Han skriver om musikere og deres opture, nedture og galopperende misbrug

Rockmusikeren er en tilbagevendende karakter i Benn Q. Holms forfatterskab. Men den romanaktuelle forfatter forsikrer, at han ikke går rundt med en rockstjerne i maven.

Der er musik i Benn Q. Holms bøger. I sproget, ja, men også i handlingen. Det gaelder ikke mindst den aktuelle roman ”Asfalt og blomster”, som desuden – noget usaedvanligt for denne forfatters output – bygger på elementer fra krimigenren:

En vinterdag i 1972 findes den unge enlige mor Alice Hansen myrdet i en baggård i København. Den omsvaermede Alice efterlader sig en lille søn, Jack. Morderen findes aldrig.

Jack vokser op hos sine bedsteforaeldre, hvor alt er mørke og tavshed. Han ender ad omveje som fordrukken forsanger i et støjrockband på Nørrebro, inden han bryder op og forsvinder.

35 år senere bliver journalisten Mikael Busk kontaktet af kunsthistorikeren Dan Reimer, som leder efter Jack Hansen. Busk leder efter den forsvundne rockmusiker og støder i sin søgen på nye spor i sagen om det uopklarede drab på moderen.

Det er i nogen grad drabeligt, men der går ikke Jussi Adler-Olsen i romanen, som – af forlaget Lindhardt og Ringhof – beskrives som »en bred fortaelling om Danmark fra de nøjsomme 1960’ere til vor tids usikre individualisme. En rørende kaerlighedsog familiehistorie.«

Tyvstjålet fra virkeligheden

Men musikken spiller altså en markant rolle i dette sammensatte vaerk.

»Rent teknisk har Jack ikke forstand på musik, men han kan få vreden og sorgen ud igennem musikken,« siger 56-årige Benn Q. Holm, som gennem store dele af sit forfatterskab har dvaelet ved musikken.

Vi mødte den uhåndterligt forelskede musikproducer Hoppe i gennembrudsromanen ”Hafnia Punk” (1998) og musikfanatikeren Bowie i slaegtsromanen ”Album” (1999), som siden blev til en tv-serie i fem afsnit.

»Jeg blev student i 1981, og jeg kan huske, at ethvert gymnasium i Storkøbenhavn havde en androgyn type med gulerodsfarvet hår, som blev kaldt Bowie. De var overalt. Den karakter er tyvstjålet fra virkeligheden,« siger Benn Q. Holm, som har blandede følelser for filmatiseringen af ”Album”.

»Jeg holder meget af Bo hr. Hansens manuskript, men det var da lidt aergerligt, at tv-serien blev skåret fra seks til fem afsnit i sidste øjeblik, fordi DR skulle opføre et koncerthus, der blev meget dyrere end først antaget. Man måtte skaere hist og her.«

Ned ad memory lane

Vi drikker fadøl og spiser fish’n’chips i indre København.

»Så er vi i England – på vej ned ad memory lane,« bemaerker Benn Q. Holm, der – som allerede antydet – er stor fan af David Bowie, men også af navne som Roxy Music, The Smiths og Suede.

Faktisk er hans roman ”Den gamle verden” (2009) om den 41-årige englaender Dean Cox – en falleret misbruger af en rockstjerne med en fortid i det tilbedte band The Spell og en nutid som soloartist uden naevnevaerdig succes – bygget over Suede-sangeren Brett Andersons karriere.

»Der er noget fascinerende over storhed og fald, og det finder man i udpraeget grad i rockmusikken. Tag bare Suede, som alle ville have en bid af i midten af 1990’erne, men så udgav de en halvdårlig plade, og den naeste var endnu vaerre, og så var de bare ude. Ingen gad købe pladerne, ingen gad komme til koncerterne, og Jyllands-Posten gad knap nok at tale med dem. Det er på mange måder en nådesløs tilvaerelse at vaere kunstner. Man kigger ud i landskabet og taenker: Hvad blev der egentlig af ham eller hende? En skuespiller slår sig ned som psykoterapeut, en forfatter passer en lille marskandiserbutik i provinsen, og en musiker får tiden til at gå med at ryge hash. Det er et udskilningsløb.«

Men hvad med ham selv? »Jeg er på min 14. roman, og jeg er meget taknemmelig for at vaere, hvor jeg er, men jeg skriver da også på laesernes nåde og stiller mig selv nogle svaere spørgsmål: Kan jeg nu holde kadencen, tempoet og kvaliteten? Begynder jeg pludselig at taenke for meget over en enkelt saetning? Jeg er ikke nødvendigvis så fandenivoldsk, som jeg var, da jeg var 30.«

Vi taler om Suedes optur, nedtur og opløsning – om Brett Andersons stofmisbrug, lunkne solokarriere og Suedes genopståen for få år siden. Benn Q. Holm var dog ikke til stede, da Suede dette efterår praesenterede det nye album ”The Blue Hour” under en seksstjernet koncert i DR Koncerthuset.

»Musikken har sin plads i mine bøger, og min lillebror (Jim Q. Holm, red.) er forhenvaerende koncertbooker og nuvaerende leder af spillestedet Stengade i København, men jeg går meget sjaeldent til koncerter. Jeg hørte David Bowie, U2 og Nick Cave, inden de blev allemandseje, men nu gider jeg ikke laengere. Lyden er sjaeldent lige så god som hjemme i stuen, hvor jeg saetter plader på og holder mine egne koncerter, og jeg har det så svaert med folks viftende lightere. Nej, det er fodboldkampene, der fungerer som mine koncerter i dag,« siger forfatteren, som ikke laegger skjul på, at han – sammen med kunstnerkolleger som sangskriveren Nikolaj Nørlund – er mangeårig, glødende fan af FC København og gerne rejser til udlandet for at følge sit hold.

Fodbold over koncerter

Benn Q. Holm taenker sig om et øjeblik.

»Altså, jeg ved godt, at der ikke er så langt fra taendte lightere til fodboldtilhaengernes viftende halstørklaeder, men de lightere der, dem er jeg altså ikke vild med …«

Han går heller ikke rundt med en rockstjerne i maven.

»Nej, slet ikke, jeg har altid villet skrive. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan misunde musikerne, for deres produkt går lige i hjertet, mens litteraturen i højere grad taler til hjernen. Musik danner soundtrack til den første forelskelse, studenterfester og andre livsbegivenheder, og man får en anden forløsning