Merkel-aeraens sidste fase

Alt tyder på, at Tyskland også med en ny kansler vil fortsaette sit store fokus på at sikre stabilitet i Europa og i verden.

Merkel-aeraen er gået ind i sin sidste fase. Efter 18 år som formand for det konservative, kristendemokratiske parti CDU overdrog hun den 7. december partiformandskabet til den tidligere CDU-ministerpraesident i Saarland Annegret KrampKarrenbauer. Merkel fortsaetter dog på kanslerposten og er dermed endnu ikke faerdig med at svinge taktstokken.

Merkel står i spidsen for et Tyskland, hvis globale rolle vokser. Økonomisk succes og status som eksportverdensmester betyder, at vores sydlige nabo kan og må tage mere ansvar internationalt. For Tyskland betyder det først og fremmest øget ansvar for at fastholde den regelbaserede internationale orden, som siden afslutningen af Anden Verdenskrig har medvirket til at gøre Tyskland til et af verdens rigeste og mest konkurrencedygtige lande.

Men den internationale orden er udfordret. F.eks. af en amerikansk praesident, der med America First saetter spørgsmålstegn ved vaerdien af multilaterale aftaler, af et Rusland, som bliver stadig mere aggressivt udadtil og mere repressivt indadtil samt af en global magtbalance, hvis tyngdepunkt fortsat bevaeger sig mod Asien og Kina.

For et Tyskland belaert af sin historie er EU-samarbejdet det naturlige primaere sted at søge løsninger.

Det vil ske i taet samarbejde med Frankrig under mantraet ”mere Europa i verden”. EU skal påtage sig en ny og staerkere rolle i fastholdelsen af globale regler og ordnede forhold for international handel.

Desuden skal en videreudvikling af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde sikre et mere handlekraftigt EU, der i større grad kan bidrage til stabilitet og fred i verden.

Konjunkturerne af et taettere og bedre organiseret forsvarssamarbejde mellem EU-landene er allerede ved at tage form og udgør et vigtigt element i den tyske ambition om en styrket europaeisk søjle i Nato.

Samtidig vil Tyskland staedigt kaempe for at holde USA så fast og forpligtet i det transatlantiske samarbejde som overhovedet muligt. Amerikanerne betragtes fortsat som en uundvaerlig handels- og sikkerhedspolitisk samarbejdspartner.

Ikke mindst i lyset af brexit vil Tyskland fokusere på at fastholde sammenholdet mellem EU-landene. Den tysk-franske akse vil tage nye skridt til at sikre stabiliteten i det økonomiske samarbejde, herunder en styrkelse af bankunionen, og Tyskland vil inden for sine indenrigspolitiske begraensninger gå så langt, som man kan, for at imødekomme nogle af den franske praesident Macrons reformidéer for EU-samarbejdet.

Samtidig vil Tyskland skubbe på udviklingen af EU’s indre marked. Europas virksomheder skal rustes bedre til global konkurrence i den digitale tidsalder. Tyskland er fuldt bevidst om potentialet på dette område, som f.eks. har skabt gigantiske virksomheder i USA, men trods en staerk industri halter Tyskland bagefter med hensyn til den digitale omstilling. Landet befinder sig således langt fra Danmarks status som Europas mest digitale samfund.

Asylpolitikken har siden 2015 vaeret Merkels akilleshael, og hun har måttet daempe sine høje europapolitiske ambitioner på området. Idéen om tvungen omfordeling vurderes nu naesten alle steder politisk død. I stedet vil fokus flytte sig mod bedre styring med EU’s ydre graenser samt aftaler med middelhavslandene, der kan sikre, at begivenhederne i 2015 ikke gentager sig.

Som det også er tilfaeldet i andre europaeiske lande, vil Tyskland og dets handlemuligheder vaere praeget af, at partilandskaberne er blevet mere mangfoldige, og opbakningen til de regeringsbaerende folkepartier er svindende. Mange tyskere er bekymrede for fremtiden på trods af en robust økonomi og den laveste arbejdsløshed siden genforeningen. Sammenhaengskraften er under pres, og store dele af befolkningen klager over nedslidte skoler, stigende huslejepriser og ikke mindst integrationsudfordringerne i kølvandet på flygtningekrisen. Samtidig presser en raekke markante samfundsudfordringer sig på, herunder på pensionsområdet, infrastruktur og digitalisering samt modernisering af føderale og kommunale strukturer (Tyskland har mere end 11.000 kommuner). Udfordringerne vil stille krav til de tyske partiers evner til at følge med tiden og flytte sig idemaessigt, men også til at gøre idéerne til handling i en ny politisk virkelighed.

Set fra Danmark kan vi glaede os over, at det dansk-tyske forhold nok aldrig har vaeret bedre end nu. Vi står over for en stor faelles markering af det gode naboskab med det historiske 100-årsjubilaeum for Genforeningen i 2020, og vores samhandel og grad af politisk samarbejde har aldrig vaeret større.

Den udvikling har i høj grad vaeret mulig takket vaere Tysklands stabilitet og ansvarsbevidsthed i de seneste 70 år. Selvom Merkel-aeraens sidste fase finder sted i en brydningstid, så tyder alt heldigvis på, at Tyskland også med en ny kansler vil fortsaette sit store fokus på at sikre stabilitet i Europa og i verden.