Vogt jer for intellektuelle, når de begynder at praedike identitetspolitik
En af sidste uges mest omdiskuterede sager var utvivlsomt undskyldningen til en kvindelig forsker, der havde klaget over afsyngelsen af ”Den danske sang er en ung blond pige” til et faelles arrangement på et institut på Handelshøjskolen i København, CBS. Hun havde som ”brun” følt sig ekskluderet af det blonde selskab.
Kvinden følte sig kraenket og var derfor kraenket. Sådan er det i de nye tider, hvor man på Københavns Universitet endda i det såkaldte nultolerancereglement har givet juridisk opbakning til følelserne. Det har bl.a. ført til aflysning af en udklaedningsfest med mexicansk tema for 700 studerende, fordi tre følte sig kraenket, og en absurd, DDR-agtig proces mod en underviser. Sagen viser, at enhver form for retssikkerhed er vaek.
Derfor er det egentlige problem med Sang-gate på CBS heller ikke kvindens klage, som man kan mene er hysterisk, latterlig eller noget tredje, men skolens undskyldning. Centralt i sagen stod viceinstitutleder Mads Mordhorst, der er historiker og professor i Nation Branding. For dem, der ofte ser DR2’s ”Deadline”, vil han vaere kendt for at blive inviteret i studiet, hver gang Danmark har vedtaget en ny stramning af udlaendingeloven, der vaekker opsigt i udlandet. Han fortaeller så, at den form for negativ omtale i udlandet vil medføre stor brandingskade og store fald i turismeindtjeningen. Indtil videre har han ikke haft ret.
Han har også en fortid på den yderste venstrefløj, og som mange akademikere, der har det, har han åbenbart opbygget en veneration for identitetspolitikken, selv om han forsøgte at laegge afstand til sine egne udtalelser til Kristeligt Dagblad i sidste uge, hvor han ellers forsvarede undskyldningen og svor, at ”Den danske sang …” aldrig ville blive sunget på instituttet igen.
Identitetspolitikken har haerget de amerikanske laereanstalter, skadet retssikkerheden, ytrings- og forskningsfriheden, undervisning, pensum og muligheden for at føre fordomsfri og åbne diskussioner om akademiske emner.
Det er derfor godt, at de identitetspolitiske kraenkelsessager kommer frem herhjemme, så de i tide kan blive modsagt og – når det er fortjent – udstillet og latterliggjort. Identitetspolitikken udfoldes i små kredse, men er både fundamenta- listisk og undergravende for et åbent og demokratisk samfund. Derfor er den ikke ufarlig, og det er de akademikere og intellektuelle, som praediker og forsvarer den, heller ikke.
Den britiske historiker Paul Johnsen udgav i slutningen af 1980’erne en staerkt omdiskuteret bog, ”Intellektuelle”, hvor han advarede mod at lytte til intellektuelle, for som han skrev: ”En af de vigtigste ting, vort tragiske århundrede bør have laert os, er dette: Vogt jer for intellektuelle! Ikke blot bør de holdes på betryggende afstand af magtens midler, de bør også betragtes med saerlig mistaenksomhed, når de indlader sig på at give almengyldige råd.”
Det var en voldsom generalisering, men Johnsons hensigt med bogen var at kigge på den store forskel, der ofte var på det, de intellektuelle sagde og gjorde, og så at se på, hvilken skadelig indflydelse deres teorier og tanker, som ofte var blevet til fjernt fra virkeligheden, havde haft. Det handlede om taenkere som Karl Marx og Jean-Jacques Rousseau.
Nu er Mads Mordhorst og konsorter ingen Rousseau, men mindre kan også gøre det. Taenk blot på 1968-paedagogikkens indflydelse på dannelsestab og skolens autoritetstab.
Det, der lige nu foregår i snaevre kredse, kan hurtigt brede sig, viser historien, så derfor er der i dette tilfaelde grund til at gentage Paul Johnsons opfordring: Vogt jer for intellektuelle. Og lyt ikke til dem i dette tilfaelde.