Dannelse på dagsordenen

50 år efter studenteroprøret gøres der status: Det står skidt til med dannelsen i uddannelsessystemet. Desvaerre stritter ”Ud med dannelsen” i for mange retninger.

MOGENS NØRGAARD OLESEN & ANGELA GUSKI (red.)

UD MED DANNELSEN – 50 ÅR EFTER 1968

272 sider, 250 kr.

Historia Uddannelsessystemet er blevet gennemreformeret i de senere år. På alle niveauer – folkeskole, gymnasiet og de videregående uddannelser – er der sket så mange forandringer med både rammer og indhold, at underviserne dårligt kan følge med. I et haesblaesende tempo skal der deklareres, dimensioneres og digitaliseres, så systemet kan tilpasses ”fremtidens videnssamfund” – som det plejer at hedde sig.

Men laerer eleverne og de studerende egentlig det, de skal? Er der ikke blevet for lidt fordybelse og for meget overflade? Har man ikke mistet fornemmelsen for det vigtigste af det hele?

Det er formentlig på baggrund af de faktiske forhold i uddannelsesindustrien, at dannelse er kommet på dagsordenen.

Der mangler en redaktør

Dannelse – eller mangel på samme – er også omdrejningspunktet i ”Ud med dannelsen”. I 50-året for studenteroprøret gør naturvidenskabsmanden Mogens Nørgaard Olesen og lingvisten Angela Guski status over tingenes mistrøstige tilstand. De to hovedbidragydere og redaktører suppleres med tekster af seks øvrige forfattere, der skriver om meget forskellige forhold: fra en ung studerendes tanker om jurastudiet på Københavns Universitet til betragtninger om det postfaktuelle samfund. Bogens bedste bidrag er Maria Rehling Refers tankevaekkende tekst om dansk som andetsprog under overskriften ”Destruktion af en skolestruktur – når dannelsen tabes til markedsøkonomisk taenkning.”

Vi kommer med andre ord vidt omkring. Og det er også bogens grundlaeggende problem: Den stritter i for mange retninger. Der mangler en ekstern redaktør med et køligt overblik til at orkestrere pointerne og de mange gentagelser. Det er sådan set forfriskende nok, at citater fra tysk ikke oversaettes – det må den dannede laeser selv ligge og rode med. Men det er uheldigt, at begge hovedforfatterne introducerer Immanuel Kant og endda udlaegger det samme nøglecitat.

Det gavner heller ikke den gode sag, at den mandlige hovedforfatter disker op med kategoriske påstande som: »Der er ingen tvivl om, at netop denne bog er det vigtigste videnskabelige vaerk, der nogensinde er skrevet.« Omtalte vaerk – Newtons ”Philosophiae Naturalis Principia Mathematica” – er givetvis vigtigt, men mon ikke en raekke andre vaerker kan anses for nok så vigtige? Eller hvad med denne her: »I folkeskolen og gymnasiet undervises der ikke laengere i faget fysik, men kun i en eller anden diffus form for samfundsfag, hvor man fx diskuterer, hvordan man bekaemper den globale opvarmning.« Mon dog? Med lidt selektiv laesning kan bogen anbefales.

UDDANNELSE