Hvis Caroline Wozniacki er dansker, er jeg konge af Skotland
ERHVERVSFOLK, HOLD GODT ØJE: Skattebetaling og danskhed kan blive årets hotteste tema.
Hvis hjernen er begyndt at fungere igen efter boblebadet nytårsaften, er her en slags sudoku. Mest for erhvervsfolk, men andre må også gaette med. Opgaven går ud på at definere, hvornår man er dansker.
Sagen kort: Da Venstre-veteranen Bertel Haarder for en uges tid siden blev interviewet om moral og samfundssind, sagde han, at han »ikke kunne drømme om« at indstille Caroline Wozniacki til prisen som Årets Dansker. Gerne som Årets Sportsnavn. Men ikke som Årets Dansker.
Bertel Haarders begrundelse er, at Caroline Wozniacki ikke betaler skat i Danmark. De seneste 10 år har hun haft adresse i Monaco, hvor skatten er nul. Tennisinteresserede vil derudover vide, at Caroline Wozniackis arbejdssprog er polsk – polsk er det sprog, hun taler med sin traener – og at hendes kommende aegtefaelle er amerikansk.
Venstre-politikerens udtalelser fik straks erhvervsmanden Lars Seier Christensen op i det blå felt. Han kaldte det »ynkeligt« af Bertel Haarder at koble danskhed sammen med, om man betaler »tårnhøje skatter i Danmark«.
Som Lars Seier Christensen opsummerede sit synspunkt: »Det at vaere dansker har intet at gøre med, hvor man betaler sin skat.« Lars Seier Christensen-interesserede vil vide, at han i otte år har haft adresse i Schweiz.
Så hvem er du enig med – Bertel Haarder eller Lars Seier Christensen? Er Caroline Wozniacki dansk – og dansk nok til at kunne blive Årets Dansker ?
Jeg tør godt kalde spørgsmålet om definitionen på danskhed en kandidat til at blive 2019’s mest omdiskuterede tema. Dels venter en valgkamp forude, dels rumler ordentligheds-snakken fra sidste år stadig i baggrunden.
Set fra sidelinjen har Bertel Haarder fat i noget. Og det har Lars Seier Christensen også. Man må give sidstnaevnte ret i, at der ryger nogen stykker, hvis skattebetaling i Danmark er et krav for at kunne kalde sig dansk. Dronning Margrethe, for eksempel. Kongefamilien betaler som bekendt ikke skat. Laeg de dansksindede i Sydslesvig oveni, og top op med de cirka 180.000 personer, der har dansk pas og fødselsattest, men bor i udlandet.
Men Bertel Haarders argumentation kan ikke fejes af banen. Det er ikke minder om gule kornmarker og hvide skumtoppe på Vesterhavet, der betaler for folkeskolerne, sygehusene og plejehjemmene. Det er penge. Skatter.
Hvis man ganske bevidst flytter sine indtaegter og sin formue langt vaek fra den store, danske faelleskasse, traeffer man et valg. Man ophører med at betale kontingent.
Kan man vaere en del af et faellesskab, som man bevidst er ophørt med at betale kontingent til? Det bliver lidt svaert.
Hvis man bevidst holder op med at betale kontingent til en tennisklub, bliver der ballade, hvis man fortsaetter med at spille på bane fire hver lørdag morgen. Og møder man også op til klubbens sommerfest og dunker formanden i ryggen, spørger han helt sikkert, hvad meningen er. Og så er det ikke noget saerligt overbevisende svar, at man føler sig som en del af klubben.
Det er her, at Lars Seier Christensens argumentation slår revner.
Der er forskel på, at sidde med sine rare penge i Schweiz eller Monaco og føle sig dansk – og at vaere dansk på den kontingentbetalende måde. Det er den sidste slags danskere, der holder folkeskolerne, sygehusene og plejehjemmene kørende. Gennem røvkedelig skattebetaling.
Caroline Wozniacki har gjort utroligt meget for dansk tennis, ligesom Lars Seier Christensen meget prisvaerdigt har bygget en bank op og skabt arbejdspladser. Begge dele fortjener stor anerkendelse og respekt. Det gør det bevidste ophør med kontingentbetaling til den store, danske faelleskasse ikke.