Kulturarbejde er blevet en ny form for prostitution
i gang. Mange bruger årsskiftet som en oplagt lejlighed til at gøre status over deres jobsituation og traeffe nye valg på denne front. På de sociale medier så jeg her primo året adskillige opdateringer fra mennesker, der meddelte, at de har løsrevet sig fra gamle arbejdsrelationer – for at søge nye udfordringer. Inden for kultursektoren, som disse folk arbejder i, er det i mine øjne ekstremt modigt at give slip på arbejdsopgaver, før man har nye på hånden. Det er nemlig ikke en branche, der er begunstiget af det opsving, som andre erhvervsgrene for tiden nyder godt af – tvaertimod.
2019 blev skudt farverigt
I kulturlivet bliver de faste kontrakter faerre, og lønningerne fortsat mere symbolske; nogle er villige til at arbejde helt uden honorar for at få lov til at lave noget ved musikken.
Vi så et grelt eksempel på dette i den ”Dagbog fra en arbejdsløs”, som cand.mag. i kultur og formidling Lone Kramer i hele november publicerede på netmediet avisen.dk. Heri beskrev hun, hvordan hun som ledig går ud og anmelder teateropsaetninger for et online-kulturmedie – med billetter til forestillingerne som sin eneste betaling. Hun fortalte også, at hun for en etableret amtsavis leverer klummer med et avisabonnement og en årlig middag som honorar.
Man kan dårligt klandre akademikeren for at arbejde uden ”rigtig” betaling. Hun vil jo blot for enhver pris holde sig fagligt skarp, mens hun sideløbende søger jobs. Nej, det er redaktørerne på de pågaeldende medier, der udhuler arbejdsmarkedet for de mennesker, der uddannes til at levere kulturjournalistik på professionelt niveau. Det siger sig selv, at det er umuligt for selv den mest talentfulde skribent at leve af at løse opgaver i kultursektoren, når vilkåret mange steder er, at man må arbejde gratis. Alt andet lige, så kan ingen betale huslejen med avisabonnementer eller fribilletter til teaterforestillinger.
Set i dette deprimerende lys ønsker jeg mine tapre kolleger med opdateringerne på de sociale medier al mulig held og lykke i jagten på nye opgaver i kulturens verden. At turde tage karriere- spring uden sikkerhedsnet er en efterstraebelsesvaerdig egenskab i dag. Vi får tudet ørerne fulde om, at vi konstant skal forny os. Ve den loyale medarbejder, der bliver haengende på samme arbejdsplads i årtier. Lang og tro tjeneste er der ingen prestige i laengere. Når det er sagt, og kulturkollegerne er rost for deres risikovillighed, så naerer jeg stadig en stille beundring for de mennesker, der udfører helt jordbundne arbejdsopgaver uden nogen forventning om, at hver dag på jobbet skal rumme nye udfordringer og udvikle medarbejderen personligt.
Her husker jeg den kommunalt ansatte, som min datter og jeg stødte på ved en legeplads i den lokale park en morgen mellem jul og nytår. Mens barnet boltrede sig på gynge og karrusel, gik han rundt og ryddede det affald af vejen, som var blevet smidt på de grønne arealer i løbet af natten. Han fandt ovenikøbet overskud til at advare os om, at han de seneste morgener havde fundet glasskår på legepladsen. Hvorfor jeg lige skulle vaere saerligt opmaerksom på, at min datter ikke kom til skade på skårene. Den type medarbejder burde have en pris for sin indsats, sit overskud og sin servicemindede attitude. I vores haesblaesende jagt på et arbejdsliv, der giver mening for os selv, glemmer vi måske, at et job oftest er noget, vi skal udføre for andre. Arbejde bør handle om, hvad vi hver isaer kan bidrage med – og lidt mindre om, hvordan vi selv får opfyldt alle vore personlige ambitioner.