Identitetspolitik splitter os som mennesker og folk
Midt under den ophidsede debat om afsyngelsen af ”Den danske sang er en ung blond pige” på et medarbejdermøde på CBS – eller rettere undskyldningen for den – udtalte kulturredaktøren for den svenske avis Aftonbladet, Åsa Linderborg, til Kristeligt Dagblad, at den staerke reaktion i den danske offentlighed skyldtes, at »I stadig betragter jer som et land,« mens man i Sverige betragter sig som »en humanistisk stormagt«. Det er nok en saetning, der rystede mange af bladets laesere. For det er jo rigtigt, at vi i Danmark tager det som en selvfølge, at vi er et folk og lever i et land, der ikke blot er en tilfaeldig region i en ny global verdensorden uden folk og nationer.
Linderborg selv er dog kritisk over for identitetspolitik. Som det fremgår af hendes og Göran Greiders bog ”Det populistiske manifest”, (som udkom på dansk i efteråret) mener hun, at den er ødelaeggende og splittende. For den giver ikke plads til samtale og dialog og saetter grupper op mod hinanden. F.eks. lyder det, at et menneske med hvid hud aldrig vil kunne forstå, hvordan det er at vaere sort. Hvide og sorte har derfor ikke noget til faelles. »Men,« som Linderhumanitet. borg siger, »ambitionen må jo vaere, at vi skal forsøge at forstå hinanden, for ellers kan vi ikke bygge et samfund sammen.« Hvis vi skal skabe og leve i et samfund, må vi laegge vaegt på lighederne mellem os snarere end forskellene. Men identitetspolitik nedbryder den forståelse og solidaritet, som ethvert samfund forudsaetter, »for hvis vi ikke forstår hinanden, ved vi heller ikke, at vi deler hinandens skaebne. Hvorfor skal jeg bryde mig om dig, hvis vi er så forskellige?«
Identitetspolitik kan defineres som en politisk mobilisering på baggrund af en gruppes kendetegn såsom race, køn, seksualitet og etnicitet. Den adskiller sig derved fra den traditionelle måde at organisere sig politisk: ud fra parti, ideologi eller økonomiske interesser. Identitetspolitik kan føres tilbage til borgerrettighedsbevaegelsen i USA i 1960’erne. Men allerede dengang delte den sig op i to retninger med hvert deres vaerdigrundlag. Den ene version byggede på en forestilling om en faelles Den anden byggede på forestillingen om en faelles fjende.
Martin Luther King repraesenterede den første. Hans mål var at aendre love, der diskriminerede sorte, og samtidig få alle amerikanere til at aendre deres sind og hjerter og se sig som medlemmer af den samme amerikanske nation med faelles vaerdier. Han ville ikke ødelaegge USA, men reparere og genforene unionen. Han bød derfor hvide aktivister velkommen i sin bevaegelsen, fordi de kaempede for en faelles menneskelig og national sag. Den anden form for identitetspolitik blev repraesenteret af Malcolm X og Black Powerbevaegelsen. Den byggede på en overbevisning om, at sorte kun kunne tilkaempe sig rettigheder ved at mobilisere sig på grundlag af deres hudfarve og de saerlige erfaringer, der knyttede sig til den. Hvide og sorte ville aldrig kunne forenes, og målet var derfor at isolere sig fra det hvide Amerika og skabe sin egen sorte nation. I virkeligheden kan man tale om en racisme med omvendt fortegn.
Denne polariserende tankegang går igen i nutiden. Hvad enten den er venstre- eller højreorienteret, er den nye identitetspolitik fremmed for den humanisme og patriotisme, der drev King. Den er derfor dybt splittende for samfundet og det folkelige faellesskab. Så selv om mange svenskere betragter Sverige som en ”humanistisk stormagt”, består den sande humanisme i virkeligheden i at kunne leve med sine forskellige identiteter inden for det samme folk.