Natos egen kamp
Nato fylder 70 i år,
men de planlagte festligheder i april kan sagtens blive overdøvet af nye, højrøstede krav fra praesident Trump om, at for mange medlemmer leverer for lidt til det faelles forsvar. Det har vaeret en gennemgående kritik fra Det Hvide Hus, også før Trump kom til magten, og selv om alle Nato-lande vrider og vender sig for at få deres forsvarsbudgetter til at se ud af mere, end de er, taler ikke meget for, at praesidenten glemmer sine krav.
Det er stadig aftalen fra Nato-topmødet i Wales i 2014, der spøger: Inden 2024 skal alle lande op på at bruge 2 pct. af deres bnp på forsvaret. De europaeiske lande tolker aftalen som en hensigtserklaering om at bevaege sig i den retning. USA står fast på, at det konkrete tal binder.
Fronterne er indtil videre
frosset helt fast. Af samme grund er de fleste europaeiske Nato-lande i gang med diverse budgettekniske manøvrer, der formelt kan pumpe forsvarsudgifterne op. De fleste lande, også Danmark, har i de senere år tilført deres forsvar betydeligt større midler, hvilket under indtryk af den kaotiske internationale udvikling sandelig også giver god mening. Men der er stadig langt op til de 2 pct., som også forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) erkendte i Jyllands-Posten onsdag.
Forsvarsministeriet har derfor vaeret i gang med at indregne i de samlede militaere udgifter bl.a. sundhedsudgifter og folkepension til forsvarspersonel samt udgifter til uddannelse og veteranhjem, sådan som også USA selv gør. Det giver et par milliarder kr. ekstra, mener ministeren, og det batter ikke i sig selv ret meget. Hvis Danmark skal op på at bruge 2 pct. af bnp på forsvaret, vil det ifølge en beregning fra Det Økonomiske Råd indebaere en årlig ekstraregning på 30 mia. kr.
Det er ikke realistisk. Det er heller ikke nødvendigvis ønskeligt. At fokusere så hårdt på selve tallet 2 pct. skaevvrider debatten. Danmark får ikke mere forsvar for pengene af at overflytte finansieringen af en bachelor til en officer fra ét ministerium til et andet. At det kriseramte Graekenland hører til blandt de få lande, der faktisk opfylder 2-pct.kravet, viser også metodens begraensninger. Det er alene den graeske økonomis frie fald siden finanskrisen, der har gjort den eksklusive placering mulig.
Trump har gjort ret i at kritisere europaeerne for at have vaeret for laenge om at skrotte drømmen om en evig fredsdividende efter Den Kolde Krig. Verden er i opbrud, og ikke kun statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale er bekymret over den globale retning. Det koger og syder på virkelig mange fronter. Erkendelsen har heldigvis indfundet sig overalt. De europaeiske forsvar oprustes i disse år markant. Det er på høje tid og hårdt tiltraengt.
Men at lade Natos faelles
sikkerhedsgaranti – én for alle, alle for én – afhaenge af, at alle når op på de 2 pct., som praesident Trump har truet med, giver ingen mening. Alle erkender, at der må mere til, og alle indrømmer, at USA har en grundlaeggende rigtig pointe i, at USA lige nu baerer en for stor del af omkostningerne. Europaeerne må og skal yde mere selv. Men det er for rigidt at stirre sig blind på et tal. Det må handle om, hvad de enkelte landes forsvar faktisk er i stand til at praestere – men en sådan tilgang må så omvendt heller ikke blive en sovepude.
I flere Nato-lande arbejdes der på højtryk for at kortlaegge, hvad en opfyldelse af 2-pct.-kravet egentlig vil indebaere militaert. Hvor mange hangarskibe skal Tyskland til at bygge? Dansk forsvar ville også have godt af en sådan øvelse.