Hvorfor skulle vi have den rapport om sygefravaer?

Offentligt ansatte har dobbelt så meget sygefravaer som privatansatte, lød det fra innovationsminister Sophie Løhde. Men var det nu også rigtigt? Overhovedet ikke, hvis man kiggede i rapporten fra Finansministeriet.

Ifølge Løhde var forskellen også uforklarlig, men her henviste hun ikke til dårlig talbearbejdning fra regnedrengene i Finansministeriet.

Det virkede mere til at vaere ministerens måde at starte en diskussion om, at sygeplejersker, paedagoger, laerere og andre offentligt ansatte nok må vaere saerligt ivrige for at melde sig syge. Løhde har intet gjort for at stoppe den diskussion. Men det burde hun.

Der virker til at vaere en total uvilje fra Sophie Løhde til at tage ansatte på sygehuse, i hjemmeplejen, i vuggestuer og i klassevaerelserne seriøst. I stedet bliver der lavet politikerspin. Og det er ikke første gang.

Sophie Løhde forsøgte op til OK18 at saelge en historie om, at de offentligt ansatte havde fået langt større lønstigninger end det private.

Men virkeligheden fornaegter sig ikke, selv om Sophie Løhdes embedsmaend i Finansministeriet prøver at fortaelle en anden historie. Sygeplejersker og sosu’er lagde deres lønsedler frit frem på de sociale medier, og Løhdes hjemmelavede graf blev pillet fra hinanden. Så den påstand måtte hun gå tilbage på.

Men kan man overhovedet udlede noget meningsfuldt af den nye rapport om sygefravaer? Måske.

Det kraever i hvert fald, at man ser bag regnearkene. Fjerner man forskelle i køn, alder og uddannelse, står det tilbage, at forskellen i sygefravaer saerligt er relateret til langtidssygemeldinger. Og forskellen i kortvarig sygefravaer er en halv dag. Det er inden for den statistiske usikkerhed, og intet tyder altså på, at ansatte i det offentlige er saerligt pjaekkesyge.

Flere langtidssygemeldinger virker ikke helt usandsynligt, når man kigger op fra regnearket og ud i virkeligheden. De seneste år er der givet mange påbud fra Arbejdstilsynet om arbejdsforholdene for blandt andet plejepersonale på sygehusene. Senest har Regionshospitalet Herning fået påbud, og sygeplejersker kunne fortaelle om en hverdag, hvor der ikke var tid til at spise, gå på toilettet eller få registret, når der var givet medicin.

Og en analyse fra Kraka viser, at antallet af stressrelaterede diagnoser er tredoblet siden 1995. Stigningen er saerligt stor for ansatte på områder som undervisning, sundhed og pleje. Vedholdende stress kan føre til langtidssygemeldinger. Men hvad løsningen er så? Det er det interessante spørgsmål for mig.

Det er ikke at lade sig inspirere af de arbejdspladser, hvor man fyrer ansatte, som er langtidssyge, så de ikke taeller med i sygefravaersstatistikken. De havner jo bare i ledighedskøen, og så er vi samlet set ikke nået laengere.

Mange kommuner arbejder målrettet med at nedbringe sygefravaeret. Det sker f.eks. i Viborg, som ser ud til at have noget held med deres indsats. Målet må ikke kun vaere at få folk tilbage til arbejde. Det skal også vaere, at de bliver raske, og at de skal ikke tilbage i et arbejdsmiljø, som gør dem syge.

For mig at se skal vi saette fokus på arbejdsmiljøet. Det er saerligt vigtigt, når vi har et samfund, hvor alle problemer hurtigt vendes indad.

Da diskussionen om sygefravaer brød ud i sidste uge, var fokus da også på, om ansatte i det offentlige var saerligt pjaekkesyge. Og når der i ny og nae kommer undersøgelser, som viser, at nyuddannede sygeplejersker er mere syge end andre, så begynder diskussionen også om, hvorvidt de nyuddannede nu er ”robuste” nok.

Jeg mener, at vi skal begynde et andet sted. Med at styrke Arbejdstilsynet og erstatte Moderniseringsstyrelsen med en styrelse for godt arbejde. Vi skal give sygeplejersker, sosu’er, laerere og paedagoger mere tid til deres arbejde og flere kollegaer.

Det tror jeg vil hjaelpe. Ikke flere rapporter fra Finansministeriet og ikke mere spin fra ministeren.