Syng i sol og regn: Derfor elsker vi musicals
Musicalgenren trives i modgangstider, men skiller også vandene. En flot opsat udstilling i Paris saetter netop nu fokus på sang og dans gennem filmhistorien.
Somme tider når vi mennesker til det punkt, hvor ordene ikke laengere kan udtrykke, hvad vi føler. Hvad gør vi så?
Vi kan ty til vold ligesom Rambo eller en gangster i en Tarantino-film. Eller vi kan bryde spontant ud i sang og dans. Som Gene Kelly i øsende regn. Som Julie Andrews på en grøn bakketop i det besatte Østrig.
»Musicalfilm trives bedst i modgangstider,« lyder parolen på multimedieudstillingen Comédies Musicales, som kører i Philharmonie de Paris indtil den 27. januar. Kuratorerne haevder, at musicalen er den genre, der bedst udtrykker filmmediets livsglaede og eufori.
»Den opfordrer os til ikke at fornaegte virkeligheden, men at se optimistisk på den og bevare humøret,« står der i programteksten.
Dybeste berøring
”Singin’ in the Rain” sluser gaesterne ind på turen gennem musicalfilmens historie. De fleste husker optrinnet fra 1952-filmen af samme navn, hvor en saligt forelsket Gene Kelly hopper rundt i vandpytterne. Sangen blev dog lanceret allerede i 1929 som et styrkende middel mod finanskrisens tunge skyer: Så laenge vi har et smil på laeben, skinner solen i vore hjerter!
»Moralen er, at det er for nemt at vaere negativ eller give op,« siger Tine Rangan Thiesgaard, der er psykoterapeut, lejlighedsvis skuespiller og livslang musicalfan. Hun føler, at musicalen rører hende dybest af alle filmgenrer:
»Den forløser dramaet gennem sang, musik og rytmer. Det rammer nogle ursanser i os.«
Da Tine Rangan Thiesgaard var barn på Københavns Nørrebro i 1970’erne, sad hun klaebet til skaermen, hver gang fjernsynet sendte en musical.
»Hvad enten de viste ”Annie Get Your Gun” eller ”West Side Story”, var det en gave for mig at se folk løse konflikter med musik i stedet for at smadre hinanden,« fortaeller hun:
»Lad os synge en duet om, hvad vi hver isaer mener. Måske bliver vi ikke enige, men der kommer en fed sang ud af det!«
I danse- og syngefilmenes trygge orden fandt Thiesgaard en tiltraengt modpol til 70’er-samfundets opløsning:
»Verden var på vej ad helvede til med bomber, forurening og bange voksne, der havde det rigtig skidt og følte, at de skulle dele deres angst med os. Musicalformen indeholdt derimod en stilistisk struktur og en lethed, og den anviste nogle koder for ordentlig opførsel. At blive forelsket kunne vaere det vigtigste i verden, og problemerne løste sig altid,« siger hun.
Det er lidt blevet en ting ikke at kunne lide filmmusicals. Søren Frellesen, manuskriptforfatter
Poesi i bevaegelse
I dag bliver Tine Rangan Thiesgaard som 53-årig stadig lige lykkelig af at se filmmusicals. Hun understreger, at fornøjelsen ikke bunder i eskapisme, selvom den aktuelle verdenssituation i hendes øjne ser lige så sort ud som i 1970’erne:
»Musicals hensaetter mig i en højere bevidsthed, ligesom musik i sig selv kan.«
At musicals kan vaere ”poesi i bevaegelse”, illustrerer udstillingen i Paris med overlegen brug af multimedieformidling. Speciallavede montager folder sig ud over tre widescreenlaerreder, der fylder hele lokalets bredde. Gamle og nye filmklip finder en faelles rytme på tvaers af tid, og når Busby Berkeleys geometriske formationer af svømmepiger og dansesild omdanner tilskuerens synsfelt til et kalejdoskop, svimler det bogstavelig talt for øjnene.
Udstillingen levner også plads til internationale tolkninger af den amerikansk fødte disciplin (med Lars von Triers ”Dancer in the Dark” som dansk indspark). En interaktiv biograf viser eksempler på bolsjevikmusicals fra Sovjetunionen og smagsprøver på gryderetter fra Bollywoods filmiske storkøkken.
»Det indiske publikum forventer altid dans og sang af deres biograftur,« siger Tine Rangan Thiesgaard. Som halvt inder har hun nydt adskillige autentiske Bollywood-filmaftener i New Delhi:
»Inderne klapper og synger med. De har ingen haemninger og overgiver sig totalt til musikken og oplevelsen, ligesom de dagligt overgiver sig til deres hinduistiske guder.«
Udskaeldt genre
Herhjemme deler det i højere grad vandene, når skuespillerne på laerredet pludselig slår over i at synge deres replikker.
»Det er lidt blevet en ting ikke at kunne lide filmmusicals,« bemaerker filminstruktør og manusforfatter Søren Frellesen, der ser mange teatermusicals i internationale storbyer. Han vurderer, at genrens stilisering ofte fungerer bedre på en scene, fordi live-elementet får publikum til at gå med på praemissen.
»En film som ”Cabaret” fra 1972 er lettere for musicalhadere at sluge,« siger han.
»De medvirkende synger ikke deres følelser til hinanden, men optraeder med numrene foran et publikum. Det virker mere naturalistisk i manges øjne.«
Frellesen tilføjer, at Disneys animerede succeser har gjort meget for filmmusicalens udbredelse i de seneste 25 år.