»Jeg havde ikke vaeret 1968 foruden, for ellers havde jeg siddet som en nørd i et hjørne«
Han er rundet af Grundtvig, 1968 og rødstrømperne. Er Ole Vind en rigtig mand?
FORTALT TIL Når jeg hører udtrykket en rigtig mand, taenker jeg på to ting. Den gammeldags mand, som er fysisk staerk. Men det er ikke mit billede af, hvad der er en rigtig mand. Det er den intellektuelle. Jeg er påvirket af Grundtvig, der så manden som åndens vogter. Det er vores magtposition. Og kvinden stod så for det hjertelige.
Min far var laerer, som jeg, og forsørgeren. Min mor var hjemmegående husmor. Så den åndelige dimension kommer fra min far. Jeg er vokset op i Svaneke, og min far var vestjysk bondesøn. Han talte ikke meget, modsat min mor.
at jeg kun skulle laese matematik og fysik, men så kom hele den spirituelle vaekkelse, så jeg tog derudover en doktorgrad i idéhistorie og blev ansat på Grundtvigs højskole. Her kunne man forene arbejdsliv og familieliv i tråd med 68’er-tanken. Dengang taenkte jeg ikke over min rolle som mand. Det var rødstrømperne i 1968-70, som gjorde os opmaerksomme på, at samfundet kunne vaere maskulint. Os intellektuelle laeste Sartre, Camus og Beauvoir, så vi var vant til at taenke, at kønnene var ligestillede. Men det var ikke kønsroller, der var øverst på dagsordenen. Det var en mental tsunami og forskellige befrielsesfronter, de nyreligiøse, bøssernes og marxisterne. Det var altid maend, der var guruerne, og kvinderne, der hang ved deres laeber. Rødstrømperne kritiserede ikke, at det var maend, der var de åndelige ledere, men at de skulle gøre alt i hjemmet. De ønskede ligeløn. Man kunne ikke argumentere imod dem.
Jeg er praeget af Grundtvigs tanker om de forudbestemte roller som mand og kvinde og gemmer mig nok lidt i historien, fordi det er trygt. Grundtvig gik ikke ind for kvinders stemmeret, ja, eller maends. Det skulle vaere en intellektuel elite – af maend. Jutta Bojsen-Møller var den første højskolelaerer, der talte for kvinders stemmeret. Hun var ikke populaer hos alle maend. Og én undtagelse er nok til at smadre hele billedet af, at det, der er sikkert, er givet ved fødsel. Jeg voksede op med de trygge, gamle kønsroller. Det, der skete i 1968, eksisterede hos en intellektuel elite i København. Det var langt fra Svaneke. Men vi havde mange kunstnere og bohemer. Der var en kunstmaler, som forgreb sig på nogle spejderdrenge. Han lod sig frivilligt kastrere. Der var også to laererinder, der boede sammen. Det var nok mere end et bofaellesskab. Det snakkede man ikke om, slet ikke min far. Min mor gjorde. Hun var nysgerrig. Før taenkte jeg, at jeg havde min begavelse fra min far. Nu er jeg i tvivl.
For mig handlede 68
ikke om kønsroller, men om frigørelsen fra de materielle vaerdier. Det skulle lige vaere, at det var mig som mand, der sagde det til min kone. Men jeg kan ikke skille kultur og biologi. Vi har meget fra vores foraeldre. Alligevel er min erfaring, at kvinder søger åndelig vejledning hos maend.
Jeg var ikke bevidst om min manderolle dengang. Jeg eksperimenterede med ting bl.a. hash og lsd. Det var en vild tid, men jeg eksperimenterede ikke med min manderolle.
Føler jeg mig privilegeret ved at vaere mand? Hvis jeg skal vaere aerlig, så ja. Jeg vil nødig uddybe. Jeg har fundet min rolle i det intellektuelle og behøver ikke leve op til “den rigtige mand.” Jeg kommer til at taenke på den graeske Tiresias-myte. Her diskuterede Zeus og Hera, hvem der oplevede størst lykke i livet, kvinder eller maend. Tiresias var en blind profet, der blev transformeret til at leve som kvinde i syv år. Han svarede, at de lykkeligste er kvinder, men de har også størst sorg. Så man kan jo håbe, at kvinder også føler sig privilegerede, men måske de har mest sorg?