Afslutningen på brexit kan pludselig vaere en uønsket realitet

Tvunget af omstaendighederne er det ikke umuligt, at det kan ende i no deal og alt, hvad det indebaerer af bl.a. graense- og fødevarekontrol og handelshindringer.

For nøjagtigt et år siden – den 7. januar 2018 – skrev jeg i Jyllands-Posten, at vi nu havde nået “afslutningen på begyndelsen”.

Jeg fristes i dag til at sige, at 2½ år efter den britiske folkeafstemning er vi ikke kommet meget naermere en egentlig afslutning. Eller måske er vi. Det vender jeg tilbage til.

Den 29. marts udtraeder Storbritannien af EU. Det sidste halve år har stået i forhandlingernes tegn. Efter et langt tilløb kom den britiske regering i juli med sit laenge ventede udspil til, hvordan man forestillede sig fremtidens forhold til EU.

Herefter begyndte et intensivt forhandlingsforløb, der kulminerede med en udtraedelsesaftale i november på et topmøde mellem premierminister May og EU’s stats- og regeringschefer. Centralt for aftalen står en 21 måneder lang overgangsperiode, der betyder, at stort set alt vil fortsaette som hidtil frem til udgangen af 2020. Det er så tanken, at parterne vil kunne bruge den ekstra tid på at forhandle en aftale om det fremtidige forhold på plads.

Der er bare ét problem: Aftalen skal godkendes i det britiske parlament for at kunne traede i kraft – en betingelse, der har vist sig svaerere at opfylde end først antaget. Årsagen er, at hverken det store oppositionsparti Labour eller dele af Mays eget konservative parti af en raekke forskellige årsager bryder sig om aftalen og har taenkt sig at stemme imod.

Det samme gaelder de nordirske protestanter i partiet DUP, der udgør det parlamentariske sikkerhedsnet for Mays mindretalsregering. Også det største skotske parti SNP og Liberaldemokraterne formodes at stemme imod. Det gør det svaert for May at samle det nødvendige flertal.

Egentlig var det tanken, at afstemningen skulle have fundet sted i december, men regeringen valgte i 11. time at udskyde afstemningen. Den er nu programsat til midten af januar. Får regeringen så sit flertal dér?

Talrige møder i december med britiske ministre, skyggeministre, parlamentsmedlemmer, departementschefer, politiske rådgivere, taenketanke etc. har kun ført til én klar konklusion: På grund af de mange modsatrettede interesser kan ingen give et overbevisende bud på, hvad der kommer til at ske under parlamentsbehandlingen i uge tre og derefter.

Det splittede parlament og taktiske hensyn giver mulighed for mange forskellige udfald. Lykkes det regeringen at få vedtaget aftalen i Underhuset, vil vejen vaere banet for et kontrolleret forløb, hvor Storbritannien udtraeder den 29. marts, men hvor der reelt ikke vil ske de store aendringer, ud over at Storbritannien ikke laengere vil vaere repraesenteret i Ministerrådet, Europa-Parlamentet, EU-domstolen m.m.

I dette scenarium vil EU-samarbejdet kunne fortsaette på de nuvaerende vilkår, indtil man om et par år forhåbentlig har en ny aftale for det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. Lykkes det derimod ikke regeringen at finde et flertal for aftalen, bliver situationen noget mere vanskelig.

Regeringen selv har indtil videre vaeret meget påpasselig med offentligt at lufte nogen form for ”Plan B”. En raekke parlamentsmedlemmer ønsker en ny folkeafstemning. Dette har premierministeren gentagne gange skudt ned med henvisning til, at folket allerede har talt.

Også Labours formand har tilkendegivet, at målet for en Labour-regering vil vaere at gennemføre brexit. Desuden vil det vaere uklart, hvad befolkningen ville skulle spørges om – forbliven i EU, Mays udtraedelsesaftale, udtraeden uden en aftale eller noget helt fjerde? En ny folkeafstemning ville kunne ende med at rejse flere spørgsmål, end den besvarede.

Labours mål er at fremtvinge et nyvalg, og partiet forsøger på alle måder at distancere sig fra regeringen i håbet om, at den ikke finder et flertal og dermed må se sig nødsaget til at udskrive valg.

Der har også konstant vaeret spekulationer om et konservativt lederskifte, men da May i december overlevede et mistillidsvotum i parlamentsgruppen, vil hun nu ifølge De Konservatives egne regler ikke kunne udskiftes de kommende 12 måneder, medmindre hun selv vaelger at gå.

Bag diskussionerne om nyvalg og ny folkeafstemning lurer et andet muligt udfald, såfremt aftalen bliver stemt ned: at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det er regeringen ved at forberede sig på, uanset at det bestemt ikke er en vej, man ønsker at gå. Ønsket om et ”rent brud” er forbeholdt et mindretal af hårde brexittilhaengere.

Sagens kerne – og Mays udfordring – er, at der aktuelt i det britiske parlament synes at vaere et flertal imod hendes aftale, men ikke noget flertal for nogen af de mulige alternativer. Da tiden er ved at løbe ud, er no deal en reel risiko med alt, hvad det indebaerer af udfordringer med told, graensekontrol, fødevarekontrol, handelshindringer, borgeres rettigheder, fiskerirettigheder, luftfart osv.

Ingen af os – og da slet ikke briterne – håber på, at det kommer så vidt. Men tvunget af omstaendighederne er det ikke umuligt, at det alligevel vil vaere der, vi ender. Og dermed er vi tilbage, hvor jeg begyndte: Afslutningen på brexit er måske taettere på, end vi umiddelbart går rundt og tror.