Kan politikerne håndtere klimaudfordringen?

Hvad er det for en absurd teaterforestilling, vi er vidne til? Politikere, der rejser til Polen for at forsikre hinanden om, hvilken klimakatastrofe der venter os, hvis vi ikke handler nu, for derefter at tage hjem og diskutere, hvor en ny gasledning skal føres i Østersøen med henblik på at erstatte atomkraftvaerkerne i Tyskland – atomkraftvaerkerne, som er de eneste reelle alternative kilder i dag, der har den tilstraekkelige CO2-frie effekt til at erstatte de fossile braendstoffer.

Eller diskussionen mellem en raekke lande om rettighederne til at udnytte gas- og olieforekomsterne i Arktis, hvor det er indlysende, at vi ikke skal frigøre mere af det kulstof, der gennem millioner af år er blevet taget fra atmosfaeren og bundet i undergrunden, hvis vi skal begraense drivhusgasserne og dermed klimaaendringerne.

Klaeder vores politikere sig i lånte grønne fjer for at opnå vaelgernes gunst, men dybest set ingen interesser har i at løse de langsigtede problemer, fordi generne ved klimaaendringerne forsat er for små til, at nogen vil bringe ofre? Og når generne en dag er indlysende, så er løsningsmulighederne forpasset. Kan vores politiske system overhovedet tackle den katastrofe, som kommende generationer måtte stå over for?