CHRISTINA HAGEN

Den anden grund til burgermetaforen er måske, at Hagen lader til at forbinde baby og fødsel med noget snasket. Som en burger.

»Når jeg skal saette ord på baby og fødsel, så taenker jeg kød, blod, fostervand, savl, fisser. Det er et slagtehus,« siger Hagen.

Er det klamt?

»Ja, det synes jeg. Måske fordi min mor er sundhedsplejerske, så er jeg vokset op med, at det hele er så naturligt. Jeg er vokset op med meget blodige babyfotos. Måske har den naturlighed virket modsat på mig.«

Hagen kunne dog godt ønske sig en større grad af naturlighed i selve det at få børn:

Tab af frihed

»Det burde bare ske, fordi to mennesker er forelskede, og så bliver de gravide. I dag er det for meget et projekt, og det virker underligt unaturligt,« siger Hagen, der aergrer sig over, at mange mødre føler, de skal kunne klare alting. Som om det slet ikke er forbundet med et tab af frihed at få et barn.

»Man vil gøre opmaerksom på, at man stadig er ung, kan klare karriere, manden og kroppen, selv om man har fået barn,« problematiserer Hagen og fortsaetter: Christina Hagen er født i 1980 og er uddannet fra Forfatterskolen i 2006.

Debuterede i 2008 med ”Sexdronning” på Gyldendal.

Aktuel med teaterstykket ”Med Mig Selv i Mine Egne Arme”, der har premiere i aften på Teater Republiques nye scene, Revolver.

Udgiver den 1. februar bogen ”Korrekthedsbibelen”, hvor hun behandler tidens tendens til at føle sig kraenket.

»Nogle siger, du sagtens kan få et barn og så alligevel leve, som man vil. Jeg kan ikke med den måde, jeg lever på.«

Er der et modsaetningsforhold mellem frihed og det at få børn?

»Ja, det er der for mig i mit liv. Det er ikke, fordi jeg knalder en hel masse maend, men jeg vil gerne bestemme over min tid. Selv bestemme, hvornår jeg vil sove. Hvor jeg vil rejse hen. Bare sidde og glo ud ad vinduet i tre timer. Det kan du ikke gøre, hvis du har en baby.«

Let identitet

Der er dog en enkelt ting, som Hagen finder appellerende ved at få et barn, og det er tanken om den letkøbte identitet, der følger med.

»Så er man mor. Så behøves jeg ikke vaere forfatter og lede efter meningen med livet. Det er nemt.«

Men er der ikke lige så megen let identitet i den måde, du lever dit liv på; som den udsvaevende, berejste forfatter? »Måske set udefra, men nej, jeg synes ikke, det på samme måde giver mit liv en let mening. Jeg sidder ikke om aftenen og taenker ”åh, hvor er det fedt at vaere forfatter”. Ofte vil jeg hellere vaere fri. Jeg kunne godt taenke mig at blive konfronteret mindre med mig selv. At man ikke ligesom er hovedpersonen i sit eget liv. Det er virkelig kedeligt at vaere det. Jeg misunder mødre på den måde.«

1950’er-agtige pegefingre

Christina Hagen undrer sig over, at vi er kommet langt med ligestilling, men alligevel haenger fast i en forestilling om, at en rigtig kvinde er lig med en mor. Og hun ser en sammenhaeng mellem denne norm og tidens fokus på kraenkelser:

»Der findes nogle grupper af mennesker, der synes, de har patent på sandheden. Der er sådan lidt 1950’eragtige pegefingre om, det her må du, og det her må du ikke. At man føler sig stigmatiseret. Kraenket. Der er så mange ord for, hvornår man må hvad. Hvornår man må have en mexicanerhat på. Der er kommet en gruppe, der skal fortaelle alle andre, hvad de bør gøre. Det er det samme, som sker med moderskabet. At man bør få et barn.«

Har kraenkelseskulturen taget overhånd?

»Ja, det synes jeg. Der er gået sport i at finkaemme alt for potentielle fornaermelser. Det er enormt traettende. Alle er ofre i alt, hvad de gør. Det virker ekstremt selvoptaget, når man kigger ud i verden og ser, hvad der ellers foregår. Det der mig mig mig-fokus.«

Men gør du ikke det samme ved at sige, du føler dig kraenket over forventninger om, at du skal have barn?

»Jeg føler mig ikke kraenket eller stigmatiseret. Jeg vil blot gøre opmaerksom på, at det er trist, at normen er blevet, at en kvinde absolut skal vaere mor.«