»Det er komisk i dag, at en mand, der tilså mig, praesenterede sig som sygeplejerske«

Han er fortabt i et køkken og drømmer om at vaere mand igen i sit naeste liv. Er Henrik Rasmussen en rigtig mand?

»Hvad er en rigtig mand? Jamen, hvornår er noget rigtigt, og hvem skal afgøre det? Jeg kan ikke svare på det. Her på landet, for laenge siden, var en rigtig mand sådan en, der kunne tåle at vaere fuld. Bønderne skulle kunne slå på taeven og drikke nogle øl. Det er lidt primitivt måske.«

»Min far har aldrig slået mig. Han gav mig kun et klaps, engang jeg var fraek. Og rollerne mellem mand og kvinde var selvfølgelige. Der var en mand og en mor. Jeg er fra 1923 og voksede op på en gård. Dengang var forholdene naturgivne. Det grovere arbejde i staldene gjorde maendene. Vi var seks-otte stykker til mad morgen, middag, aften, og det forventede man ikke, en mand kunne tage sig af. Det medførte så, at kvinderne ikke kom meget i staldene. Sådan var det, ellers fungerede systemet ikke. Min mor var på et tidspunkt syg, og hvis hun ikke havde klaret den, havde min far vaeret nødt til at ansaette en husbestyrerinde. Det gjorde hun heldigvis.«

»De første aendringer i samfundet, jeg kan huske, mellem maend og kvinder, var i 1948, da kirken tillod, at kvinder kunne vaere praester. Det brød praesterne sig ikke om, og det undrede mig. Man sagde også: ”Hvorfor skulle kvinder have kørekort? De kunne jo ikke køre bil.” Min kone fik kørekort i 1949, inden vi blev gift, for så kunne jeg ikke forbyde hende det. Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke, men det var sådan noget, man sagde.«

»Vores ene søn, Erik, skulle have overtaget gården, men han omkom i en drukneulykke. Min kone interesserede sig mere for landbrug end jeg, så hun drev gården, og jeg tog en revisoruddannelse. Det var ikke, fordi samfundet eller tiden aendrede sig. Det var vores skaebne, eller ja, de omstaendigheder, der var.«

noget, jeg oplevede. Det betød ikke noget på landet. Men jeg kendte en bondemand, Søren Lolk, som måske var 50 år før sin tid. Han var født i 1876. Han havde langt hår, og når de skulle tynde ud i roerne, ham og hans markarbejdere, smed de alt tøjet. Det var uset dengang. Og det får mig til at taenke på en vandrehistorie fra roelandet Lolland. Der arbejdede mange polakker i markerne dengang. Og historien går på, at en forvalter forgreb sig seksuelt på en af de polske piger i marken. Ham overfaldt pigerne og kastrerede – hvis det passer.«

»60’er-oprøret var ikke

»Jeg synes, at de aendringer, der er sket mellem maend og kvinder, er naturlige. Der er sket meget over tid, men da jeg voksede op, var det en selvfølge, at manden havde sin rolle. Det er komisk i dag, at en mand, der tilså mig, praesenterede sig som sygeplejerske. Min kone var medlem af en husmoderforening, og jeg foreslog hende, at foreningens formand kaldte sig forkvinde. Det blev ikke stemt igennem. Men formanden for Folketinget i dag har ikke noget imod at kalde sig for formand.«

»MeToo? Nej, det ved jeg ikke, hvad er. Jeg har ikke fået at vide, at jeg har gjort noget, men jeg spurgte min kone for mange år siden, om hun havde vaeret udsat for noget. Det havde hun ikke. Min samleverske, Anne Marie, som jeg nu bor med, efter min kone døde, så en blotter engang. Jeg er nok kommet for taet på en pige på et tidspunkt, men det var jo ud fra den tid.«

»Jeg har ikke taenkt over min egen rolle som mand. Eller om man kan falde i hak som mand. Kan man falde ud af hak? Jeg har ikke vaeret i tvivl om mine valg eller min rolle. Og jeg synes ikke, jeg har dummet mig. Prins Henrik f.eks. spillede på en manderolle til det ekstreme. Som enebarn og vokset op på en gård var jeg elendigt stillet i forhold til husholdning. Jeg er fortabt i et køkken. Anne Marie plejer at sige: ”Jeg vil vaere mand i naeste liv.” Det vil jeg også.«

»Er jeg privilegeret ved at vaere mand? Det er aldrig noget, jeg har taenkt over. At vaere mand er jo ikke noget, der kan tages fra dig. Giver det mening at saette spørgsmålstegn ved det?«