Svenskekrigene set i vidvinkel
Lars Christensen henter Danmarks bitre skaebnekamp frem fra den historiske underbevidstheds tusmørke.
Svenskekrigene 1657–1660 er for visse ikke lystlaesning. De var taet på at gøre Danmark til en svensk provins og blev det definitive vendepunkt i danmarkshistorien. Skånelandene, der var så kernedansk et landskab som Jylland, gik tabt til arvefjenden, og kongerigets over
200 år lange nedtur fra en betydende magt i Europa til en stedse mindre småstat tog fart med en ubønhørlig accelererende kraft kulminerende med en ny eksistenskamp i 1864.
Carl Gustav-krigene, som de også kaldes, forarmede riger og folk, reducerede arealet med en tredjedel og det endda med den ”fedeste” del øst for Øresund. Det siges, at danskerne af bitter nød dyrker deres nederlag, men det gaelder ikke for disse højintense krige. De er naermest fortraengt til den historiske underbevidstheds tusmørke. Det skyldes givetvis en folkelig modvilje mod at beskaeftige sig med så beske nederlag, som ydermere blev naeret ved fremkomsten af det professionaliserede historiefag i slutningen af 1800-tallet.
Stedmoderlig behandling
Til udformningen af grundfortaellinger om Danmark var det ikke attraktivt at beskaeftige sig med et nederlag endnu større end 1864. Så var det mere opbyggeligt at dyrke primaert vikingetiden, valdemarerne og helte som Tordenskjold og Niels Juel. Til opbyggelsen af den nationale bevidsthed med danske dyder kunne svenskekrigene ikke tildeles nogen rolle.
Derfor har forskningen behandlet svenskekrigene stedmoderligt. Kun en enkelt doktordisputats (1973) er det blevet til. Der er selvfølgelig blevet skrevet om krigene, men fragmentarisk og overvejende med fokus på det militaerhistoriske eller den politiske udvikling med specielt Enevaeldens indførelse som konsekvens af adelens svigt.
Lars Christensen vil med denne bog sikre en bred historisk behandling af de brutale krigsår. Den opgave forløser han imponerende og forbilledligt. Han affotograferer hele perioden med en faghistorisk vidvinkel med høj opløsning, så der fremkaldes et detaljemaettet helhedsbillede, uden at de overordnede sigtelinjer på noget tidspunkt forsvinder. Det er en fornem folkeoplysende praestation. Med et udtryk lånt fra 1864 kan man sige, at sårfeberen fra 1660 er transformeret til pligtlaesning på et velgørende niveau til forståelse af det Danmark, der rejste sig af dette nederlag og de mange, der fulgte.
Opgør med en tradition
Bogen tillige et interessant opgør med en dansk historikertradition, også kendt som selvpiskersyndromet. Lars Christensen anfører, at en raekke af de første historikere, der gik til 1600-tallet med kildekritisk tilgang og med universitetsbaggrund, havde en inderlig modvilje mod konger, adel og krige betinget af den politiske kamp i det sene 1800-tal. Det etablerede et syn på 1600-tallets politik af saerdeles negativt art. Siden, anfører han, blev det naermest odiøst at beskaeftige sig med konger og udenrigspolitik. Inspireret af diverse marxistiske skoler blev det mere korrekt at behandle sociale strukturer og de enkelte klassers vilkår. Det er den historieopfattelse, de fleste nulevende danskere er vokset op med. Med underspillet ironi skriver forfatteren, at skønt krigene, som han overbevisende dokumenterer det i sin bog, i allerhøjeste grad påvirkede bønder og borgere med en ekstrem elendighed, forsvandt Carl Gustav-krigene naermest ud af den almindelige bevidsthed.
Nødvendig laesning
Først i løbet af de seneste 20 år er det blevet salonfaehigt atter at beskaeftige sig med konger, krige og formidle historien i stort format til et bredt publikum. Lars Christensen demonstrerer med sin bog, hvordan det skal gøres. Nemlig ved at inddrage alle elementer i et helhedsbillede for at beskrive Carl Gustav-krigene, og den langtidsindvirkning de fik for det dansk-norske dobbeltmonarki.
Det er ikke munter, men nødvendig laesning for enhver, der søger indsigt i svenskekrigenes lange skygger. En indsigt, der bringer erkendelsen af, at Danmarks nedtur først fladede ud med Genforeningen i 1920, mens småstatens slavementalitet måtte tåles helt frem til efter Anden Verdenskrig, hvor Nato-alliancen befriede landet ud af den.