Rumaensk gyser

Laeserne er undskyldt, hvis de ikke har opdaget,

at Rumaenien ved årsskiftet har overtaget formandskabet i EU. Det er ikke noget, der har den store, øjeblikkelige betydning for unionens borgere. Det seneste formandsland var Østrig, som overtog fra Bulgarien. Begge lande viste rimelige evner, da de sad for bordenden. Hvorfor da bemaerke, at ansvaret er flyttet til Bukarest?

Det er nødvendigt, for Rumaenien er et »ufuldstaendigt demokrati« ifølge det såkaldte demokrati-indeks, som er udarbejdet af det britiske magasin The Economist. Det er Polen, Ungarn og Bulgarien også, foruden f.eks. USA og Frankrig. Men Rumaenien ligger meget langt nede.

Forholdene i Rumaenien

er også langt ude, og det behøver man egentlig ikke et indeks til at afsløre. Regeringen, der formelt er ledet af Viorica Dancila, ligger i krig med praesidenten Klaus Iohannis. Regeringen styres egentlig af Liviu Dragnea, dømt for valgfusk og mistaenkt for svindel med EU-midler til omkring 21 mio. euro, eller 157 mio. kr. Dancila og Dragnea er fra partiet PSD, der officielt er et socialdemokrati, men har overtaget mange strukturer – og nøglepersoner – fra det kommunistiske diktatur under Nicolae Ceausescu, som endte i julen 1989. Dragnea er partiets formand, og han har gjort alt for at svaekke retssystemet, formodentlig så han selv og hans kammerater kan slippe for straf og videreudvikle landet i korrupt retning. I Transparency Internationals korruptionsindeks ligger Rumaenien faktisk bedre end Bulgarien og Ungarn, men det ser ud til at gå den forkerte vej.

Det måske vaerste er det politiske klima, som umuliggør et fornuftigt, parlamentarisk arbejde. Den samtale, som fandt sted her i avisen fredag mellem den aeldre Bertel Haarder fra Venstre og den yngre Jacob Mark fra SF, ville vaere utaenkelig i Rumaenien. En anstaendig og respektfuld udveksling af synspunkter finder ikke sted, i hvert fald ikke i offentligheden. Mange politikere skifter parti efter, hvor de bedst kan score kassen. Praesident Iohannis, der er af tysk afstamning og holder af orden i tingene, har kaldt nogle af regeringens folk »kriminelle« og »forbrydere«. Uanset om praedikaterne er rigtige, siger de noget om det politiske niveau.

Det suger kraft ud af såvel politikerne

som embedsvaerket, en energi, der er rigeligt brug for som EU-formandsland. Brexit står for døren, og umiddelbart efter kommer valget til Europa-Parlamentet. Der er handelskrige udløst af praesident Trump samt et Frankrig og Tyskland, der af forskellige grunde for tiden ikke kan fungere som faellesskabets staerke motorer. Finanserne er under pres fra bl.a. Italien, der er flygtningeog migrantstrømme. Der er brug for en fast og samlende hånd. Den har Rumaenien efter alt at dømme ikke.

Meget har historiske rødder. Rumaenien er et mishandlet land, først og fremmest ødelagt af Ceausescu, men langtfra kun af ham. Hans efterfølger Ion Iliescu balancerede på kanten af demokratiet, ofte gik han ud over den, f.eks. da han i 1990’erne tilkaldte slaglystne minearbejdere for at tryne politiske modstandere. Svaekkelsen af demokrati og retsstat ses også i bl.a. Polen og Ungarn, der heller ikke har robuste traditioner i den retning. Det er en af Europas helt store udfordringer at håndtere erosionen af de vaerdier, som EU bygger på. Det gode er, at titusindvis af rumaenere har demonstreret mod tilstandene; og et dysfunktionelt demokrati er selvfølgelig bedre end et effektivt diktatur, som Theodor Paleologu, en tidligere rumaensk kulturminister, har sagt. Men det formandskab kan blive en gyser.