Gamerbørnenes trivsel

Social intelligens udvikles først og fremmest i direkte kontakt og samspil med andre mennesker. Det at fornemme og laese andre mennesker og derigennem blive klogere på sig selv og sin omverden udvikles ikke via et elektronisk medie, uanset hvor mange menn

Claus Rath psykoterapeut, Birkhøjen 12 A, Hinnerup

i samarbejde med Aarhus Universitet lavet en undersøgelse om gamerbørns trivsel i forhold til andre børns. Man haevder at påvise, at gamerbørn trives fuldt ud lige så godt som andre børn, der ikke bruger seks-otte timer foran skaermen pr. dag, men som går til gymnastik, spejder, fodbold, bygger huler, leger far, mor og børn, eller hvad børn nu ellers laver. Udlaegningen af resultatet er i min optik højst kritisabelt, og jeg bliver nødt til at gøre indsigelser mod denne fordummende og skraemmende promovering af et “forskningsresultat”, som jeg vil påstå er lige til skraldespanden og må falde – kvalitetsstemplet med en dårlig smiley.

Først vil jeg kommentere det, man har undersøgt, nemlig trivslen blandt gamere sammenlignet med andre børn. Det er klart, at der ikke er forskel. Børn finder sig til rette i det miljø, de er i, og så laenge de ikke rives ud af deres velkendte og trygge miljø, vil de

(med visse undtagelser) formentlig

TV 2 har

trives nogenlunde ens. Yderligere oplever gamerbørnene, at de har kompetencer – de får øjeblikkelig respons på deres skills og vil dermed få stimuleret deres belønningshormon, dopamin. De får formentlig flere ”lykkekicks” end deres jaevnaldrende ikkegamere. Idet man udelukkende har set på gamerbørnene i deres vante, virtuelle verden, kan man ikke sige noget som helst om, hvordan de så rent faktisk fungerer ude i det virkelige liv.

Praemissen for gamernes trivsel og funktionsniveau er således, at de fortsat vil bevaege sig inden for den virtuelle verden og isolere sig for den virkelighed, som omgiver os alle, og som vi bliver nødt til at forholde os til. Undersøgelsen og dens konklusioner må derfor nødvendigvis tages med store forbehold og måske en vis skepsis.

Sagen er, at social intelligens først og fremmest udvikles i direkte kontakt og samspil med andre mennesker. Det at fornemme og laese andre mennesker og derigennem blive klogere på sig selv og sin omverden udvikles ikke via et elektronisk medie, uanset hvor mange mennesker der er koblet på.

Tvaertimod, postulerer jeg, får man en forestilling om, at man er sammen med mennesker, men ret beset er man afskåret fra virkeligheden i den forstand, at der jo ikke er nogen kontakt mellem menneskers nervesystemer – det er nul og ettaller, der flimrer rundt i et system, som – medmindre vi snakker samtaler over videotransmission – i bedste fald blander fantasi og virkelighed sammen, og skulle der gå noget galt, så genstarter man bare eller får et nyt liv, en ny bil, eller hvad man nu ødelagde eller mistede.

Det er surrealistisk og absurd teater.

Hvordan forestiller man sig, at et menneske laerer at vaere menneske blandt mennesker – et socialt, empatisk vaesen, som via andre menneskers nervesystemer bliver i stand til at maerke sig selv og sit eget nervesystem og derigennem regulere sig selv, når det sidder alene på et vaerelse foran en skaerm?

Neuroaffektiv afstemning, som det også hedder, er fuldstaendigt afgørende for, at mennesker kan fungere blandt mennesker og med sig selv, og det laeres ikke foran en computer, men i det kontaktmaessige og relationelle samspil med andre mennesker.

Dette er fakta funderet i al nyere viden om neuropsykologisk udvikling (udviklingspsykologi) og spaedbarnsforskning.

Spørgsmål: Hvorfor taler folk så grimt til hinanden på nettet, truer med mord og sviner hinanden til?

Postulat: fordi de bag skaermen ikke har en fornemmelse af, at der er et liv og et menneske i den anden ende. En forestilling/virkelighed, man måske så let kommer til at tage med sig ud i den virkelige verden: nul og ettaller uden konsekvens, følelser, ansvar, personlighed eller liv.

Spørgsmål: Hvorfor er skaermarbejde, smartphones og så videre bandlyst af alle søvn- og stressforskere?

Fact: fordi disse medier exciterer centralnervesystemet, saetter det i alarmberedskab, overtaender eller hyperaktiverer det.

Spørgsmål: Kan man forestille sig, at en ung, umoden hjerne – et ungt og umodent centralnervesystem – vil tage skade af dette, hjernen er jo først fuldt udviklet omkring 20-22-årsalderen?

Svar: Ja, jeg vil påstå, at det er ren idioti at forestille sig, at den ikke tager skade, for al forskning viser, at CNS adapterer og modelleres til det, det fodres med og udsaettes for.

Spørgsmål: Hvorfor er der så mange børn og unge med psykiatriske lidelser – adhd, angst, stress og fanden og hans pumpestok?

Postulat: blandt andet fordi deres hjerner er stressede og bliver konstant bombarderet og forstyrret af elektroniske medier faktisk lige fra de første leveår, men også fordi de ikke i tilstraekkelig grad har en relationel kontakt til omverdenen, som de kan spejle sig i. Yderligere fordi de, som de bliver aeldre, i stigende grad skal forholde sig til og tage ansvar for deres eget liv i en mere og mere kompleks verden. Har deres tilflugtssted og helle vaeret at søge trygheden i en virtuel verden, så er den virkelige verden stor, skraemmende og (mere) uoverskuelig. Dette var en til lejligheden letkøbt og ufyldestgørende forklaring. Jeg medgiver, der også er andre årsager, men jeg anser de naevnte for vaerende generelt vaesentlige.

Så min opfordring er: Stop den bevidstløse falden på halen for elektroniske medier – specielt til børn.

Det er big time afhaengighedsskabende og vanedannende, hvilket der er masser af belaeg for. Støtter vi praemissen om, at det er gavnligt for børn at sidde (laenge) foran computeren, skaber vi grundlaget også for andre afhaengigheder såsom alkohol, stoffer, spil, sex, ekstreme oplevelser eller andre kicks, der kan give en illusion om eller fornemmelse af at vaere i live eller bare om at maerke sig selv, og hvor man hele tiden skal laengere og laengere ud for at kunne få sit kick, eller forsvinder mere og mere ind i sin egen afhaengighed og ”virkelighed”. Vi laerer ikke vores børn at maerke og forholde sig til sig selv eller omverdenen ved at lade dem sidde i timevis foran computeren og ikke sikre, at de er relationelt og socialt aktive og laerer at maerke, hvad de har lyst til og ikke lyst til, eller hvad der er godt og skidt for dem.

At det er harmløst at ofre den direkte, relationelle menneskelige kontakt i sociale interaktioner, samt det rent fysisk at skulle forholde sig til sin omverden, er i min optik simpelthen en for menneskeheden dødsensfarlig gang bullshit orkestreret af en pengestaerk industri og mennesker, der ikke selv vil eller kan tage vare på eller ansvar for deres egne eller andres børn. Vi kører os selv i saenk.

Konsekvenserne af ligegyldigheden, bevidstløsheden, tesen, at fremskridt nødvendigvis er godt og lig med fremgang, og at vi bare skal adaptere, er fremherskende i stort set alle områder af vore liv i den industrialiserede verden.

Bevidstløsheden og ansvarsfraskrivelsen buldrer derudaf, men alt, vi får ud af det, er, at vi degenererer mere og mere socialt, får svaerere og svaerere ved at håndtere vore liv, og ikke mindst at vi er ved at ødelaegge alt grundlag for liv omkring os, fordi vi får mindre empati og bliver dårligere i stand til at taenke eller maerke os selv og forholde os til verden omkring os.

Stop op – tag ansvar for dig selv, dit barn og din omverden. Ingen andre gør det for dig.