Italiensk melodrama kraever, at man sluger sin nordiske blufaerdighed
I filmens italienske familie synes utroskab at vaere lige så genkommende en ingrediens i livet som basilikum i en pesto.
Råb og fagter, gråd og taenders gnidsel, kindkys og krammere, jalousi og liderlighed – der er ikke den følelse eller de emotionelle udsving, som ikke finder vej til Gabriele Muccinos ensemblefilm om en familie, der mødes til en fest, eller hvad man nu skal kalde løjerne, og tvinges af en storm til at blive under samme tag i to dage. Det er et klassisk italiensk melodrama, lidelsernes fest og følelsernes cirkus, som vi bliver inviteret indenfor i i ”Min italienske familie”, hvis originaltitel ”A casa acquired taste. tuttu bene” kan oversaettes til løgnen: Hjemme er alting godt.
Vaeldigt konstrueret
Pietro og Alba har vaeret gift i 50 år, og det skal fejres på øen Ischia, hvor det gamle aegtepar har et hus. De har inviteret deres tre børn og deres børn, en ekssvigerdatter, nogle nevøer og niecer. Familietraeet er fyldigt, men instruktøren tager sig dog tid til at saette os ind i, hvem der hører til hvilken gren. Nogle gange bliver det vaeldigt konstrueret, som når Carlo (en altid dirrende velspillende Pierfrancesco Favino) sådan helt en passant fortaeller sin bror Paolos historie til de andre gaester ved middagsbordet. Det er naturligvis til aere for publikum, ikke for familien, der må kende historien til hudløshed. Ikke mindst fordi Paolo er kunstneren i familien, der har gået sine egne veje – eller rettere cyklet, for det tohjulede transportmiddel har vaeret hans foretrukne, når han har skullet videre i verden. Dét er så fjollet, at alle må formodes at vide til det. Han er den søde, følsomme og poetiske bohemeforfatter, der i Stefano Accorsis gestaltning er et stort fjollet smil. Da han møder sin kusine, som han i teenagealderen har fået sit første kys af, er der pludselig to, der render rundt med så store grin, at man er bange for, at deres ansigter skal krakelere. Skulle man vaere et sekund i tvivl, er de to tiltrukket af hinanden. Hun er godt nok gift, men det gør ingen forskel. For i denne her italienske familie synes utroskab at vaere lige så genkommende en ingrediens i livet som basilikum i en pesto.
KOMEDIE, DRAMA ITALIEN, 2018 Instruktion: Gabriele Muccino 1 timer og 45 minutter Premiere den 3. januar På mange måder er ”Min italienske familie” så italiensk, at man som kølig nordboer kan tro, at filmen er en karikatur.
Skal holde af melodrama
På mange måder er ”Min italienske familie” så italiensk, at man som kølig nordboer kan tro, at filmen er en karikatur. Men i modsaetning til danske familieensemblefilm som Paprika Steens nylige succes ”Den tid på året”, eller Susanne Biers ”Den skaldede frisør”, der også foregik i Italien, er karaktertegningen holdt i streng realisme. Når karaktererne stormer ud og ind og frem og tilbage og op og ned ad øens bjergskråninger, gør de det, fordi følelserne sidder i benene, og lidenskaben er deres benzin. Det er alvorligt, kan du tro.