Et midlertidigt ophold er også et håb

Før jul blev jeg ringet op af en journalist, som spurgte ind til det politiske paradigmeskifte omkring flygtninges ophold i Danmark, som fremover skal vaere midlertidigt.

Journalisten havde talt med Dansk Flygtningehjaelp, som havde sagt, at flygtningene var i en forfaerdelig situation nu, hvor der var udsigt til, at flere skulle sendes tilbage til hjemlandet.

For det første mener jeg, at det er en besynderlig tilgang, som Dansk Flygtningehjaelp har. Vi sender jo ikke folk tilbage til krig. Det kunne de jo til en start berolige flygtningene med.

Det er derfor på tide at få på det rene, hvad det her betyder.

Berlingske har for nylig lavet en opgørelse, som viser, at 90 pct. af de flygtninge og familiesammenførte flygtninge, vi har modtaget de seneste tyve år, stadig bor i Danmark i dag. Det drejer sig om lige under 100.000 mennesker. Det er naermest gået per automatik, at flygtninge er blevet til indvandrere.

Det er slut nu, for som udgangspunkt, så skal man altså tilbage.

Den fejlagtige opfattelse i offentligheden af, at når folk har fået asyl, så har de ret til at blive her permanent, skaber en del forvirring og overraskelse. For når flygtningene skal sendes hjem, så protesterer naermiljøet ofte. Fordi dem, man kender, har mere ret til at blive end andre.

Vi er nødt til at skelne mellem asylpolitik og indvandringspolitik. Asylpolitik handler om midlertidig beskyttelse. Indvandringspolitik handler om den arbejdskraft, vi selv importerer.

Journalisten sagde til mig, at et midlertidigt ophold i Danmark gjorde flygtningene usikre på deres situation, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det at vaere flygtning er en midlertidig situation. Det vigtigste er, at man har beskyttelse og personlig sikkerhed så laenge, der er ufred i hjemlandet. Og den sikkerhed giver vi til flygtninge, der får asyl i Danmark.

I andre sammenhaenge kan mennesker også have udsigt til at opholde sig i et andet land gennem en begraenset årraekke. Man kan sammenligne det med udlaendinge, som er udstationeret i Danmark. De ved også, at de på et tidspunkt skal hjem igen. Livet går ikke i stå, fordi ens opholdsstatus er midlertidig.

Vi ved, at konflikter i gennemsnit varer 10-15 år. Når der er gået 10 til 15 år, kan man vurdere individuelt, om situationen stadig er håbløs i hjemlandet. Hvis den er det, kan man se på, om opholdet skal veksles til en permanent opholdstilladelse. Det kan også vaere, at der er flygtninge, som med deres familier har fået så stor tilknytning til Danmark, at vi ikke vil sende dem tilbage. Men pointen er, at sagerne skal vurderes individuelt. Nogle vil kunne rejse tilbage, hvor de kommer fra, og det er ikke en dårlig ting.

Vi vil ikke begynde at inddrage permanente opholdstilladelser og statsborgerskab. Det gaelder derfor ikke folk, som kom til Danmark som flygtninge for år tilbage. Vi taler om de flygtninge, som lige er kommet hertil, og dem som kommer fremover. Det vil altså vaere en kendt praemis fra starten, at opholdet er midlertidigt.

Vi er nødt til at gøre det på denne måde, og igen – vi sender dem først hjem, når der er stabilitet i de områder, de er flygtet fra. Det er det, vi er forpligtet til at sikre.

Jeg forstår ikke Dansk Flygtningehjaelp, når organisationen gør midlertidighed til noget forfaerdeligt. Vi vil også gerne i fremtiden blive ved med at kunne tage imod flygtninge, og så dur det ikke, at stort set alle bliver i landet. Derfor må det vaere sådan, at nogle rejser, når de ikke laengere har et asylbehov.

Fremover skal folk da også vide, at når man kommer til Danmark, så er praemissen den, at man kun kan opholde sig her i landet midlertidigt, indtil der er skabt fred og stabilitet i de områder, de er flygtet fra.