Kina skriver rumfartshistorie med landing på bagsiden af Månen

Rumfartøjet medbragte silkeorm og plantefrø – og i 2030 skal den første kineser efter planen følge efter.

Der har altid hvilet et skaer af mystik over Månens bagside. Indtil for 60 år siden havde intet menneske på Jorden set, hvad der var på den anden side af Månen.

Magien blev brudt i 1959, da den sovjetiske Luna-3 for første gang bragte fotos fra bagsiden af Jordens eneste drabant. Der gik yderligere ni år, før et menneskeligt øje ved selvsyn observerede bagsiden i forbindelse med de bemandede amerikanske månemissioner.

Natten til torsdag dansk tid blev der taget et nyt stort skridt for menneskeheden, da der for første gang blev gennemført en vellykket landing af et månefartøj på Månens bagside – den side, der altid vender vaek fra Jorden og kaldes for Månens mørke side. Den er rent faktisk kun mørk set fra Jorden, men badet i sollys halvdelen af tiden under den månedlige rotation.

Vigtig milepael

I en afspejling af Kinas massive teknologiske fremskridt – også inden for rumforskning – gennemførte den kinesiske Chang’e-4-drabant en vellykket landing, som kan vise sig at blive et epokegørende skridt i relationerne mellem mennesket og Månen. Teknologisk er det en bedrift, som de amerikanske konkurrenter og kolleger i Nasa betegner som »imponerende«. Der er foretaget talrige månelandinger på forsiden, inklusive de amerikanske mellem 1969 og 1972 under det bemandede Apollo-program.

Den kinesiske månelanding aendrer på mange måder perspektiverne og balancerne omkring den globale rumforskning og hele rumfartsindustrien. Set med de nationalistiske briller hylder Kina landingen som den første vigtige milepael, som ingen andre nationer hidtil har gennemført. Den viser også – overraskende for mange eksperter – at Kina er laengere fremme teknologisk, end de fleste havde troet. Kina holder kortene taet til kroppen, og derfor har det vaeret svaert for eksperterne at vurdere, hvor de kinesiske programmer var nået til.

Udfordringen ved at lande på månens bagside er isaer kommunikationen. Der er ingen direkte forbindelse til Jorden fra bagsiden. Det problem løste kineserne ved at placere en stationaer satellit i rummet bag månen, så den både har kontakt med landingsmodulet og med Jorden. Al kommunikation mellem fartøjet og den medfølgende rover, en slags månebil, og det kinesiske rumfartscenter går via denne satellit, der blev sendt op i maj sidste år.

Kun tre lande har gennemført en blød landing på Månen: USA, Rusland og Kina. Kina landede på forsiden i 2013, og efter den seneste vellykkede mission er naeste skridt at sende et nyt fartøj af sted om to år med ambitioner at bringe det tilbage til Jorden med prøver fra overfladen.

Det kinesiske program blev lanceret i

2004 som en tretrinsraket: kredsløb, landing og returnering. Det ultimative mål er at landsaette kinesiske astronauter – såkaldte taikonauter – i 2030. Et andet program er etableringen af en rumstation i 2022.

Mens Kinas rumprogram generelt også har en militaer dimension, ses måneprogrammet mere som en videnskabelig og kommerciel mission. Landingen i det store krater Aitkin-bassinet taet ved Månens sydpol er et forsøg på at aflure Månen og dermed Jorden og universet nogle af hemmelighederne bag universets tilblivelse. Krateret menes at vaere skabt ved et sammenstød med en asteroide og have barberet så meget af overfladen, at man er taettest mulig på kernen.

Sjaeldne metaller

Landingsfartøjet er udstyret med instrumenter – bl.a. en radar – der kan traenge gennem overfladen og hente informationer dybere nede. Under det program ligger forventningerne om, at Månen indeholder sjaeldne metaller og mineraler, som kan fragtes tilbage til Jorden.

Som en kinesisk forsker sagde under vaeg til vaeg-daekningen på kinesisk tv:

»Vi bevaeger os nu fra en fase af udforskning til udnyttelse«.

Der stilles f.eks. store forventninger til tilstedevaerelsen af stoffet helium-3, der vil kunne aendre hele balancen i energifremstilling. Også stoffer som titan og uran og sjaeldne metaller menes at findes i store maengder. Kineserne kalder krateret universets svar på Den Persiske Golf. Det er her, at fremtidens energiforsyning skal udvikles og hentes.

Silkeorm og frø

Kineserne bruger også denne mission til biologiske eksperimenter. Men i lasten på landingsfartøjet er bl.a. silkeorm og plantefrø, hvis vaekstbetingelser vil blive undersøgt.

Andre avancerede instrumenter skal analysere radio- og anden stråling omkring Solen, som er vanskelig at registrere fra Jorden på grund af almindelig larm og støj.

Med denne mission har Kina meldt sig i kapløbet om at spille en ledende rolle i rummet. Det har i årtier vaeret en overordnet kinesisk strategi at satse på at blive blandt verdens førende på områder, hvor man ikke fra begyndelsen var langt bag efter de øvrige stormagter. Rumfart var et af dem. Dybhavsforskning er et andet.

»Denne mission har åbnet et nyt kapitel i menneskets udforskning af Månen,« erklaerer det nationale kinesiske rumfartsagentur CSNA.

Kina er ikke alene om at have ambitioner om at etablere sig på månen. Mens de amerikanske programmer sigter andre steder hen, har Europa og Indien måneprogrammer i forskellige faser.

Til en vis grad markerer den kinesiske fremdrift en ny front mellem USA og Kina. Mens det kinesiske projekt indeholder elementer af fremmed teknologi, bl.a. tysk og svensk, er der intet samarbejde med Nasa. Det skyldes en kongresbeslutning, der forbyder Nasa at deltage i kinesiske rumfartsprogrammer, medmindre der gives direkte grønt lys fra Kongressen til specifikke projekter.