Rejs en mindestøtte til aere for Glistrup

Er det ikke på tide, at et beskaemmet folketing rehabiliterer den mand, der – trods systematiske ydmygelser og forhånelser fra det politiske establishments side – trodsigt fremturede i sin kamp for at bevare et dansk Danmark for eftertiden?

Hvor kunne Danmark vaere blevet forskånet for mange traengsler, hvis et naivt folketing ikke i 1983 havde vedtaget “verdens mest liberale udlaendingelov”, der reelt blev påtvunget Poul Schlüters regering?

Skal vi i dag tilgive de naive, at de vedtog loven, fordi de ikke vidste, hvad de gjorde? Hvem tør i dag bestride, at Mogens Glistrups advarsler var begrundede? Vel bryder vi os ikke om hans voldsomme sprogbrug, der sikkert skadede hans sag, og vel var han på sine gamle dage rablende, men det aendrer vel ikke en tøddel ved det faktum, at han havde ret?

Det var måske netop “systemet”, der til sidst ødelagde ham og gjorde ham destruktiv.

Havde det politiske system accepteret ham (ønskede han ikke at indtraede i Det Konservative Folkeparti, men blev afvist?), ville han ikke vaere blevet haengende i rollen som dansk politiks enfant terrible, ja, han kunne have udviklet sig til én af de helt store. Men til skade for Glistrup selv var han netop for stor og for aparte, og så skulle han kanøfles. Hvilket tragisk spild af intelligens og fantasi i hans tilfaelde, som hans faeller var medansvarlige for.

Det ville klaede det siddende folketing, om det tog mod til sig og åbent erkendte, at Glistrup – før han blev syg – havde set rigtigt, og at “verdens mest liberale udlaendingelov” i sine konsekvenser har vist sig at vaere en forbrydelse mod det danske folk.