»Slyngelstater« byder sig til – men FCK har afvist
Beslutningen om ikke at tage på traeningslejr i en oliestat, der beskyldes for at knaegte menneskerettighederne, er haederlig, men en parentes i den store fortaelling.
Efter et tungt pres fra klubbens fans meddelte FC København, at man fremover ikke tager på traeningslejr i Dubai. Umiddelbart skulle man ellers taenke, at det i 25 graders solskin og på et snorlige graestaeppe var optimale forhold til at pudse vinterformen af.
Men rejsemålet er faldet fansene for brystet, fordi De Forenede Arabiske Emirater af flere menneskerettighedsorganisationer bliver kritiseret for deres brud på menneskerettighederne. Vilkårlige anholdelser, kvindeundertrykkelse og tortur, den slags grusomheder.
I Amnesty International vaekker det glaede, at de danske superligaklubber er sig deres ansvar bevidst.
»FCK skal have ros for den symbolvaerdi, der ligger i beslutningen. Den handler om at tage stilling og vaere transparent omkring, hvad man som en eksponeret fodboldklub, også internationalt, laegger navn til – om man måske går ind og medvirker til propaganda,« siger den danske generalsekretaer, Trine Christensen.
Sport og politik
Netop propagandaspørgsmålet har Stanis Elsborg beskaeftiget sig med. Han er uddannet idraetshistoriker fra Københavns Universitet, stifter af hjemmesiden idraetshistorie.dk og har skrevet speciale om det seneste vinter-OL i Rusland.
»Man ser en tendens, hvor de her slyngelstater forsøger at bruge sportens tiltraekningskraft til at forbedre deres eget image i det internationale samfund. Når Qatar eksempelvis investerer 1.400 mia. i en sportsbegivenhed, er det af alle andre grunde end sportslige,« siger han.
I disse dage rejser DBU og de øvrige nordiske fodboldforbund til Qatar for at inspicere forholdene frem mod VM i 2022, der skal afholdes i det olierige emirat. Stanis Elsborg giver dem et godt råd med på vejen.
»Sporten bliver mange gange brugt som et diplomatisk vaerktøj, hvor man både kan imponere de store statsledere og tilrejsende tilskuere med nye flotte bygningsfaciliteter og samtidig komme taet på dem,« forklarer han.
Ifølge idraetshistorikeren foregår der samtidig en krig i Mellemøsten af en anden karakter end den med våben og soldater.
»Saerligt Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar kaemper indbyrdes om at manifestere sig som Mellemøstens sportscentrum, fordi der ligger en kaempe politisk magtfaktor i det.«
Alle er lande med mange penge i banken. Så hvad nytter det overhovedet, når en dansk superligaklub traekker en streg i ørkensandet?
Vågent øje på brudte løfter
»Uden at forklejne vores eget storhold betyder det ikke alverden. Det er en haederlig beslutning, men den kommer til at drukne i maengden af de klubber, der alligevel tager på traeningslejr i udskaeldte lande,« siger Stanis Elsborg med henvisning til bl.a. Bayern München og Paris Saint-Germain.
»Men hvis først nogen af stormagterne siger fra eller laver en kollektiv aftale om at gøre det, vil det omvendt have en stor effekt, og så bliver det interessant, om bevaegelsen forplanter sig til de store internationale forbund, herunder DBU.«
Hvorfor laver man så ikke bare en kollektiv aftale om at boykotte landene?
»Når vi snakker international sport, er det et større politisk system, der ikke kun taenker på sportens glaede og vaerdier. Fifa som organisation, Uefa og alle de andre sidder på magtforholdene, så hverken som landshold eller fodboldklub kan man melde sig helt ud af det her foretagende. Man kan godt gøre som FCK, men man melder naeppe afbud til en kamp i en større international turnering, fordi modstanderne kommer fra mere autoritaere og totalitaere styrer.«
Den danske generalsekretaer i Amnesty International, Trine Christensen, ser dog mere positivt på situationen.
»Der er stadig lang vej igen, men der er trods alt sket noget, efter at Fifa, DBU og de øvrige nordiske forbund har lagt pres på Qatar. Her har man gennemført reformer og forbedret forholdene for migrantarbejderne, der udgør ca. 90 pct. af befolkningen,« svarer Trine Christensen og understreger vigtigheden af fortsat at have fokus på menneskerettighederne.
»Det gaelder ikke kun i det øjeblik, hvor man giver hinanden hånden og paent siger, at de nok skal respekteres, men også undervejs. Man skal vaere meget bedre til at monitorere og holde øje med, om de lovede reformer bliver gennemført,« siger hun.