Skiderik og overbøddel søges til Washingtons vigtigste og vaerste job
Da George H. W. Bush, USA’s 41. Praesident, døde i december, havde han sin tidligere stabschef James Baker ved sin side til det sidste.
»Baker holdt Bush’ hånd og masserede hans fødder i en halv time,« lød det i beskrivelsen i New York Times.
Om den siddende praesident kan påregne en lignende hengivenhed er nok tvivlsomt – for Donald Trump har allerede slidt to stabschefer op i sine godt 23 måneder i embedet, og det er ikke nogen rosenrød arbejdspladsvurdering, som den netop afgåede, John Kelly, leverede i et interview i Los Angeles Times lige før nytår.
»Det er et hårdt job, som maser dig fuldkommen, men det skal udføres,« sagde
Kelly, der kom til posten med erfaring fra fire årtier i det amerikanske militaer.
Stabschefens arbejdsdag begyndte saedvanligvis kl. fire om morgenen og sluttede ved nitiden om aftenen, fortalte John Kelly i sine åbenhjertige betragtninger, hvor han berørte udfordringerne i at agere naermeste rådgiver for en så ukonventionel ledertype som Trump.
Praesidentens ofte uortodokse tilgang til embedsførelsen skyldes ikke, at han bliver dårligt betjent af embedsapparatet, understregede John Kelly.
»Det har aldrig vaeret sådan, at praesidenten bare ville traeffe en beslutning uoplyst og uden information,« sagde Kelly.
»Man kan måske ikke lide hans beslutninger, men i det mindste var han fuldt informeret om deres konsekvenser.«
Udtalelserne fra den tidligere stabschefs side har vakt en del opsigt i USA’s politiske verden.
»Jeg kan ikke erindre mig nogen anden eksstabschef, der har skudt på praesidenten, mens han endnu var på vej ud af døren,« sagde Chris Whipple, forfatter til ”The Gatekeepers”, en bog om de amerikanske praesidenters stabschefer, til nyhedskanalen Newsmax.
Men Trump er jo heller ikke hvilken som helst praesident, påpegede Whipple:
»Vi har aldrig haft en praesident, som har gjort jobbet så surt for sine stabschefer.«
Og ikke kun for dem: En nylig opgørelse fra taenketanken Brookings viste, at 65 pct. af Trumps stab er blevet udskiftet på mindre end to år – absolut rekord for en praesident i nyere tid.
Fra storpolitik til toiletpapir
På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at Trump har haft svaert ved at finde en afløser for John Kelly.
Favoritten til jobbet, vicepraesident Mike Pence’ stabschef Nick Ayers, takkede nej før jul, og andre prominente kandidater, bl.a. den tidligere praesidentkandidat og guvernør Chris Christie, frabad sig også fornøjelsen.
Valget er i stedet faldet på den 51-årige Mick Mulvaney, en tro republikansk partisoldat, der dog i første omgang kun er udnaevnt som fungerende stabschef.
Hvis Mulvaney holder fast i embedet, bliver en af hans store udfordringer at skaerme Donald Trump mod en lang raekke undersøgelser af både politisk og retslig art – og historien viser, at det kan vaere en farefuld opgave for en loyal stabschef.
For manden, der ifølge Chris Whipple definerede den moderne rolle som stabschef i Det Hvide Hus, Bob Haldeman, kom grueligt galt afsted i bestraebelsen på at hjaelpe praesident Richard Nixon ud af moradset omkring Watergate-skandalen. Den kontrollerede og uopslidelige Haldeman syntes ellers at passe til jobbeskrivelsen, som formuleret af Bill Clintons stabschef Leon Panetta:
»Du skal vaere den skiderik, som grundlaeggende fortaeller folk det, som praesidenten ikke kan sige.«
Haldeman tog sig både af stort og småt. Han var en af drivkraefterne bag USA’s tilnaermelse til Kina i 1970’erne, men var ikke for fin til at kontrollere, om der var styr på forsyningen af toiletpapir til praesidentens landsted Camp David.
»Haldeman er overbøddelen,« lød Richard Nixons karakteristik af stabschefen, der dog selv endte på huggeblokken, da han i 1975 blev idømt flere års faengsel for bl.a. falsk forklaring i forsøget på at daekke over praesidentens forsyndelser. James Baker, der tjente både Ronald Reagan og George H. W. Bush, ses af mange som mønstereksemplet på en kompetent og professionel stabschef.
Men det kraever en naer forståelse med praesidenten at blive en succes i jobbet, vurderede James Baker over for forfatteren Chris Whipple.
»Du er måske den naest mest magtfulde person i Washington. Men i det øjeblik du glemmer, at du skylder praesidenten al din magt, så er du i knibe,« sagde han.
Donald Trump har netop udnaevnt sin tredje stabschef på under to år. Historien viser, at det er en ekstremt vigtig, men ofte utaknemmelig post.
Fluedraeber for Trump
Donald Trump skal til gengaeld nok minde sine underordnede om, hvem der har bukserne på, og praesidentens arbejdsstil kan gøre arbejdet til noget af et mareridt for en stabschef, der skal prøve at holde styr på beslutningsgangen.
»Der er ingen ledelsesstruktur. Der er ingen organisation. Folk kommer og går hele dagen igennem. Det er sådan, Trump kan lide det,« siger praesidentens tidligere toprådgiver Steve Bannon i bogen ”The Gatekeepers”.
Det har åbenbart i perioder naermest overflødiggjort Trumps to tidligere stabschefer Reince Priebus og John Kelly, der begge fik en ublid medfart af praesidenten.
Kelly beskrev over for journalisten Bob Woodward Det Hvide Hus som »de skøres by« og var i den sidste del af sin embedsperiode ikke på talefod med Trump.
Heller ikke Reince Priebus formåede at holde styr på tropperne og blev i flere omgange direkte ydmyget af Trump, f.eks. da en naevenyttig flue forstyrrede praesidentens overvejelser.
»Under et møde i Det Ovale Vaerelse begyndte en flue at summe rundt, og det distraherede praesidenten. Da fluen blev ved at cirkle rundt, tilkalde Trump sin stabschef og gav ham til opgave at draebe insektet,« lød historien i Washington Posts referat.