Skattemyndighederne skal også acceptere boligens ukraenkelighed

Daniel Y. Bujandic skatteprojektleder i Justitia

En analyse fra Rockwool Fonden har afsløret, at omfanget af sort arbejde er steget fra 2016 til 2017. Og det betyder altså også, at en årelang faldende tendens i sort arbejde nu er blevet brudt. Denne udvikling er – i sagens natur – ganske problematisk.

Der, hvor vandene dog deler sig, er i spørgsmålet om, hvilke tiltag der skal til for at bekaempe sort arbejde, for løsningen er ikke nødvendigvis lige til højrebenet.

Socialdemokratiet vil således tilbagerulle en lovaendring, som ellers begravede skatteforvaltningens mulighed for at begive sig ind på privat område, hvis der var mistanke om, at der blev udført sort arbejde.

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at hensigten med forslaget er god – men løsningen er ikke mere skattekontrol, som Socialdemokratiet i kølvandet på analysen har slået et slag for.

Problemet med Socialdemokratiden ets forslag er, at det ikke tager hensyn til balancen mellem – på den ene side – kampen mod sort arbejde og – på den anden side – indgrebets raekkevidde i forhold til grundlaeggende menneskerettigheder.

Uden den fornødne balance kan forslaget vise sig at blive en retssikkerhedsmaessig glidebane. For hvor går graensen i bogstavelig forstand? Hvor langt skal skatteforvaltningens beføjelser gå? Til havelågen? Ind i folks haver eller helt frem til vinduet?

Både grundloven og Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention slår fast, at beskyttelsen mod vilkårlige og uretmaessige tvangsindgreb er en grundlaeggende og fundamental rettighed. Derfor er det helt afgørende, at hensynet til myndighedernes behov for kontrol og effektiv adgang ikke vejer tungere end borgernes retssikkerhed og personlige frihed.

Derfor blev det også taget varmt imod, da et flertal i Folketinget i 2015 med Venstre i spidsen stemte såkaldte retssikkerhedspakke igennem, som bød på en raekke forbedringer af retssikkerheden på skatteområdet.

Det betød bl.a., at det var slut med skatteforvaltningens mulighed for – uden retskendelse – at gå ind i private haver for at kontrollere byggeprojekter for sort arbejde. Det var et vigtigt tiltag til en retssikkerhedslov, som ellers ikke i tilstraekkelig grad havde indført et effektivt vaern mod offentlige myndigheders tvangsindgreb. En analyse af boligens kraenkelighed fra Justitia viste da også, at myndighedernes muligheder for at foretage tvangsindgreb uden retskendelser og dermed adgang til privat ejendom var støt stigende. Og derfor er det et skridt i den forkerte retning, hvis skatteforvaltningens kontrolmuligheder igen optrappes, uagtet at det er et effektivt redskab for myndighederne.

Det er naturligvis vigtigt, at vi har de fornødne redskaber til at bekaempe snyd og svindel. Det er essentielt i en retsstat som Danmark og ikke mindst for vores velfaerdssamfund, der kan risikere at miste en del af sit finansieringsgrundlag.

Men hvis vi først begynder at udhule boligens ukraenkelighed til fordel for skattemyndighederne, slaekkes der på de grundlaeggende og fundamentale rettigheder, som er helt afgørende byggesten i vores demokrati. Så hvad der oprindeligt har vaeret de gode intentioners vej, kan på sigt vise sig at blive en glidebane, der udhuler vores retssikkerhed.