Mor og far betaler: »Det gør naesten ondt at give 25 kr. for en Ceres Top«
Halvdelen af alle unge får en økonomisk håndsraekning af deres foraeldre. Det gør dem hverken mindre selvstaendige eller mere uansvarlige, mener eksperter.
»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke får lidt hjaelp hjemmefra.«
Sådan lyder det grinende fra den 21-årige Niels Høgsgaard, der i august forlod sin mor og far og sit barndomshjem i Lystrup for at flytte ind i en lejlighed i det indre Aarhus sammen med tre venner.
»Mine foraeldre betaler faktisk både mit telefonabonnement og min indboforsikring, og så får jeg også ret tit lidt mad med hjem til fryseren, når jeg har vaeret hjemme,« fortaeller han.
Og Niels Høgsgaard er langtfra den eneste. Hvert år flytter ca. 90.000 danske unge mellem 15 og 29 år hjemmefra, og for mange betyder det ikke kun farvel til teenagevaerelset og mors madgryder, men også goddag til en ny virkelighed med stram økonomi og pasta med ketchup sidst på måneden.
Et nyt forskningsprojekt fra Center for Ungdomsforskning (CeFU) og Institut for Laering og Filosofi på Aalborg Universitet, hvor forskere har fulgt 36 unge i overgangen fra hjemmeboende til udeboende, viser, at netop de økonomiske udfordringer er noget af det, som unge finder svaerest ved at flytte hjemmefra.
Penge giver et forspring
Rigtig mange tyr derfor til hjaelp fra mor og far, og en undersøgelse, som Yougov har foretaget for Nordea blandt 1.005 unge, viser, at halvdelen af alle unge i alderen 18-29 år får økonomisk hjaelp hjemmefra.
Det er saerligt sundhedsudgifter som tandlaegeregninger og medicin samt telefonabonnementer og udgifter til transport, som foraeldrene betaler, og det er der absolut ikke noget galt i, mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen, der har fået undersøgelsen lavet:
»Det er blevet svaerere for unge at klare sig selv økonomisk, og rigtig mange lever lige på fattigdomsgraensen, når de flytter hjemmefra. Derfor skal man ikke skaelde foraeldrene ud for at hjaelpe, hvis de har mulighed for det. Det handler jo ikke om hverken forkaelelse eller om at støtte et overforbrug, men om hjaelp til selvhjaelp.«
Hun understreger, at unge generelt er blevet bedre til at leve økonomisk ansvarligt, hvilket bl.a. viser sig ved, at antallet af unge, der ender i RKI, er faldende. Desuden påpeger hun, at foraeldre til alle tider har hjulpet deres børn, men at hjaelpen i dag blot er større i kroner og øre, fordi folk har flere penge mellem haenderne.
Hverken Ann Lehmann Erichsen eller Karen Margrethe Dahl, der er analytiker hos Det Nationale Forskningsog Analysecenter for Velfaerd (Vive) og har forsket i faenomenet curlingforaeldre, mener, at de unge bliver mindre selvstaendige af, at foraeldrene spaeder til en gang imellem.
»Tvaertimod,« understreger Karen Margrethe Dahl og tilføjer:
»De unge, der får hjaelp af deres foraeldre, får faktisk et forspring i forhold til at laere at håndtere voksenlivet og navigere i nye og ukendte systemer. Den økonomiske hjaelp gør f.eks., at de kan koncentrere sig lidt bedre om deres uddannelse.«
Hun tilføjer, at det selvfølgelig forudsaetter, at foraeldrene hjaelper til på en sund måde og undgår at overtage deres børns økonomi fuldstaendigt.
Rugbrød og maelk løber op
Netop den balance er noget, som Niels Høgsgaards foraeldre bruger lang tid på at diskutere, fortaeller hans mor, Marianne Høgsgaard.
»På den ene side skal han jo laere at klare sig selv, men på den anden side synes vi også, det er lidt dejligt at få lov at hjaelpe ham. Han kommer aldrig løbende hjem og spørger, om vi vil betale ting, så initiativet kommer 100 pct. fra os,« fortaeller hun og tilføjer:
»Men vi synes f.eks., det er rimelig vigtigt, at han har en forsikring, og det, at vi betaler den, giver os jo mulighed for at sikre, at han faktisk har en.«
Noget af det, der kom mest bag på Niels Høgsgaard, da han pludselig skulle til at klare sig selv, var, hvor dyrt det er at købe mad.
»Sådan noget som rugbrød, maelk og grøntsager, som man var vant til bare var i køleskabet derhjemme, det er jo sindssygt dyrt. Så jeg er begyndt at taenke meget over, hvad jeg bruger mine penge på. Jeg køber sjaeldent tøj, og lige pludselig så gør det naesten ondt at give 25 kr. for en Ceres Top, når man er i byen,« griner han.
Men med hjaelpen fra mor og far og med lidt rester til fryseren i ny og nae får han det til at haenge sammen. Han føler ikke, at tilskuddet gør ham mindre selvstaendig.
»Jeg synes, jeg kan finde ud af de ting, jeg skal kunne finde ud af, det er mere bare sådan lidt hyggeligt. Og så gør det, at jeg her i starten kan fokusere på mit studie og på at få nye venner og vente lidt med at få et studiejob,« forklarer han.
500 kr. til mad
Den 22-årige Maria Damgaard flyttede ligeledes hjemmefra i august, da hun begyndte på sin uddannelse i erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet. Inden hun flyttede, boede hun hos sine foraeldre i Frederiks uden for Viborg, og ligesom Niels Høgsgaards foraeldre betaler hendes mor og far også både for hendes telefonabonnement og indboforsikring.
»Og så får jeg faktisk 500 kr. hver måned til mad også,« fortaeller hun med et lille smil.
»De penge hjaelper virkelig meget, for det er naesten umuligt at få det til at løbe rundt, når man bor i så dyr en by som Aarhus. Men det er meget vigtigt for min mor, at pengene kun er til mad.«
Maria Damgaard føler heller ikke, at hun bliver mindre selvstaendig af at få et månedligt tilskud af ”de gamle”, men nogle gange kan hun godt få lidt dårlig samvittighed over, at de bruger så mange penge på hende.
»De kan bare virkelig godt lide at forkaele mig, og det siger man jo heller ikke nej til. Men jeg prøver, så godt jeg kan, at vise, hvor taknemmelig jeg er for deres hjaelp.«
Både Niels Høgsgaard og Maria Damgaard regner med snart at finde sig et studiejob, og de har ikke planer om, at deres foraeldre skal holde hånden under dem til evig tid.
»Bare lige her i starten. Jeg tror, der går et par år, før jeg bliver vant til at bo ude og får skabt mig mit eget liv,« siger Maria Damgaard.