Insisterende bellis – landskabet er grønt og frodigt lige nu
Julen og nytåret er overstået, og dagens laengde er tiltaget med 10 minutter, alle om aftenen. Om en uge er det allerede 25 minutter, og så kan man for alvor maerke det.
med at finde tilstraekkeligt med føde. Det er nemlig i det grønne, at køer, heste, hjortevildt, harer og andre vegetarer finder deres primaere proteinkilde. Når graes er grønt og i vaekst, indeholder det rigeligt med protein, men når tørken insisterer, er der ingen nyvaekst og intet protein. Det fik mange kvaegavlere at maerke, og vi var derhenne, hvor tilstanden på fodermarkerne sidst i juli lignede noget fra et nedbidt, udpint savannelandskab i Australien: ingen mad overhovedet!
Da regnen endelig kom i begyndelsen af august, fik de overlevende planter travlt. Alt det, de ikke havde nået siden tørkens begyndelse i maj, skulle nu nås, inden efteråret for alvor tog fat, og den korte dagslaengde for alvor begraensede vaeksten. I løbet af en måneds tid forvandledes landskaberne derfor fra brungule savanner til frodige, grønne … nå ja, grønne ørkener, hvor de naeringselskende planter helt overtog scenen og lukkede blomsterne ude. Hvor september og oktober normalt er månederne, hvor landskabet falmer trindt om land, struttede det åbne land pludselig af højtvoksende, grønt og frisk protein.
Det har det gjort lige siden. Gåturen rundt i forstaden åbenbarer grønne graesplaener, grønne marker, grønne grøftekanter, grønt alting. Det er vel naermest kun bladløse traeer og buske, som for alvor beviser, at det ikke blot er en småkølig junidag. Hvis man er planteaeder, har man kronede dage, for den grønne vegetation indeholder mere protein, end den gjorde i sommer, og lige nu skal man som planteaeder gøre sig alvorligt umage, hvis man vil dø af sult! Der er mad til alle derude, og generelt må man sige, at milde vintre og vintergrønne marker er årsagen til, at bestandene af hjortevildt, gaes og svaner eksploderer i disse år.
Så her går man en tur i det grønne, og dér, midt i graesplaenen, er der et mylder af hvide blomster. Vi kender i forvejen tusindfryd eller bellis som hårdføre, små banditter, som med deres kurvblomster trofast stikker snuden op i graesplaenen og ufortrødent insisterer på at blomstre, hver gang de er blevet halshugget af plaeneklipperen. Normalt drosler de ned i løbet af vinteren, men fordi de ikke fik lov til at blomstre i sommertørken, er der nu nu frejdigt blomstrende tusindfryd overalt. Hvis ikke frosten for alvor tager fat, vil det vaere hér, den første sommerfugl eller bi lander om to måneder, men der er altså stadig små 60 dage til begyndelsen af marts, og det kan nå at blive meget vinter inden da … Godt nytår.
Morten D.D. Hansen er naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum