Stjernelaege har gjort bedstemødre til superpsykiatere
En psykiater fra Zimbabwe står i spidsen for et banebrydende behandlingsprogram, der kan bryste sig af fantastiske resultater.
Det var sent, da Dixon Chibanda, der til daglig arbejder som psykiater i Harare, Zimbabwe, modtog et opkald fra en laege, som havde ambulatorievagt.
En 26-årig kvinde ved navn Erica, som Chibanda havde behandlet måneder forinden, havde forsøgt selvmord.
Nu fortalte doktoren i røret, at han havde brug for Chibandas hjaelp til at sikre sig, at Erica ikke fik et tilbagefald.
Hospitalet, som laegen ringede fra, lå mere end 200 km vaek, så Chibanda foreslog, at så snart Erica blev udskrevet fra hospitalet, skulle hun sendes til hans klinik, så han kunne genevaluere hendes behandlingsforløb.
Der gik en uge. Så en mere. Stadigvaek uden lyd fra Erica.
Til sidst modtog Chibanda et opkald fra hendes mor. Erica havde haengt sig i familiens mangotrae i haven.
»Hvorfor kom du ikke til Harare?« ville Chibanda vide. »Vi var blevet enige om, at så snart hun blev udskrevet, ville I besøge mig!«
»Vi havde ikke de 15 dollars til busbilletten,« lød det fra Ericas mor.
Chibanda var målløs. I månederne, der fulgte, hjemsøgte sagerne ham. Selvmord er ikke en usaedvanlig ting at opleve, når man som Chibanda arbejder med sindslidelser, men der var noget ved Ericas død, der ramte ham dybt, fortaeller han i et foredrag.
Det gik op for ham, at der var mange andre som Erica, der ikke havde råd til at komme til ham for at få behandling.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen lider 300 mio. mennesker verden over af depression.
Der er ikke officielle tal på, hvor mange der lider af depression i Zimbabwe, eller kufungisisa, som de lokale kalder sygdommen.
Men Chibanda er bare en af 12 praktiserende psykiatere i Zimbabwe, et land med mere end 16 mio. indbyggere.
Det er ikke ulig andre afrikanske lande syd for Sahara, hvor andelen af psykiatere og psykologer i forhold til borgere er en for hver 1,5 mio., skriver The Guardian.
»Nogle lande har ikke engang én enkelt psykiater,« fortaeller Chibanda.
I et forsøg på at løse problemet fik han en usaedvanlig idé: bedstemødre.
Vi var henrykt over resultaterne, der beviste, at indgrebet har en stor effekt på folks daglige liv og mulighed for at fungere. Victoria Simms, psykolog og medforfatter til den videnskabelige artikel
Usaedvanlig idé
Siden 2006 har Chibanda traenet flere end 400 bedstemødre i kognitiv terapi.
Alene i 2017 hjalp ”The Friendship Bench,” som projektet bliver kaldt, mere end 30.000 folk.
Efter at vaere vokset op i de samme områder har bedstemødrene ofte gennemlevet nogle af de samme traumer som de patienter, de behandler.
Alligevel blev Chibanda og hans kollegaer overraskede over at finde ud af, at bedstemødrene udviste overraskende få tilfaelde af ptsd og andre typiske psykiske helbredsproblemer forårsaget af traumer.
De virkede heller ikke til at blive udbraendte, på trods af at de rådgav folk på randen af krise dag ind og dag ud.
I 2009 var Chibanda sikker på, at programmet virkede. Både i forhold til at forbedre livet for deltagerne og til at reducere selvmordsraten.
Men hvis ”the Friendship Bench” rent faktisk skulle anerkendes i resten af verden, ville Chibanda vaere nødt til empirisk at bevise, at behandlingen rent faktisk virkede.
I 2016 lykkedes det Chibanda i samarbejde med kollegaer fra Zimbabwe og Storbritannien at publicere resultaterne af en raekke kontrolprøver af programmets effektivitet til The Journal of American Medical Association.
I studiet opdelte forskerne 600 mennesker med symptomer på depression i to grupper.
Efter seks måneder viste det sig, at gruppen, der havde besøgt bedstemødrene, havde betydeligt mindre tegn på depression end dem, der fik almindelig behandling.
Faktisk viste Chibandas undersøgelse, at bedstemødrene var bedre til at behandle patienter end laegerne, fortaeller han.
Victoria Simms, der er medforfatter til artiklen, blev også blaest baglaens over undersøgelsens resultat.
»Vi var henrykte over resultaterne, der beviste, at indgrebet har en stor effekt på folks daglige liv og mulighed for at fungere,« sagde hun til The Guardian.
»Det handler om at give folk redskaberne til at løse deres egne problemer.«