Den politiske leg

Moderne socialdemokrater kan vaere

tankevaekkende sensible, hvilket stilles til skue i et indlaeg fra folketingsmedlem Peter Hummelgaard Thomsen.

Anledningen er en ledende artikel i avisen den 19. december, hvori vi behandlede de vaesentligste forskelle i de skatteudspil, som henholdsvis Socialdemokratiet og De Konservative netop havde praesenteret.

Hvor De Konservatives udspil er udtryk for partiets mangeårige skattepolitiske linje, er Socialdemokratiets designet til populaert sagt at ramme »de rige svin«, og den udlaegning bryder Peter Hummelgaard sig tydeligvis ikke om.

Når to partiers skatteudspil

skal kondenseres i én ledende artikel, bliver detaljeringsgraden nødvendigvis ikke, som Peter Hummelgaard kunne ønske sig.

Måske derfor betegner han det som vaerende »i strid med sandheden«, at vi mener, at hans parti de facto vil tvinge virksomhederne til at indføre fondseje. Socialdemokratiet vil haeve arveafgiften fra 15 til 30 pct. på formuer over 3 mio. kr. samt fjerne den mere lempelige beskatning af virksomhedsarvinger. I stedet skal det vaere skattefrit at overdrage sin virksomhed til en fond. For ejerne af mange små og mellemstore virksomheder vil fondseje vaere den eneste realistiske mulighed, da en arveafgift på 30 pct. kan vise sig ubetalelig uden enten at skulle draene virksomheden for kapital eller at måtte gaeldsfinansiere arveafgiften.

»Kun på den del af formuen, der overstiger 3 mio. kr., vil skatten blive haevet fra 15 til 30 pct., men selv det efterlader altså fortsat 70 pct. til arvingerne,« skriver Hummelgaard.

Fortsat 70 pct. … af penge, der allerede er betalt skat af, og som oftest består af fast ejendom og/eller en virksomhed.

Hvor tilbagerulningen af den mere lempelige beskatning af virksomhedsarvinger skal indbringe »op til 1 mia. kr.« og altså direkte rammer de små og mellemstore virksomheder, der er samfundets jobskabelsesmotorer, ventes omlaegningen af arveafgiften kun at indbringe sølle 100 mio. kr. Så stor ståhej for så lidt kan kun begrundes med misundelse.

I det hele taget er det svaert at få hold på Socialdemokratiets skattepolitik. Tag f.eks. boligjobordningen – nok bedre kendt som ”håndvaerkerfradraget”, der af regeringen og Dansk Folkeparti blev gjort permanent i forbindelse med finansloven for 2017. Dengang blev ordningen af socialdemokraterne betegnet som »spild af penge« og en »skattelettelse til de rigeste«, men nu er partiet pludseligt vendt 180 grader med et løfte om, at boligjobordningen ikke vil blive afskaffet, hvis Socialdemokratiet efter det forestående folketingsvalg overtager regeringsmagten.

Kovendingen er endnu et eksempel på partiledelsens designerpolitik. Folkestemningen bliver målt og vejet, og da permanentgørelsen af boligjobordningen har vaeret et krav fra DF, er designerne i partikontoret nået frem til, at der kan vaere stemmer at hente på at »spilde penge« og give »skattelettelse til de rigeste«.

I årtier var Socialdemokratiet

båret af substans, fornuft og frem for alt stabilitet. Man kunne vaere enig eller uenig i partiets politik, men den leflede ikke for skiftende strømninger i de marginale dele af vaelgerhavet. Populisme lå klassiske socialdemokrater uendeligt fjernt. Anderledes i dag, hvor akademikere uden skygge af erfaring fra den virkelige virkelighed efter behag leger politik på rød-grøn-blå stue.

Skidt med ideologi og principper – det gaelder magten for magtens skyld uden at have noget substantielt på hjerte.