Punktering af myter om Lindholm
Der er en masse myter om den ”øde ø” Lindholm og de personer, som skal placeres der. For det første så drejer det sig ikke om almindelige flygtninge eller afviste asylsøgere, som skal placeres på Lindholm. Det drejer sig om udlaendinge på tålt ophold, udlaendinge, som er udvist som følge af kriminalitet eller af hensyn til statens sikkerhed, fremmedkrigere og afviste asylsøgere, som er dømt for overtraedelse af straffeloven, våbenloven, knivloven eller lov om euforiserende stoffer på eller omkring et udrejsecenter.
De har hidtil vaeret placeret på Udrejsecenter Kaershovedgård i Midtjylland, hvor den lette adgang til lokalsamfundet har skabt problemer. Der er flere og flere udlaendinge, der mister deres opholdsgrundlag, og der er flere afviste asylsøgere. Derfor er der behov for kapacitetsudvidelse og i den sammenhaeng en opdeling af grupperne. Sjaelsmark for afviste familier, Kaershovedsgård forbliver for afviste enlige, og det nye center bliver så for de kriminelle udlaendinge og dem på tålt ophold.
Derfor har målet også vaeret at finde et sted til målgruppen, hvor vi kan overholde vores forpligtelser og samtidig belaste lokalsamfundet så lidt som muligt.
Vi kan ikke tvinge de udviste udlaendinge hjem, hvis der er risiko for, at de vil blive henrettet, udsat for tortur eller andre overgreb, og derfor er en del af dem her på tålt ophold. De skal dog hjem, så snart der er mulighed for det. Gruppen af kriminelle udlaendinge, som ikke kan udsendes, da de ikke vil medvirke til deres egen udsendelse, opholder sig ulovligt i landet, og derfor skal de også afsted, så snart det bliver muligt. Indtil da skal de opholde sig på et saerligt udrejsecenter.
Et udrejsecenter er ikke et faengsel, og ingen af beboerne er frihedsberøvede, men de har dog som udgangspunkt opholds-, meldeog underretningspligt. Ønsket er jo, at de rejser af sig selv, eller at der er nogen til at tage imod dem. Derfor har regeringen ansat udsendelsesambassadører og oprettet et udsendelseskontor, hvor hovedopgaven er at forhandle med landene om at tage imod afviste asylsøgere og udviste kriminelle, som lever her i Danmark på tålt ophold. Udsendelsesambassadørerne rejser rundt til de respektive lande for at lave aftaler, og samtidig skal vi sikre os, at de pågaeldende udviste ikke er i fare for tortur eller henrettelse i hjemlandet ved at arbejde med diplomatiske garantier.
England er eksempelvis lige kommet af med en af de vaerste hadpraedikanter, Abu Khatta, som var ingen ringere end Osama bin Ladens laeremester, og det lykkedes ved at lave diplomatiske garantier med Jordan, hvor manden havde statsborgerskab.
I mellemtiden skal vi placere dem et sted, hvor de ikke forstyrrer den offentlige orden. Derfor har opgaven også vaeret at finde et sted, hvor det er svaert at komme fra, og hvor det er svaert at forstyrre den offentlige orden, og her faldt valget altså på Lindholm. Beboerne vil blive indkvarteret under de samme forhold som på andre udrejsecentre, men der vil som udgangspunkt vaere opholdspligt for beboerne og faergedriften til og fra Lindholm vil vaere indstillet fra sidst på aftenen og til naeste morgen.
Nogle kritiserer, at vi skal bruge så mange penge på projektet. Først og fremmest så koster det noget at gøre området beboeligt, men vi prioriterer også, at der skal vaere større tilstedevaerelse af politi i området for at skabe tryghed i lokalsamfundet.
Der vil som minimum vaere seks politibetjente på øen døgnet rundt, og tre patruljer med i alt seks betjente på sjaellandssiden døgnet rundt, som også ville kunne assistere på øen ved behov. Vi ønsker, at belastningen på lokalsamfundet skal vaere så lille som mulig.
Jeg forstår personligt godt lokalsamfundets bekymring, og vi skal lytte til, hvad borgerne har at sige, men vi skal huske på, at uanset hvor vi placerer et udrejsecenter, vil der altid vaere en lokalbefolkning, som opponerer, og det er dybt forståeligt, men hvad er alternativet?