USA’s Iran-politik forvirrer
USA’s militaer fremviser iranske våben som dokumentation for Irans krigeriske ambitioner, men tilbagetraekning fra Syrien giver Iran et nyt manøvrerum.
Det iranske Qiam-missil blev affyret fra byen Sadah i det nordvestlige Yemen med retning mod den saudiske hovedstad, Riyadh, i december 2017.
Nu er det godt 11 meter lange ballistiske missil landet langt fra Mellemøsten i en hangar på militaerbasen Anacostia-Bolling i udkanten af Washington.
Og det er ikke alene.
Her er endnu et af de mindst otte iranskproducerede missiler, som er blevet affyret mod Saudi Arabien, plus en stribe andre våben produceret i den islamiske republik – droner, antiluftmissiler og håndvåben erobret eller fundet i Saudi Arabien, Yemen, Bahrain og Afghanistan.
Alt sammen, ifølge det amerikanske forsvarsministerium, et tegn på Irans voksende regionale ambitioner og aggressive fremfaerd.
»Dette er klare beviser på Irans spredning (af våben, red.) i regionen,« siger Rebecca Rebarich, talskvinde for det amerikanske forsvarsministerium.
»Dette er ikke en historie bare om Yemen, eller bare om Afghanistan, eller bare om Bahrain. Det er en historie, som straekker sig tvaers over den mellemøstlige region,« siger hun.
Udstillingen af det iranske materiel er ikke offentligt tilgaengelig, men fremvises til medier, politikere og udenlandske delegationer som et led i den amerikanske dokumentation af Irans våbeneksport og støtte til terrorisme.
Der er militaere eksperter til stede, som ikke må filmes eller optages på lydbånd, men som kan udpege de små detaljer, der sladrer om våbensystemernes iranske ophav: gevaerskaefternes karakteristiske brune farve, for eksempel, stempler fra den statslige iranske kvalitetskontrol og påtrykte instruktioner på farsi.
»Hele verdens kamp«
Det var USA’s slagkraftige FN-ambassadør, Nikki Haley, der åbnede udstillingen her i Washington for et år siden, bl.a. med ordene: »Kampen mod iransk aggression er hele verdens kamp.«
Siden da er våbensamlingen i hangaren vokset betydeligt i omfang.
»Over det seneste år har vi fortsat modtaget en støt strøm af materiel,« konstaterer Rebecca Rebarich.
Til nytår er Nikki Haleys tid som USA’s ansigt i FN ganske vist slut, men den amerikanske intention om at isolere Iran og tilbagerulle landets indflydelse er intakt.
Med sikkerhedsrådgiver John Bolton, der overtog posten i marts i år, og udenrigsminister Mike Pompeo, der kom til en måned senere, er der om noget blevet skruet op for den hårde retorik over for praestestyret i Teheran.
Det mest dramatiske udtryk for den skaerpede amerikanske strategi var opsigelsen i maj af den internationale aftale om kontrol med Irans atomprogram.
»Dette var en forfaerdelig, ensidig aftale, der aldrig nogen sinde skulle have vaeret indgået,« sagde praesident Donald Trump dengang.
Siden har USA genindført økonomiske sanktioner mod Iran, bl.a. en raekke begraensninger på landets olieeksport.
Spørgsmålet er, om det er nok til at ryste et regime, der trods periodevise protester, har siddet tungt på magten i Teheran siden den fundamentalistiske revolution i 1979. Mange analytikere i Washington er tilbøjelige til at svare nej.
»USA har en raekke politiske initiativer, der skal straffe Iran, og en raekke ambitiøse mål for at aendre den iranske adfaerd, men vejen mellem de to er langtfra klar,« påpegede den udenrigspolitiske ekspert Jon Alterman for nylig i en analyse for taenketanken Center for Strategic and International Studies.
Syrisk exit øger tvivlen
I denne uge kom der yderligere kritisk fokus på USA’s Iran-strategi efter Donald Trumps uventede beslutning onsdag om at hente amerikanske styrker hjem fra Syrien.
Det styrker Bashar al-Assads greb om det borgerkrigshaergede land, vurderer eksperter – og Iran er, sammen med Rusland, en nøgleallieret for diktatoren.
»For bare få måneder siden sagde Trump-administrationen, at den ville holde de amerikanske tropper i Syrien på ubestemt tid for at agere bolvaerk mod Iran,« skrev Washington Post i en gennemgang af beslutningens konsekvenser.
Nu får Iran friere spillerum i Syrien – bl.a. til at øge våbentrafikken, vurderer den Trump-kritiske avis.
»Tidligere har Iran anvendt Syrien som en smutvej til at transportere tropper og våben til allierede rundt omkring i Mellemøsten, herunder (den vaebnede milits, red.) Hezbollah i Libanon.«
Der er udsigt til, at Teheran kan konsolidere sig i området, lyder det i skriftlige bemaerkninger fra Mona Alami, en ekspert tilknyttet taenketanken Atlantic Council Washington.
»Det er en stor sejr for Iran, der har vaeret truet af amerikansk inddaemning i Syrien. Med tilbagetraekningen kan Iran frit opretholde sin tilstedevaerelse og mere specifikt ruten over land, der forbinder Teheran med Libanon,« skriver han.
Beslutningen har da også fanget centrale beslutningstagere i Trump-administrationen og store dele af det republikanske parti på det forkerte ben.
»Vi vil ikke forlade (Syrien, red.), så laenge der er iranske tropper uden for Irans graenser, og det inkluderer iranske stedfortraedere og allierede,« sagde sikkerhedsrådgiver John Bolton ved FN’s generalforsamling i september, ifølge britiske Guardian.
Nu tegner alt tvaertimod til en skyndsom tilbagetraekning, og det kan muligvis øge strømmen af iranske våben til regionen – og til hangaren på militaerbasen ved Washington. For Iran har ingen planer om at opgive sin rolle som regional spoiler, lyder vurderingen i analysen fra Center for Strategic and International Studies.
»Det er mest sandsynligt, at Iran vil gøre, hvad det ofte har gjort – engagere sig i billige, udbytterige regionale eventyr, der ikke klart kan tilskrives landet, men minder modstanderne om Irans evne til at forstyrre.« i