Børsens kravlegård: Børnene leger, men de har fået for meget slik
BØRS-SPIRER: Det er positivt, at små selskaber har mulighed for at få tilført risikovillig kapital gennem flere børsnoteringer, men der er plads til forbedringer. Bl.a. skal introduktionspriserne ned.
De seneste år har vi igen fået gang i børsnoteringerne i Danmark. Det er positivt, at små selskaber har mulighed for at få tilført risikovillig kapital, som skal vaere med til at finansiere den vaekst, som vi alle sammen skal nyde godt af. Der er dog plads til kvalitetsforbedring: Introduktionspriserne skal ned og selskaberne skal forberedes bedre på, hvad det vil sige at stå til ansvar for investorerne.
Børsnoteringsprocessen er svaer, langsommelig og bekostelig. Det er nogle af de praedikater, som jeg ikke så sjaeldent hører, når nye selskaber skal fortaelle om vejen til at blive vist frem og få sat en pris på virksomheden hver dag. At blive børsnoteret er kraevende, og hvis omkostningerne og tidsforbruget hertil ikke bliver opfattet som en investering i en professionalisering af virksomheden, vil forholdet mellem risiko/tidsforbrug og afkast ikke blive opfattet som attraktivt.
Hvis man spørger investorerne om, hvorvidt de mange nye og små selskaber har vaeret risikoen og umagen vaerd, vil svaret bl.a. afhaenge af den tidshorisont, som man måler udviklingen på: kort eller meget kort!
En måling af de nye selskabers entré som børsnoteret selskab i de seneste to år viser en kortsigtet positiv kurseffekt, og desvaerre at aktierne efterfølgende oplever en meget stor nedgang i opmaerksomhed inklusive større kursfald. Der er dog undtagelser, men de er (for) få.
Nye selskaber, som bliver børsintroduceret, tilhører gruppen af det mest aktierisikable. ”Nyt” betyder ”uprøvet” og selskaberne skal til at laere økonomi- og børsnoteringsspillereglerne.
Nyt rimer på spaendende, men passer børsmaessigt bedre på risiko og ukendt. Det er derfor, at priserne skal vaere lave. Selskaberne skal først gøre sig fortjent til investorernes tillid og til en høj prisfastsaettelse. De skal afstå fra at lade introduktionsprisen blive kunstigt inflateret af tidlige nøgleinvestorer, som ikke ønsker en udvanding, og som har en forventning om, at der er sket ”en betydelig positiv vaerdiudvikling siden sidste fundingrunde”.
Denne ”positive vaerdiudvikling” skyldes ikke sjaeldent, at børsnoteringer er noget specielt. Papir er taknemmeligt og bliver ikke sagt imod. Selskaberne fortaeller om alt det, som de gerne vil opnå over tid, og investorerne synes godt om det. Data fortaeller dog en mindre flatterende historie.
En kursstatus siger ikke overraskende, at kursen generelt er højest på salgstidspunktet eller i dagene umiddelbart efter. Nogle måneder senere er omsaetningen faldet, og hovedparten af selskaberne oplever, at aktiekursen befinder sig ”lidt”, ”noget” eller ”dramatisk lavere” end på salgstidspunktet. Euforien er forduftet, og det er blevet hverdag.
Det skyldes ikke nødvendigvis, at selskaberne har skuffet. Rent faktisk har hovedparten af de nye danske selskaber, som er blevet børsnoteret inden for de seneste to år, ikke underpraesteret i forhold til det, som de har sagt til investorerne, at de kunne forvente. Enten har forventningerne vaeret for høje, stemningen for euforisk eller priserne ikke attraktive. Der er givetvis tale om en kombination, hvor isaer sidstnaevnte spiller en betydelig rolle.
Selskaberne er helt afhaengige af de private investorer. De store institutionelle pengepunge har meldt pas og ønsker ikke at bidrage til udviklingen. Hverken med kapital, viden eller en stabiliserende hånd. Det efterlader de private investorer på en svaer opgave med for meget risiko, for lidt afkast og uden en stabiliserende bagstopper.
Det er ikke kun prisen, som skal have et