Politisk opbrud

Anno 2018 blev året,

da meget blev spredt og mindre samlet i det politiske landskab. Stillingerne før folketingsvalget står sløret. Kampen udspilles ikke kun mellem to, men mellem flere statsministerkandidater. Historiske alliancer er brudt, nye kan opstå.

Den 5. juni, grundlovsdag, gik Mette Frederiksen solo. Forbindelsen med De Radikale blev brudt, da Socialdemokratiets leder erklaerede, at hun og partiet vil gå til valg på at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Bag hende ligger en rød blok, hvor det er mere end vanskeligt at se, hvordan stumperne kan samles. I hvert fald tre partier har erklaeret, at de stiller med en statsministerkandidat. Den ene, Uffe Elbaek, svaekkes på forhånd af, at flere i den folketingsgruppe, som stormede ind ved valget sidste gang, alligevel ikke vil vaere med.

De to partier, som tidligere har bakket socialdemokraterne op og endog dannet regering med dem, SF og De Radikale, er dybt uenige i Mette Frederiksens udlaendingepolitiske kurs. Som ikke mindst forhandlingerne omkring finansloven viste, så tegner det til, at det fortsat er vaerdipolitikken, som afgør valg.

Mette Frederiksen kan trøste sig

med, at konturerne heller ikke står specielt staerkt i den borgerlige lejr. Lars Løkke Rasmussen har kaempet en lille kamp for at holde sammen på sin regering og en større for at give regeringsprojektet indhold. Venstre er splittet på udlaendingepolitikken, har aflyst reformer og fremstår i det hele taget som et parti, der ikke har meget andet at byde ind med end en form for stabilitet i et oprørt borgerligt hav, hvor Nye Borgerlige traekker isaer DF, men også De Konservative laengere ud mod anstaendighedens afgrund i udlaendingepolitikken.

Spørgsmålet er, som ikke mindst den ophedede debat om FN’s migrationspagt viste, hvor laenge Venstre kan og vil vaere med. Forliget om finansloven afdaekkede, at Kristian Thulesen Dahl fortsat er regeringens blinde makker, og at støttepartiet DF reelt har større indflydelse end regeringspartiet LA, som stadig skal forklare, hvor de historisk store skattelettelser blev af.

Spørgsmålet er også, hvor laenge Kristian Thulesen Dahl føler, at udbyttet i den borgerlige lejr er stort nok, eller om han øjner muligheden for at traekke større gevinster hjem hos Mette Frederiksen.

Meget tyder på,

at Venstre igen vil vende sig mod Socialdemokratiet og forsøge at kapre stemmer over midten ved at gentage den gamle doktrin om, at man for alt i verden skal undgå at kaste sig ud i en fordelingspolitisk diskussion med socialdemokraterne. Erfaringen taler for, at det bliver dyrt: Kan den ene lange en velfaerdspakke over disken, vil den anden straks stå klar med en større.

Mens partierne er ved at finde sig selv, vakler sammenhaengskraften i Danmark: Togene kører for at sige det mildt ikke på skinner, og posten dukker ikke op. Samtidig med at borgerne kan se den skatteyderbetalte infrastruktur forvitre, må de laegge øre til, at svindlere har formået at snyde både Socialstyrelsen og Skat i million- og milliardklassen.

At mistilliden til det politiske system vokser, kan efterhånden ikke overraske. Vaelgerne kan ikke spises af med halve fortaellinger og gaettelege om bogstavkombinationer, men har en berettiget forventning om, at partierne og deres ledere stiller op på en klar kurs, som raekker ud over at vaere statsminister for enhver pris.