Døden på broen
Mens vi venter på
resultaterne af de tekniske undersøgelser af, hvordan den chokerende og tragiske togulykke på Storebaeltsbroen kunne ske, søger mange danskere at forlige sig med tanken om, at den slags katastrofer faktisk stadig indtraeffer – som de til alle tider har gjort.
Man kan let få den tanke, at det moderne samfund med dets høje teknologiske niveau opfattes som en slags garant for, at sådanne ulykker ikke laengere kan ske. Og så skal der stadig ikke mere end en slem omgang blaesevejr til at udløse en ulykke med så mange draebte. Det er en hård erkendelse.
Det moderne samfund
er tvaertimod et sårbart samfund, og de mange bevaegende beretninger fra passagerer, hvis liv blev reddet ved rent held og store tilfaeldigheder, minder os om altings forgaengelighed. Når en pendler normalt sidder i forreste vogn, men på denne dag kun kunne finde en plads laengere tilbage i toget og dermed reddede livet, genkaldes en kollektiv bevidsthed om, at selv i vores gennemregulerede og -planlagte liv råder stadig et element af vilkårlighed, som både forvirrer og gør os utrygge. Gik man til højre eller venstre? Det blev pludselig et spørgsmål om liv og død.
Måske er det denne fascination af tilfaeldigheden, som fik mange bilister til at standse på broen og tage billeder af det ødelagte IC4-tog. Politiet uddelte ca. 40 bøder til forbipasserende, der filmede med deres mobiltelefoner. Engang holdt bilister ind til siden i respekt, når et ligtog passerede. I dag overhaler mange og dytter, når det går for langsomt, siger bedemaendene. På samme måde med uheld på motorvejen. Bilister forsøger at bakke vaek fra køen eller kører i nødsporet med risiko for at genere redningsarbejdet. Jeg-kultur i en usympatisk, rendyrket form. Det individualiserede samfund for fuld udblaesning. Ingen kan kalde det et fremskridt.
I disse situationer udstilles en slags civilisationstab, hvor man må begraede manglen på gammeldags pli og simpel anstaendighed. Det haenger nok sammen med en fornemmelse af, at mange af sådanne tilskuere til ulykker opfører sig, som om de er med i en film – i en slags fiktiv kulissevirkelighed, hvor den ubarmhjertige, rigtige virkelighed på den anden side af raekvaerket på Storebaeltsbroen med mange døde og kvaestede simpelt hen ikke traenger ind. Man er voyeur, ikke en del af en faelles virkelighed.
Her har medierne, isaer de elektroniske, et stort ansvar at håndtere. Den nådesløse båndsløjfedaekning, der pumper ganske få konstatérbare fakta op til endeløse spekulationer og rene gaetterier for rullende kamera, er med til at give ulykken et anstrøg af noget fiktivt. Når nyhedshelikopteren cirkler over ulykkesstedet, og når aviser efterlyser billeder fra ulykken, så er medierne med til at skubbe til en respektløs omgang med katastrofen, men omvendt skal også den barske virkelighed naturligvis daekkes.
Det er en delikat balancegang,
for mediernes grundlaeggende opgave er at rapportere om, hvad der sker, og når en ulykke som den på broen indtraeffer, rystes hele samfundet og alle danskere. Men medierne har fået mange ekstra muligheder i de senere år. Det må indebaere en meget bevidst stillingtagen til, hvordan – og om overhovedet – disse nye muligheder tages i anvendelse, så alle slags hensyn forenes. Medierne skal ikke forskønne eller filtrere, men mange af de tv-bårne udenomsvaerker kunne sagtens nedtones.
Ulykken på Storebaelt vil vaere med os laenge endnu. Hvis den også fører til, at vi hver isaer taenker lidt over vort eget bidrag til faellesskabet, vil det kun vaere godt.