Hvornår erkender venstrefløjen, at den har handicappet dele af landets fattigste?

Jane Christensen kandidat til Folketinget og Europa-Parlamentet (K), Ikast

Dina Raabjerg kandidat til Europa-Parlamentet (K), Ikast

I takt med at den absolutte fattigdom er faldet, er det blevet endnu svaerere at bryde den sociale arv. Det gaelder både etnisk danske børn og tredje generation af indvandrere, der ifølge en ny rapport klarer sig dårligere end deres foraeldre.

Venstrefløjens eneste løsning at sende flere penge, og det seneste udspil med fagbevaegelsen i ryggen er at lave et stop for ulighed. Men hvordan skulle flere penge – altså mere af det samme – kunne give andet end mere af samme uheldige effekt? Faktum er, at den velfaerdsstat, vi har bygget, har vist sig at vaere den største fjende for de svageste familier.

For kun 10 år siden endte hver fjerde af underklassens børn selv i underklassen som voksen. I dag er det hver tredje. Hvis man er vokset op med foraeldre på kontanthjaelp eller på førtidspension, er det blevet stadig svaerere at bryde ud. Og hvordan skal det kunne blive anderledes, hvis man ikke på første hånd har set, at der skal arbejde og uddannelse til for at kunne eksistere?

på overførsler; 3,5 gange mere end på folkeskolen, dagtilbud og hjemmehjaelp tilsammen. Vi har et af verdens dyreste velfaerdssystemer og verdens vel største offentlige sektor, der beskaeftiger ca. hver tredje lønmodtager.

Vores velfaerdssamfund har fuldstaendigt overtaget ansvaret for borgerne og klientgør enhver borger med et problem. Når vi ikke laengere oplever at have pligter og ansvaret for eget liv og lykke, laerer vi heller ikke at begå os i livet. Det rammer ikke mindst de børn, der vokser op i familier, der lever af overførsler.

Vi bruger ca, 4,7 mia. kr. om året på de kommunale jobcentre for at finansiere folk, der skal hjaelpe borgere i arbejde. Dette, samtidig med at man beskaerer folkeskolen

Vi bruger 350 mia. kr. om året

og de indsatser, der skal ruste naeste generation til at køre vores land videre; fordi der er flere penge i at motivere en bistandsklient end i at uddanne et barn.

Man hører ofte, at mange ledige først skal laere at gå på arbejde, før de kan komme på arbejdsmarkedet. Det skal de jo kun, fordi det ikke er naturligt for at kunne opretholde et eksistensgrundlag.

Bevares. Jeg er ikke så dum, at jeg tror, at man bare kan tage en hjemløs med alkoholmisbrug og saette ind på en fabrik. Men jeg tror heller ikke på, at man laerer mennesker at klare sig selv ved at invalidere dem med årelang offentlig forsørgelse.

Når det ikke er livsnødvendigt at tage sig selv i nakken og knokle på for at overleve og skabe et godt liv for sig selv og sin familie, er det uendeligt svaert at gøre netop det.

Faktum er, at offentligt ansatte har kontakt med alle børn fra sundhedspleje og skolelaeger over dagtilbud til skole. Det offentlige er i berøring med alle foraeldre og alle børn. Det koster en formue, og alligevel evner vores system ikke at gøre noget for de børn, der er i risiko for at ende i forsørgelse. Vi kunne lige så godt spare pengene og lade børnene sejle deres egen sø.

I stedet for lade sundhedsplejen forsikre velstillede og usikre pylremødre om, at deres børn udvikler sig normalt, burde man flytte fokus fra basal sundhedsrisiko til at identificere de familiemaessige og sociale forhold, der truer visse børns fremtidsmuligheder.

I stedet for at give flere penge til foraeldre, hvoraf mange i øvrigt har råd til at ryge, som venstrefløjen ønsker, vil jeg foretraekke, at vi gør helt op med muligheden for årelang forsørgelse. De sparede penge kan vi så bruge til at investere i børnene.

Faktum er, at vi først løfter os som mennesker, når vi bliver skubbet ud i det, vi ikke troede, vi kunne klare. Det er, som om vi har glemt, at man godt kan presse børn og deres foraeldre, samtidig med at man giver dem vaerktøjer, drømme og viser dem nye veje.