Krigen mod os

Det er ikke hver dag,

at landets statsminister holder pressemøde kl. 8.30 for at orientere offentligheden om en kriminalsag. Men det brutale drab på to unge kvinder, heraf en dansker, i Marokko fik Lars Løkke Rasmussen torsdag til at gøre en undtagelse – og med god ret.

Meget tyder ifølge statsministeren på, at der ligger en terrorhandling til grund for drabene, der efter de foreliggende oplysninger er foregået uhørt bestialsk. PET vurderer, at der er en sammenhaeng til terrorgruppen Islamisk Stat. Der cirkulerer oprørende videobilleder på de sociale medier, som også kunne antyde, at drabene har tjent en højere, syg hensigt – altså terror.

Det er dermed så vidt vides første gang siden terrorangrebene i København i 2015, at terroren igen får et dansk offer. Det er helt afgørende at understrege terroraspektet. Det indebaerer, at drabet er mere end et drab. Det er en krigserklaering mod en verdensorden, en livsstil og en vestlig kultur, som islamisterne har sat sig for at bekaempe med alle midler.

For nylig slog en islamist

til mod julemarkedet i Strasbourg, og striben af bloddryppende terrorhandlinger forekommer efterhånden endeløs. Terroren er – så svaert det end er at acceptere – blevet en del af vores hverdag, som vi er ved at vaenne os til, fordi det er den eneste måde at holde galskaben, sorgen og også raseriet ud. Vi skal videre. Verden skal videre. Det kan lyde kynisk, men det er den eneste måde at slå tilbage på. Fanatikerne må ikke få held til at få os til at indoptage deres forrykte idéer.

Ritualet efter endnu et terrorangreb tilsiger, at vi forsikrer hinanden om, at vi ikke må aendre vores måde at leve på. Det siger de politikere, der holder de officielle taler, og det siger vi til hinanden. Det er også rigtigt at gøre. Alt andet vil vaere at kapitulere over for de mørke kraefter. Men det vil samtidig vaere et selvbedrag af de større at påstå, at terroren ikke også har sin virkning i småt og større. Fysisk ses det i gadebilledet med antiterror-systemer, patruljerende betjente, endog soldater, øget agtpågivenhed overalt. Mentalt presser terroren os til at tage spørgsmål op til overvejelse, som vi aldrig tidligere har skaenket en tanke. Provokerer vi unødigt med vores livsstil? Burde vi vise større hensyn? Hér begynder en livsfarlig glidebane. Vi vil aldrig kunne komme islamisterne i møde. Det vil vaere en falliterklaering over for os selv. Og vi vil alligevel aldrig kunne gøre nok. Deres mål er vores totale overgivelse.

Men giften sniger sig

ind overalt. Det diskuteres nu, om de to kvinder i Marokko var unødigt uforsigtige, ligefrem naive, ved at møde verden med en så tillidsfuld åbenhed, som de rejste rundt i Nordafrika med. Allerede hér ligger en indrømmelse til de totalitaere kraefter, der vil det åbne og imødekommende samfund til livs. Med terroren følger en mistaenksomhed og en vigende tolerance over for andre, som er islamisternes første lille sejr. Det er bestemt en såre menneskelig reaktion. Men den baerer også i sig kimen til vores nederlag til ondskaben.

Terror er et angreb på os alle. Det er blevet en afvaergemekanisme i den offentlige debat at pege på, at der draebes langt faerre ved terror end f.eks. i trafikken. Det skal få terrorens omkostninger til at glide lidt lettere ned. Men også dét er et selvbedrag. Der er den onde hensigt og den systematiske vilje til at angribe os og vores levevis til forskel.

Vi i den frie verden kommer ikke uden om at erkende, at vi er under angreb. Det går ikke over af sig selv.