed for at vælge en sekstrins gearkasse.

Punto betød for Fiat ikke bare prik, punktum eller punkt, men vendepunkt for Fiat, der fik gang i salget igen. Der kom endda allerede en ny generation i 2009 og sågar en Grande Punto i 2005.

Men i sommer var det endegyldigt slut med at lave nye Puntoer, og dermed fik modelrækken nok et større og mere markant punktum, end navngiverne havde forestillet sig 25 år tidligere.