Manden anno 2019: En rigtig mand tager vare på sin familie
Jyllands-Posten har i denne tid en serie om, hvad en rigtig mand er. Praemissen synes at vaere, at de mange bølger af kamp for kvinders vilkår – senest MeToo – har aendret maends vilkår, så man nu er i tvivl om, hvad en rigtig mand egentlig er.
Men jeg ved det godt. En rigtig mand er en, der tager vare på sin familie. Jeg havde naer skrevet: “En rigtig mand tager barsel”, for det synes jeg, han skal, men det er samtidig for forsimplet. Sagens kerne er nemlig, at en mand nu om stunder tager vare på sin familie med andre midler end tidligere.
Nogle tror, at kvinden var hjemmegående til og med 1950’erne for så at blive befriet af rødstrømperne, og så er den ligestillingshistorie skrevet. Sådan var det ikke. At middelklassens hustruer, og ikke kun direktørens, kunne gå hjemme i en periode, var i høj grad et overskudsfaenomen, der udsprang af, at man havde råd til at nøjes med én indtaegt. På sin vis var det også et overskudsfaenomen, der gjorde, at kvinderne drog vaek fra kødgryderne igen, for det skyldtes til dels, at der var lav arbejdsløshed og mangel på haender. Ligeledes gjorde kvinder og maends kamp for kvinders ligeberettigelse en forskel, ligesom kapitalismen med dens udvikling og udbredelse af smarte sager som for eksempel vaskemaskinen hjalp til. Ud på arbejdsmarkedet kom d’damer, og nu er de der efterhånden på samme vilkår som maend.
Manden har altså fået modspil på sin tidligere hjemmebane, og derfor er der nogen, der mener, han har tabt terraen, men nu er arbejdsmarkedet jo heldigvis ikke et nulsumsspil. Antallet af jobs er ikke en konstant, men en dynamisk størrelse. Den, der går på arbejde, bruger sin løn på ting. Det skaber efterspørgsel, og efterspørgsel kraever udbud i form af arbejdskraft, som gør at antallet af job stiger og så fremdeles. Så det er i hvert fald ikke i praksis, at manden har måttet afgive noget til kvinden. Det er symbolsk. Det handler om en rolle, men rollen er der stadig. Den udfyldes bare anderledes.
Hvor både manden og kvinden arbejder ude, bliver hjemmet også et faelles anliggende. Det giver sig selv. Når der ikke er en hjemme til at tage sig af tøjvask, indkøb, mad- lavning, opvask, støvsugning og børneopdragelse på fuldtid, så er der to, der må gøre det på deltid – hjulpet godt på vej af daginstitutioner, den teknologiske udvikling og kulturelle normer. Derfor bliver en rigtig mands opgave også at tage vare på sin familie – ikke ved at komme traet hjem og bede om sine tøfler, men ved at gå på arbejde i den grad, det sammen med kvindens indtaegt er nødvendigt for at sikre familien økonomisk og komme hjem med brede skuldre og vaere lige så klar som kvinden til at tage den tørn, som hjemmet og familien kraever. En rigtig mand er kort sagt en voksen mand. En, der kan saette sine behov til side for at imødekomme familiens. En, der kan holde tilbage og dele ud i et nogenlunde lige målestoksforhold. Det er et hårdt job, men det er et job på lige fod med kvindens, for det er sjaeldent, man møder en kvinde, der har opsagt sit moderskab, fordi hun har et arbejde, ikke?
Jeg er med på, at der vist fortsat er noget statistik, der viser, at kvinder går efter maend med højere indkomst – og omvendt – og manden derfor fortsat kan vinde nogle “rigtig mand”-point på at gøre karriere. Men jeg er villig til at saette et betydeligt beløb på, at det faenomen bliver mindre i de kommende årtier, for når kvinden selv kan tjene penge, er det knap så interessant, at manden også kan det. Kan han, med brede skuldre, varetage børn og familie derimod, så kan man naesten høre unge kvinders aeggestokke ringe allerede. Så er han en rigtig mand.